Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • »Ready to rape« – nye afsløringer rykker ved fortælling om et enkeltstående problem i Plesner

  • Amerikansk virksomhedsejer: »Man ville grine, hvis ikke man græd«

  • Trump har bekendt kulør og udpeget sin hovedfjende: Handelskrigen handler om Kina

  • Toldsatser skaber bilkaos ved amerikanske havne

Men vi begynder med den historiske dag, det er i dag. 

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Realiteternes alvor er sat ind: Trumps told mod EU er onsdag trådt i kraft – men det er ikke slut, skal vi forstå 

Solen stod op over et forandret EU her til morgen. En historisk dag, hvor Donald Trumps varslede toldsatser over for Europa klokken 6.01 er trådt i kraft. Og virkeligheden ser kun ud til at blive mere alvorlig.

Tolden betyder i praksis, at EU fra i dag bliver pålagt en ekstra told på 20 procent – en »gengældelsestold«, som Trump har kaldt det – når EU vil eksportere til USA. 

Beregninger fra Dansk Erhverv i dag viser dog også, at Trumps toldhammer på danske varer – for nu – vil blive mindre, end mange nok har tænkt, siger en økonom til Ritzau

Beregninger fra Dansk Erhverv viser, at omkring en fjerdedel af Danmarks eksport til USA vil blive omfattet af den toldstigning, der er trådt i kraft i dag. Men det kan meget hurtigt blive en anden historie.

Allerede i nat var Donald Trump ude at rasle med en sabel, der kan gøre rigtig ondt på Danmark. 

Den amerikanske præsident vil »meget snart« indføre en stor told på lægemidler. Sådan sagde han i hvert fald ved en middag ved Den Nationale Republikanske Kongreskomité, som kan ses på Fox News.

Formålet er, som med de andre dele af toldkrigen, at få flere lande til at producere deres varer i USA.

Den danske medicinalgigant, Novo Nordisk, har størstedelen af sin produktion i Kalundborg, selvom de det seneste år også har annonceret milliardinvesteringer i USA.

Det er langtfra første gang, at Trump har truet med at pålægge medicinalindustrien told, men det er svært at forudsige, hvornår – eller om – de trusler bliver til reelle handlinger. 

Det skriver vi om

1. Trump har bekendt kulør og udpeget sin hovedfjende – handelskrigen handler om Kina

Mens andre nationer ramt af straftold holder hestene i stalden, slår Kina hårdt igen – og det er meningen, lyder vurderingen fra flere eksperter. For i Det Hvide Hus er Kina hovedfjenden og udgør en trussel, som er hele handelskrigens raison d’etre. Læs historien her.

2. Danske aktier er banket flere år tilbage: »Investorerne har bare hældt alt ud ad vinduet«

Historisk har de danske selskaber været gode til at navigere i usikkert farvand, men det danske eliteindeks, C25, har i længere tid set langt større fald end i andre vestlige lande. Den udvikling har Trumps toldkrig sat yderligere turbo på. Eksperter fremhæver særligt én forklaring på forandringen. Læs historien her.

Det bør du også læse

Kæmpe slagsmål om Cityringen nærmer sig – metro kan blive seks milliarder dyrere

Den københavnske metrolinje Cityringen risikerer at koste danskerne seks milliarder kroner mere. Den italienske entreprenør mener, at Metroselskabet bærer skylden for, at projektet er blevet dyrere, og har derfor trukket det statsejede selskab i retten. Læs historien her.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Det skriver andre medier om

1. »Ready to rape« – nye afsløring rykker ved fortælling om et enkeltstående problem i Plesner

Det prominente advokatselskab Plesner har siden januar været i vælten, efter at Finans første gang berettede om grænseoverskridende, sexistisk adfærd og seksualiseret sprogbrug over for medarbejdere i firmaets M&A-afdeling. Et problem, der blev beskrevet som isoleret til en enkelt – nu afgået – partner. 

Men nu fortæller Finans, hvordan adfærden har været en del af kulturen i afdelingen i Plesner i mange år. Ni anonyme, tidligere medarbejdere fortæller om grænseoverskridende episoder fra 2017-2020. En af dem omhandler jokes om kvinder, der var »ready to rape« (klar til voldtægt, red.). Ifølge eksperter rykker det på fortællingen om, at problemerne i Plesner var isoleret omkring den ene, nu afgåede partner i den problemfyldte afdeling. 

2. Amerikansk virksomhedsejer: »Man ville grine, hvis ikke man græd«

Det er ikke kun uden for USAs grænser, at Donald Trumps handelskrig har sendt store rystelser gennem virksomhedsejere. Også inden for USAs »fire vægge« breder usikkerheden sig om, hvordan den eskalerende handelskrig vil ende. I et interview til BBC fortæller ejeren af et legetøjsfirma, hvordan han lige nu holder alle sine forsendelser fra Kina tilbage »indtil der kommer styr på det«. 

Det gør han i forlængelse af den svært eskalerende handelskonflikt mellem Kina og USA. Den førte i går til, at Donald Trump fortalte, at han ville pålægge Kina 104 procents told. Men virksomhedsejeren fortæller, ar hvis der ikke kommer styr på det, sælger han ud af sit varelager »og beder«.

3. Toldsatser skaber bilkaos ved amerikanske havne

Bilproducenter lader lige nu tusindvis af biler strande i amerikanske havne som reaktion på 25 procents told, som Donald Trump har pålagt udenlandske biler, der eksporteres til USA. Samtidig standser flere deres forsendelser for at minimere omkostningerne ved toldsatserne. Det skriver Financial Times. Mediet har talt med tre ledere i logistik og bilbranchen, der advarer om, at situationen kan blive »ret grim« i løbet af få uger. Maks.-kapaciteten er allerede ved at være nået i nogle havne, berettes det. 

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: -0,84 procent

  • S&P 500: -1,6 procent

  • Nasdaq: -2,15 procent

Asien – indeks onsdag kl. 08:02:

  • Japan Nikkei: -3,55 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,69 procent

  • Kina CSI Shanghai: +0,49 procent

Tak, fordi du læste med!