Godmorgen og velkommen til mandagens og dermed ugens første Business-overblik!
Samtidig med at Erhvervsstyrelsen gransker, om den australske kapitalfond Macquarie får lov til at overtage TDC, kører TDC retssag om et trecifret millionbeløb mod den danske stat for at være blevet pålagt at skifte alt teleudstyr fra den kinesiske gigant Huawei ud.
I 2023 pålagde Forsvarets Efterretningstjeneste TDC at skaffe sig af med alt udstyr fra Huawei. Det fik TDC – som det eneste vestlige teleselskab – til at kræve erstatning fra staten, men i to ekspertrapporter fra retssagen, som Børsen har fået aktindsigt i, nævnes intet om risikoen ved at bruge kinesisk teleudstyr, der skiftes ud eller direkte forbydes i stadigt flere vestlige lande.
»TDCs stævning af staten sender et meget tydeligt signal om en ejer, som ikke kommer til at samarbejde om noget som helst, men hellere vil modarbejde og slås med det offentlige,« siger SFs skatteordfører, Sigurd Agersnap, til avisen.
Teleanalytiker John Strand understreger, at TDC i strid med anbefalinger fra eksperter og politikere købte Huawei-udstyr, og »at de ikke i dag vil anerkende, at der har været og er en risiko ved Huawei, er i sig selv problematisk, særligt når de markedsfører sig som en ansvarlig bygger og driver af national infrastruktur«.
Status på markederne

Dagens vigtige
Forsinkelser hos Energinet når nye højder. Forsinkelserne i det statslige Energinets udbygning af det danske elnet vokser, viser en ny opgørelse, som Folketingets partier ifølge Finans modtog i weekenden. Selvom der ikke er kommet flere forsinkede elprojekter fra 1. til 2. kvartal i år, er tidsplanerne i gennemsnit skredet med yderligere tre måneder for de 141 ramte udbygningsprojekter. 141 af 199 elnetsprojekter afsluttes i gennemsnit 29 måneder senere, end tidsplanerne lagde op til, samlet set en forsinkelse på mere end 340 år.
**
Afgifter fra bilkøb er faldet til en tredjedel – men flere og flere medarbejdere indkræver dem. Registreringsafgifterne på danskernes biler har været konstant faldende i flere år. Alligevel bliver der flere og flere medarbejdere i Motorstyrelsen til at opkræve dem, skriver Berlingske.
**
Pensionskasser mørklægger muligt milliardtab – kunder får måske aldrig svar. Tre af landets største pensionskasser er på vej ud af en pinefuld investering i TDC. Hvor stort et tab, det kuldsejlede ejerskab påfører kunderne, har været mørklagt, siden salget blev annonceret. Nu sår ejerkredsen tvivl om, hvorvidt det potentielle milliardtab nogensinde bliver offentligt kendt, skriver Berlingske.
**
Better Energy sender stort solprojekt til konkurs. Den kriseramte solcellevirksomhed Better Energy sender endnu fire datterselskaber, der arbejdede på at bygge en stor solcellepark nær Vamdrup i Sønderjylland med strøm til næsten 100.000 husstande, i konkursbehandling, skriver Finans. Det er en konsekvens af, at Vestjyske Bank har krævet et lån på 135 millioner kroner i Ejendomsselskabet Vamdrup betalt tilbage. Better Energy gik i december 2024 i rekonstruktion. Ejerne har tabt 1,7 milliarder kroner på deres aktier i selskabet i den seneste regnskabssæson.
**
Rigmand jagtet for skattemillioner er død. Den stenrige, amerikanske forretningsmand Gregory Summers, som for syv år siden blev stævnet af det danske skattevæsen for uberettiget at have trukket 34 millioner kroner op af den danske statskasse som central aktør i den historiske udbyttesag, er død. Det bekræfter hans advokat over for DR. Skat frafalder dog ikke sine krav, viser dokumenter fra retten i New York, som behandler sagen.
God mandag!
Spil med i MillionærKlubbens store aktiespil. Du kan nu dyste om at få en million fiktive kroner til at yngle mest. Meld dig til, køb og sælg aktier og vind præmier i Danmarks største aktiespil. Den bedste deltager vinder en investeringskonto på 200.000 kroner, og i alt er der præmier for 600.000 kroner. Man kan stadig tilmelde sig på berlingske.dk/aktiespil.