Business-overblik: Gigantisk plan skal sænke prisen på energi

Her er morgenens Business-nyheder fra andre medier og Berlingske, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Energipriserne skal falde »mærkbart og meget markant« med ny, stor plan. Silas Stein/AP/Ritzau Scanpix. Forsidefoto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Tesla styrtdykker efter nyt, dårligt salg i Europa

  • Advarsel: Topchefer risikerer at blive attentatmål

  • Brugte elbiler vælter ind over grænsen – sådan finder du det bedste køb

  • Strateger ser muligheder i europæiske aktier

Men vi begynder med udsigten til lavere energipriser.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Gigantisk plan skal sænke prisen på energi

EU-Kommissionen vil gøre det meget lettere at søsætte grønne energiprojekter og dermed sikre tusindvis af milliarder af kroner til investeringer i vedvarende energi, som så skal presse energipriserne markant ned.

Det er hovedlinjerne i den store, grønne energiplan, som den danske EU-kommissær Dan Jørgensen onsdag præsenterer, skriver Børsen.

Målet er at sikre europæiske borgere og virksomheder billig energi, og de skal ifølge den danske kommissær falde »mærkbart og meget markant«, hvilket han ser muligt, fordi vedvarende energi er markant billigere end fossil energi, hvorved EUs konkurrenceevne vil blive styrket ved et skifte.

»Vores energipriser er to til tre gange så høje som i USA, hvilket truer vores konkurrenceevne og dermed også vores velfærd. Og klimaforandringerne er stadig den største trussel mod vores planet. Derfor er vi nødt til at tage nogle skridt, der er vidtrækkende og også kontroversielle,« siger Dan Jørgensen.

Det skriver vi om

1. Brugte elbiler vælter ind over grænsen – sådan finder du det bedste køb

Importen af brugte elbiler fra udlandet er med bileksperts ord »vanvittigt«. De er meget efterspurgte, men på vejen til det bedste køb er der økonomiske faldgruber. Læs historien her.

2. Selv professionelle kæmper med at få danskernes penge til at yngle. Sådan kan du gøre det selv

Danskerne lader i stor stil professionelle håndtere deres investeringer. Blandt en række eksperter er der dog bred enighed om, at det kan gøres smartere og billigere. Her kommer de med input til, hvordan du kan investere dine penge. Læs historien her.

Det bør du også læse

På overfladen lignede de nogen, der havde styr på det hele. Men lige under den virkede dansk erhvervslivs spidser undvigende og forsigtige: »Nøgleordet er forvirring«

Undvigende direktører, opråb fra salen, forvirring og tomme trusler. Men mest af alt forsigtighed. 60 spidser fra dansk erhvervsliv var mandag inviteret til konference om Donald Trumps og dansk erhvervslivs fremtid i en usikker verden. Efter stemningen i rummet at dømme er alt oppe i luften. Læs historien her.

Det skriver andre medier om

1. Tesla styrtdykker efter nyt, dårligt salg i Europa

Aktiekursen i den amerikanske elbilgigant Tesla med kontroversielle Elon Musk i spidsen faldt med mere end ni procent, efter at salget i EU og Storbritannien næsten blev halveret i januar. Dermed er Teslas markedsværdi nu nede under en billion dollar for første gang siden november 2024. Faldet kommer, selv om det europæiske salg af elbiler steg med mere end en tredjedel, men Teslas salg i alene EU gik mere end 50 procent tilbage, skriver BBC. Den hårdere konkurrence og stigende mishag ved Tesla-mærket rammer Tesla, som i 2024 blev frataget titlen som verdens største elbilproducent.

2. Advarsel: Topchefer risikere at blive attentatmål

Trusselsbilledet mod danske virksomheder er på kort tid ændret alvorligt. Ikke blot fabriksbygninger og infrastruktur men også topcheferne er nu mulige mål, siger den tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Jakob Scharf, til Finans. »Ud fra det, som vi har set bare det seneste år, har det samtidig resulteret i, at topchefer i højere grad kan ses som ’legitime’ mål – også for attentater,« siger han, der i dag er administrerende direktør for sikkerheds- og efterretningsvirksomheden Certa.

3. Strateger ser muligheder i europæiske aktier

Efter at Europa de senesre år har fået baghjul af USA, ser strateger nu lysere på europæiske aktier. Forventningen er, at kløften mellem aktiemarkederne bliver mindre fremadrettet, så den store forskel i afkastene mindskes, skriver Finans. »Vi er blevet lidt mere konstruktive i forhold til udsigterne for det europæiske aktiemarked. Men vi er også selektive,« siger Laura Cooper, global investeringsstrateg i Nuveen.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: +0,37 procent

  • S&P 500: -0,47 procent

  • Nasdaq: -1,35 procent

Asien – indeks onsdag kl. 7.15:

  • Japan Nikkei: -0,43 procent

  • Hongkong Hang Seng: +3,20 procent

  • Kina CSI Shanghai: +0,75 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god onsdag!