Godmorgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Faldende renter kan give grøn medvind
Erstatning fra Bech-Bruun til staten sætter ny rekord
Afsløring: Chefredaktør og hans medie skriver positivt om virksomheder – og har selv aktier i dem
Bilstrejker gav stor lønforhøjelse – næste mål er Tesla
Men vi begynder med en grim regning til dem, der har skiftet til F1-boliglån.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Historisk rentehammer rammer torsdag en lang række danskere
Det kommende år tegner sig for mange boligejere som en historisk belastning på privatøkonomien.
Især udfordrende bliver det for de mange, der har valgt at skifte deres F5- eller F3-lån ud med det rentefølsomme F1-lån. Det skriver B.T.
Mandag blev lånet sat på auktion,og selv om det først er torsdag, at rentehammeren falder endegyldigt, tyder alt på, at den bliver markant. Holder renteniveauet indtil torsdag, kan disse låntagere se frem til den højeste rente i 15 år, som vil lyde på hele 4,06 procent.
F3-låntagerne vil opleve en stigning på 4,29 procentpoint i forhold til de foregående tre år.
Det skriver andre medier om
1. Faldende renter kan give grøn medvind
Det er for tidligt at kaste håndklædet i ringen, når det gælder de grønne aktier, vurderer eksperter over for Finans. Alt tyder på, at den tiårige amerikanske statsobligation, der har enorm betydning for aktiemarkedet, og især grønne vækstaktier, nu har toppet, efter at den i oktober ramte fem procent. »Det er fortsat svært at sige »så er det nu«. Men hvis man gør sit arbejde ordentligt og finder de virksomheder, der hænger sammen i de nuværende renteniveauer, er der muligheder,« siger aktiechef i Danica Pension, Esben Saxbeck Larsen, til Finans.
2. Erstatning fra Bech-Bruun til staten sætter ny rekord
400 millioner kroner plus 120 millioner i rente. Det er regningen, som landets næststørste advokatfirma, Bech-Bruun, mandag af Højesteret blev dømt til at betale for at have rådgivet uforsvarligt i udbytteskatteskandalen. Det er den største erstatning, som et advokatfirma nogen sinde er blevet dømt til at betale i Danmark, skriver Børsen. Formanden for Advokatrådet, Martin Lavesen, siger, at sagen har påvirket hele advokatstanden. »Advokater må ikke være i tvivl om, hvad de må og ikke må,« siger han til avisen.
3. Bilstrejker gav stor lønforhøjelse – næste mål er Tesla
Efter at have sikret sig lønstigninger på 25-33 procent over de næste fire år til bilarbejderne hos General Motors, Ford og Stellantis har de amerikanske fagforeninger fået blod på tanden. Det skriver Børsen. Næste mål er den amerikanske elbilgigant Tesla og de udenlandske bilproducenter i USA. »Arbejdere hos Tesla, Toyota, Honda og andre er ikke fjenden, de er UAWs fremtidige medlemmer,« lyder det fra Shawn Fain, formand for United Auto Workers, ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Det skriver vi om
1. Afsløring: Chefredaktør og hans medie skriver positivt om virksomheder – og har selv aktier i dem
Erhvervsmediet Økonomisk Ugebrev omtaler en lang række virksomheder positivt i sine spalter og anbefaler læserne at investere i dem. Nu viser det sig, at chefredaktøren og en række centrale skribenter fra mediet selv ejer aktier i de samme virksomheder. Læs historien her.
2. Topopgør i Højesteret: Advokatfirma skal af med en halv milliard efter stor sejr til staten
Højesteret har omgjort afgørelse fra landsretten, og dom i Bech-Bruun-sagen er en stor fjer i hatten til Skat og Kammeradvokaten, der hidtil ikke har haft mange resultater at prale af i retsopgøret efter den pinlige udbytteskandale. Læs historien her.
Det bør du også læse
Jeg er blandt de tusindvis af boligejere, som satser på lavere renter – i denne uge falder rentehammeren
Tusindvis af boligejere står til en rentelussing, når realkreditten i denne uge svinger hammeren. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser mandag:
Dow Jones: +0,58 procent
S&P 500: +0,74 procent
Nasdaq: +1,13 procent
Asien – indeks tirsdag kl. 7.10:
Japan Nikkei: +0,08 procent
Hongkong Hang Seng: +0,70 procent
Kina CSI: +0,40 procent
Tak, fordi du læste med!