Godmorgen, og velkommen til Business-overblikket her torsdag morgen, hvor Iran angriber Israel på flere fronter!
Antallet af transatlantiske flyvninger er faldet til, hvad det var før coronapandemien, fordi færre europæere rejser til USA på grund af Donald Trumps politik og grænsekontrollen.
I maj faldt det samlede antal oversøiske ankomster til USA med 2,8 procent. Der var 4,4 procent færre rejsende fra Vesteuropa – særligt danskere og tyskere har sænket antallet af rejser til USA markant, skriver nyhedsbureauet Reuters. Tendensen står til at fortsætte sommeren over, som typisk er den travleste tid for luftfarts- og rejseselskaber.
Antallet af bookinger mod USA for juli ligger 13 procent lavere end for et år siden, viser tal fra analyseselskabet OAG Aviation.
Danskernes rejselyst er dog generelt usvækket, og målet er især Sydeuropa, hvor skovbrande og høje varmegrader ikke skræmmer, viser en rundringning til rejsearrangører og lufthavne, som Jyllands-Posten har foretaget.
»Sidste år var vores bedste år nogensinde i salget af flyrejser. Og denne sommer har vi solgt cirka ti procent flere rejser end på samme tid sidste år. Skovbrande og hedebølger berører ikke danskerne, de rejser, som de vil, så det er ikke noget, vi mærker til,« siger direktør Peder Hornshøj fra Bravo Tours, som forventer at sende 170.000 danskere på ferie i år.
Københavns Lufthavn nærmer sig ny rejserekord, og også Billund Lufthavn oplever heftig aktivitet.
Status på markederne

Dagens vigtige
USAs centralbank siger stadig nej til Trump. Donald Trump tog forskud på onsdagens rentemøde i den amerikanske centralbank ved at svine formanden, Jerome Powell, til. Og ganske rigtigt. Den officielle rente blev fastholdt på 4,5 procent. Forude venter et helt uoverskueligt farvand fyldt med Trump-skabte hajer, skriver Berlingske.
**
Om et år kan du lure på kollegaens løn. Næste sommer træder et nyt EU-direktiv i krav, som betyder, at virksomhederne skal være mere åbne om medarbejdernes løn. »Man vil få indsigt i lønstatistik på tværs af sine kolleger,« siger Jette Singleton, ansvarlig for personale og kultur i it-selskabet KMD, til Finans.
Hun kalder det »den største ændring« inden for personaleadministration i årevis. Den kommer for at sikre, at virksomhederne giver en fair løn, og at den ikke afhænger af, om man er mand eller kvinde.
**
Arla et stort skridt nærmere at blive Europas største. Arla nærmer sig at blive Europas største andelsejede mejerikoncern, efter at andelshaverne i både Arla og tyske DMK onsdag med stort flertal stemte ja til storfusionen. Nu mangler blot konkurrencemyndighedernes godkendelse, skriver Finans. Arla og DMK vil så tælle cirka 12.000 landmænd og nå en omsætning på 140 milliarder kroner.
**
Blå kritik af nedskæringer: »Uambitiøst og utroværdigt«. Regeringens plan for statens bureaukrati kommer for sent og skærer for lidt, mener en samlet blå opposition ifølge Berlingske. Den lover langt større besparelser, hvis der kommer et blåt flertal efter næste folketingsvalg.
**
Lukning af Aarhus Airport er på bordet. Flere scenarier er i spil for en nedlukning af lufthavnen Aarhus Airport på Djursland, skriver Ritzau og Jyllands-Posten.
Ifølge TV 2 Østjylland og Din Avis Aarhus er forhandlingerne med en mulig investor, amerikanskejede Fairchild Denmark, trukket ud. Borgmester Anders Winnerskjold (S) indstiller til byrådet i Aarhus, at kommunen forlænger sin garanti på fem millioner, mens man kikker på en aftale med staten eller en kontrolleret nedlukning.
God dag!