Godmorgen og velkommen til Business-overblikket! 

Det er ingen hemmelighed, at det danske boligmarked buldrer derudad og særligt i hovedstaden, hvor lejlighedspriserne i gennemsnit steg med over en million kroner i 2025.

Men vælger man i stedet at bygge selv, er priserne også skudt markant i vejret, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

For i 2025 steg prisen på håndværkertimer til erhverv eller bolig med 4,3 procent. Det kommer i forlængelse af et årti, hvor priserne er steget støt år efter år. 

»Priser for renovering og vedligehold er steget hvert år siden statistikkens begyndelse i 2015 og er samlet set steget med 54,3 procent i den periode,« skriver Danmarks Statistik.

Det er både dyrere materialer og mangel på håndværkere, der har fået priserne til at stige – selvom beskæftigelsen aldrig har været højere, så halter udbuddet af håndværkerhænder sammenlignet med den tårnhøje efterspørgsel, skriver Børsen.

De kraftigt stigende håndværkerpriser stiller større krav til forbrugerne, mener Forbrugerrådet Tænk.

»Forbrugerne skal være vakse ved havelågen og sætte sig godt ind i, hvad de får, og hvad der er aftalt,« siger Forbrugerrådet Tænks cheføkonom, Morten Bruun Pedersen, til Børsen.

Hvis man kan se, at budgettet ikke holder, skal man tage dialogen med det samme og ikke vente på regningen, mener han.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.07. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.07. For Danmark og USA er det lukkekurser fra onsdag.

Dagens vigtige

Afsløring af millionløn til toppen i handicapfirma skaber stor bekymring på Christiansborg. Moderaternes Monika Rubin kalder det »skævt«, Liberal Alliances Katrine Daugaard kalder det »det vilde vesten«, og Socialdemokratiets fungerende politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen kalder det »stærkt betænkeligt«.

Han fortæller, at Socialdemokratiet er klar til at drøfte reglerne på området, skriver Berlingske.

**

Nye prisstigninger er på vej og vil ramme fødevarer og detailpriserne. Krigen i Mellemøsten har fået olieprisen til at stige, og det sender de øvrige priser i vejret. 

Det vil formentlig snart kunne mærkes i supermarkederne. I bedste tilfælde kan priserne stige med fem procent og i værste tilfælde ti procent, mener fødevareekspert John Vinther ved Atradius, og forbrugerne kan godt vænne sig til, at priserne kommer til at svinge, skriver Finans.

**

Handelsindtægter brager afsted hos amerikanske banker under krigen i Iran. JP Morgan Chase, Citigroup og Wells Fargo havde et samlet overskud på over 25 milliarder dollar i årets første kvartal. JP Morgan Chase havde sin højeste handelsindtægt nogensinde på 11,6 milliarder dollar, mens Wells Fargo havde sin højeste indtægt i mere end et årti.

Onsdag ventes Bank of America og Morgan Stanley at komme med deres kvartalsregnskaber, skriver Financial Times.

**

Første amerikanske delstat gennemfører forbud mod opførsel af datacentre. Det er delstaten Maine, der som den første siger nej til opførsel af nye datacentre. Forbuddet kommer, fordi der mangler viden om centrenes påvirkning af miljøet, offentlige ressourcer og indbyggerne i delstaten. I løbet af det seneste år har adskillige amerikanske byer allerede indført forbud, skriver Financial Times

God dag!