Business-overblik: Europas store batterihåb søger om konkursbeskyttelse

Her er morgenens Business-nyheder fra andre medier og Berlingske, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

I Skellefteå lige syd for polarcirklen i Nordsverige ligger den svenske elbilbatterifabrik Northvolt. Northvolt/Reuters/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • 2024 bliver rekord venter containerrederier

  • Bitcoin nærmer sig magisk grænse – guldprisen stiger

  • Direktør med adhd-diagnose efterlyser større åbenhed på arbejdspladsen

  • Børsformand går af efter Trump-trussel

Men vi begynder hos »de andre« i det nordlige Sverige.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Svensk batterihåb søger om konkursbeskyttelse

Den kriseramte, svenske elbatterifabrikant Northvolt, der har været set som Europas store håb for uafhængighed af USA og Asien, og som den danske pensionskasse ATP er stormedejer af, har søgt konkursbeskyttelse i USA.

Northvolt har kun penge til at holde produktionen i gang i omkring en uge men har sikret sig 100 millioner dollar (708 millioner kroner) til konkursprocessen, således at driften kan fortsætte som normalt, mens en omorganisering, der skal være klar lige efter årsskiftet, gennemføres.

Northvolt, der beskæftiger omkring 6.600 i syv lande, var Europas bedste bud på at reducere vestlige bilproducenters afhængighed af kinesiske batteriproducenter.

Den svenske lastbilproducent Scania, som er aktionær i Northvolt og den største kunde, låner Northvolt 1,1 millioner svenske kroner for at støtte batteriproduktionen i Skellefteå lidt syd for polarcirklen, skriver nyhedsbureauet Reuters.

ATP har investeret milliarder i Northvolt og er femtestørste ejer med 5,1 procent af aktierne.

Det skriver andre medier om

1. 2024 bliver rekord venter containerrederier

Verdens containerrederier har kurs mod det mest profitable år nogensinde, fraregnet tiden under coronapandemien. Milliarderne vælter ind, viser resultaterne for 3. kvartal fra de 11 største rederier i verden ifølge tal fra Blue Alpha Capital, skriver Finans. I juli-september lød indtjeningen på i alt 26,8 milliarder dollars – 856 procent mere end for et år siden. I 2. kvartal stegn rederiernes indtjening med 164 procent. Det er især krisen i Det Røde Hav, som har sendt fragtraterne i vejret, fordi skibene er nødt til at sejle den længere tur syd om Afrika i stedet for gennem Suezkanalen. Dermed er den ledige fragtkapacitet blevet mindre.

2. Bitcoin nærmer sig magisk grænse – guldprisen stiger

Kryptovalutaen bitcoin fortsætter med at stige og nærmer sig skridt for skridt den magiske grænse på rekordhøje 100.000 dollar i forventning om, at Donald Trumps regering vil skabe et mere lovvenligt miljø for digitale penge. Torsdag nåede verdens største kryptovaluta kortvarigt 99.073 dollar, skriver Reuters. Samtidig stiger guldprisen som følge af frygten for, at krigen i Ukraine kan brede sig. Fredag morgen stod guld til den største stigning i næsten otte måneder og lå på 2.677 dollar pr. ounce. Risikoen for en eskalering sendte også europæiske gaspriser op på det højeste i et år.

3. Børsformand går af efter Trump-trussel

Bestyrelsesformanden for de amerikanske børsmyndigheder SEC, Gary Gensler, træder tilbage på samme dag, som Donald Trump indsættes som USAs næste præsident, 20. januar. Det sker, efter at Trump har meddelt, at han vil fyre Gensler på »dag et«, efter at børsformanden tog juridiske skridt mod en række kryptovalutafirmaer, skriver BBC. Gensler blev udpeget af Joe Biden i 2021 og skulle sidde indtil 2026. Under Biden har SEC ført hård kontrol med kryptoverdenen, hvilket sidste år førte til rekordhøje 46 indgreb.

Det skriver vi om

1. Direktør med adhd-diagnose efterlyser større åbenhed på arbejdspladsen

Flere og flere voksne får konstateret adhd, men op mod to tredjedele af dem har ikke et arbejde, viser tal fra Sundheds- og Ældreministeriet. Og af dem, der er i beskæftigelse, fortæller 40 procent ikke om deres diagnose. Det vil direktør i Computerworld, Torben Tronborg, der selv har adhd, gøre op med. Læs historien her.

2. Liberal Alliance stillede kritiske spørgsmål til regeringens plan. Så blev de smidt ud af forhandlinger

Som det eneste blå parti står Liberal Alliance uden for en politisk aftale om at forkorte sagsbehandlingstiden for virksomheder, der vil bygge produktion i Danmark. Årsagen er, at de stillede kritiske spørgsmål til regeringens forslag. Erhvervsminister Morten Bødskov (S) vil ikke tale om forløbet. Læs historien her.

Det bør du også læse

Populær smykkedesigner får en løftet pegefinger: Har brudt loven ved at vildlede sine kunder

Smykkevirksomheden Camilla Krøyer Jewellery har vildledt sine kunder gennem annoncer på Facebook og brudt markedsføringsloven. Sådan lyder kritikken fra Forbrugerombudsmanden, der nu giver virksomheden en løftet pegefinger. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: +1,06 procent

  • S&P 500: +0,53 procent

  • Nasdaq: +0,03 procent

Asien – indeks fredag kl. 6.50:

  • Japan Nikkei: +0,86 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,48 procent

  • Kina CSI Shanghai: -1,54 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!