Godmorgen og velkommen til mandagens og dermed ugens første Business-overblik!
På fire år er hver fjerde danske aktie forsvundet fra børsmarkedet, enten fordi de er afnoteret, købt op eller gået konkurs – og flere velrenommerede børsselskaber risikerer at følge trop i nær fremtid.
Udviklingen får flere aktører i det danske børsmiljø til at råbe vagt i gevær og kræve ændringer for at forhindre, at det danske aktiemarked sygner hen, skriver Børsen.
Lige nu er der 145 selskaber tilbage på den danske børs. Siden begyndelsen af 2022 er 41 aktier forsvundet, og opkøb og opkøbsforsøg kan fjerne selskaber som biotekselskabet Bavarian Nordic, Nordfyns Bank og rederiet Torm på hovedbørsen og en håndfuld selskaber på vækstbørsen First North.
»Det danske aktiemarked mister kritisk masse. Hvis ikke dette snart stopper, når vi ned på under 100 aktier. Det er virkeligt skidt, for det bliver som et supermarked uden varer på hylderne,« siger Tue Østergaard, administrerende direktør i finanshuset HC Andersen Capital.
Status på markederne

Dagens vigtige
Dansk milliardfirma mistænkt for at bryde sanktioner – topchefer aflyttet i månedsvis. To direktører i et stort, dansk firma er under mistanke for med åbne øjne at have brudt sanktionerne mod handel med Rusland, skriver Berlingske. Politiet har blandt andet brugt aflytning af direktørernes telefoner, viser retsdokumenter.
**
Ingen panik på parcelhusmarkedet. Hvor ejere af ejerlejligheder i København eller Frederiksbergs kommuner får salgsgevinster på millioner, har parcelhusmarkedet det langt bedre, set fra huskøbernes side. »Parcelhusmarkedet er i langt bedre balance end markedet for ejerlejligheder, og der er ingen panik på,« siger Jan Nordmann, kommunikationschef for ejendomsmæglerkæden EDC, til Finans.
Prisen på et parcelhus på 140 kvadratmeter er på landsplan steget med 110.000 kroner siden januar, mest i København med 579.000 kroner, altså et nul mindre i gevinsten ved et salg, end hvis det drejede sig om en ejerlejlighed.
**
USA og Kina forhandler igen – TikTok-deadline tikker nærmere. USA og Kina fortsætter mandag morgen i Spanien for anden dag forhandlingerne om at få en handelsaftale på plads mellem verdens to største økonomier.
Finansminister Scott Bessent og vicepremierminister He Lifeng leder forhandlingerne, hvor også fremtidigt ejerskab over TikTok i USA skal løses, inden Donald Trumps deadline for at finde en køber udløber, og det sociale medie tvangslukkes for 170 millioner amerikanere, skriver BBC og nyhedsbureauet Bloomberg.
**
Havnedirektør frygter at blive hægtet af. Havnedirektør for Skagen Havn Willy B. Hansen gruer for, at forsinkelserne hos det statslige Energinet med udbygningen af elnettet risikerer at hægte havnen og Nordjyllands industrivirksomheder af Danmarks grønne omstilling, skriver Finans. »Problemerne med elnettet rammer lige ned i hjertekulen her i Skagen, men det rammer både os, vores kunder på havnen og de helt store industrivirksomheder heroppe, der vil omlægge til grønne løsninger,« siger han.
**
Laveste vækst i Kinas detailsalg og produktion i et år. Væksten i fabriksproduktionen i Kina var i august den laveste i et år, og væksten i detailsalget faldt til det laveste i ni måneder, hvilket lægger pres på den kinesiske regering til at komme med ny støtte for at holde verdens næststørste økonomi i omdrejninger.
Produktionen voksede i august med 5,2 procent mod 5,7 procent i juli, og samme vækst var forventet i august. Detailsalget voksede 3,4 procent, det laveste siden november 2024, mod 3,7 procent i juli og en forventet stigning på 3,9 procent, skriver nyhedsbureauet Reuters.
God mandag!
Spil med i MillionærKlubbens store aktiespil. Du kan nu dyste om at få en million fiktive kroner til at yngle mest. Meld dig til, køb og sælg aktier og vind præmier i Danmarks største aktiespil. Den bedste deltager vinder en investeringskonto på 200.000 kroner, og i alt er der præmier for 600.000 kroner. Man kan stadig tilmelde sig på berlingske.dk/aktiespil.