Godmorgen og velkommen til det første Business-overblik i en ny uge, hvor dagen nu er blevet omkring tre timer og 20 minutter længere.
I dag runder vi blandt andet:
Ryanair: Højere priser på grund af mangel på fly
Danmark sidder på livsnerven til russisk økonomi, men står magtesløs
Nye tal viser, at mange tusinde danskere står til at få sig »en grim overraskelse«. Er du en af dem?
Kapitalfond klar med milliarder til jagt i Danmark
Men vi begynder med at se på danskernes opvarmning.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Glem varmepumperne – boligejere hamstrer nye gasfyr
De laveste gaspriser i tre år spænder ben for varmepumper og fjernvarme. Boligejerne skifter i stedet gamle gasfyr ud med nye.
»Vi har solgt rigtigt mange gaskedler. Vi skal tilbage til 2016 for at se et lige så højt salg i årets to første måneder,« siger Bent Achton, direktør i en af landets større VVS-installatører Leon Petersen VVS & Gas, til Børsen.
Siden nytår har firmaet sat 49 nye gaskedler op, men kun to varmepumper. Et nyt gasfyr koster nemlig kun en tredjedel af en ny varmepumpe – nemlig lidt over 40.000 kroner mod en luft-til-vand-varmepumpe til 130.000-150.000 – og fylder ikke meget fysisk.
Samtidig kan det koste 40.000-50.000 kroner at blive koblet på det lokale fjernvarmenet, og der kan ofte gå meget langt tid, før de op mod 400.000 familier med naturgas får tilbudt at komme med på den lokale fjernvarme.
Ifølge Energistyrelsen fik 41 procent færre danskere installeret luft-til-varmepumper i 2023 i forhold til året før, da naturgaspriserne lå skyhøjt som følge af den russiske invasion af Ukraine.
Det skriver andre medier om
1. Ryanair: Højere priser på grund af mangel på fly
Lavprisluftfartsselskabet Ryanairs topchef, Michael O'Leary, bebuder op til ti procent dyrere flybilletter til sommer. Det skyldes, at de amerikanske Boeing-flyfabrikker er bagud med leveringen af nye fly til selskabet. Ryanair skulle have modtaget 57 nye fly til marts, men O'Leary forventer, at kun 40-45 vil være ankommet til sommersæsonen, skriver BBC. Takket være store indkøb af brændstof venter topchefen, at prisstigningerne ikke bliver så store som de 17 procent, som billetterne steg med i 2023.
2. Danmark sidder på livsnerven til russisk økonomi, men står magtesløs
En stor del af den russiske olie, som holder Ruslands økonomi i live, transporteres gennem danske farvande. Men det er meget begrænset, hvad Danmark kan gøre for at stoppe transporterne, siger eksperter til Finans. Mellem 40 og 60 procent af den olie, som Rusland har eksporteret til søs siden invasionen af Ukraine, er sejlet gennem danske farvande, og stadig færre af skibene er internationalt forsikret. »Regelværket er uklart. Når regelværket er uklart, kommer de diplomatiske hensyn ofte til at fylde mere. Det er det dilemma, myndighederne står med,« siger Kristina Siig, professor MSO i søret ved Syddansk Universitet.
3. Kapitalfond klar med milliarder til jagt i Danmark
På få måneder har kapitalfonden Verdane rejst 2,1 milliarder kroner og er nu klar til flere danske opkøb, skriver Børsen. Siden 2016 har Verdane købt sig ind i ti danske virksomheder og har solgt Scanmarket igen. Nu har leder af det danske kontor Merle Price især kig på it-virksomheder, om end hun ikke vil sætte tal på, hvad hun regner med at lave af handler. »Der er rigtig mange spændende muligheder for os,« siger hun.
Det skriver vi om
1. Nye tal viser, at mange tusinde danskere står til at få sig »en grim overraskelse«. Er du en af dem?
Blandt danskere mellem 25 til 59 år er det 12,5 procent, som slet ikke afsætter penge til den tredje alder. Det giver den danske økonomi to alvorlige problemer, der rammer os alle. Læs historien her.
2. 3F skruer bissen på efter et års krig med kendiskokke: Vil ødelægge deres forretning
De har truet med det før, og nu falder hammeren. 3F indleder i marts sympatistrejke mod kendte restauranter i Tivoli, fordi de ikke har overenskomst. Formålet er at ødelægge deres forretning, indtil de går med til forhandlinger. Læs historien her.
Det bør du også læse
Putin hersker over et økonomisk korthus
Ruslands økonomi har klaret sig langt bedre end forventet (og håbet) ved krigens begyndelse. Men det er ikke det samme, som at det går godt. Ruslands økonomiske fundament bliver hele tiden udhulet. Og Vesten kan forcere udviklingen. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +0,16 procent
S&P 500: +0,03 procent
Nasdaq: -0,28 procent
Asien – indeks mandag kl. 7.00:
Japan Nikkei: +0,37 procent
Hongkong Hang Seng: -0,19 procent
Kina CSI Shanghai: -0,11 procent
Tak, fordi du læste med!
Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist




