God morgen og velkommen til Business-overblikket her på årets næstsidste dag, som allerede er blevet fire minutter længere!
Der er lavere priser på vej i landets supermarkeder, spår topchefen for Danmarks største dagligvareselskab Salling Group, der ejer Netto, Føtex og Bilka.
»Dagligvarer er for dyre. De skal ned. Vi ser klare ting i den retning. Vi har nået toppen og ser faktisk prisfald på fødevarer. Vi ser også udsigt til deflation på nogle områder,« siger Anders Hagh til Finans.
Ligesom andre vurderer han, at fødevareinflationen har toppet efter flere år med store stigninger, og at priserne på dagligvarer nu falder. Blandt andet kaffe, oksekød og mejerivarer viser allerede tegn på dette, ligesom forbrugerne køber flere af kædernes egne varer, der ofte er billigere end de kendte mærker.
Salling Group, som i 2025 foretog sit hidtil største opkøb på ti milliarder kroner, er desuden om et år – efter 2026 – klar til at gå aktivt ind i endnu et stort opkøb i Europa, fortæller Anders Hagh til Finans.
Status på markederne

Dagens vigtige
Virksomheder dropper at oplyse om mål for kvinder i topledelsen. Markant færre danske virksomheder fortæller nu offentligheden om deres målsætninger for at sikre balance mellem mænd og kvinder på topposter, viser ny analyse ifølge Berlingske.
Det sker, efter at regeringen har afskaffet en række krav til rapporteringen om vægtningen. »Det skal ikke være ens køn, men ens kompetencer, der afgør, om man får en topstilling i dansk erhvervsliv,« fastslår erhvervsministeren.
**
PostNord omdeler de sidste breve i dag. Efter 401 år slutter det statsejede postvæsen omdelingen af breve i Danmark. De sidste breve når ud i dag, 30. december. Fremover er det pakkeselskabet Dao (Dansk Avisomdeling), der ejes af JP/Politikens Hus, Jysk-Fynske Medier og Berlingske Media, som vil omdele breve herhjemme, skriver DR. Daos administrerende direktør, Hans Peter Nissen, forventer i 2026 at skulle dele omkring 80 millioner breve ud.
**
Selskaber på stribe dropper milliardudbud for CO2-fangst. Ti af 16 selskaber blev prækvalificeret, da regeringen i oktober 2024 oprettede en støttepulje på 28,7 milliarder kroner til fangst og lagring af CO2. Nu har det niende selskab, Energnist, trukket sig, så kun Aalborg Portland er tilbage, skriver Børsen. Flere af selskaberne siger, at der er for store risici i værdikæden, hvilket gør risikoen for bøder for stor.
**
Boligejere nåede ikke med til festen. En stor gruppe boligejere med de mest rentefølsomme lån med navne som F-kort, FlexKort og Kort Rente, nåede ikke med til festen, før den nu slutter, efter at realkreditinstitutterne netop har revideret deres renteprognoser.
Fra 1. januar stiger renten, der fastsættes to gange årligt og suppleres af et rentetillæg, der faststættes hvert tredje-fjerde år, nemlig fra 2,24 til 2,41 procent, hvilket varsler ilde for denne type af boligejere, skriver Finans.
**
Chefstrateg om aktieåret 2025: »Jeg har aldrig oplevet noget lignende« – sådan styrede Trump markederne. Hokus pokus, Trump i fokus. Aktieåret 2025 har været ekstraordinært vildt med handelskrig, ai-eufori og nærmest skizofrene markeder. Tre aktieeksperter fælder over for Berlingske dom over året, der er gået.
God tirsdag!




