God morgen og velkommen til det hurtige Business-overblik denne decembermorgen!
Den internationale tumult, som i 2025 ændrede de globale handelsmønstre og satte rederiernes indtjening under pres, kommer til at kaste lange skygger ind i 2026, der dermed kan blive endnu værre for den danske containergigant Mærsk og rivalerne.
»2026 bliver et rigtigt, rigtigt udfordrende år,« siger senioranalytiker Haider Anjum fra Jyske Bank til Finans.
USAs toldkrig mod resten af verden udløste, hvad chefanalytiker Peter Sand fra konsulenthuset Xeneta kalder »nærmest seismiske skift« på grund af uforudsigeligheden, men også angreb på handelsflåden i Det Røde Hav, som pressede skibstransporten syd om Afrika i stedet, har skabt problemer.
Mærsk-koncernen, der er en af Danmarks største virksomheder, er fuldt klar over udfordringerne med blandt andet faldende fragtpriser samt udsigten til faldende efterspørgsel som følge af svigtende forbrugertillid.
Status på markederne

Dagens vigtige
Lejlighedspriser eksploderer i København: Et års stigning kan betale et hus i Jylland. De dyreste boliger stiger mest i pris og øger dermed kløften mellem dyre og billige boligområder i landet, viser de seneste tal for priser på boliger ifølge Berlingske.
**
Høje madpriser plager millioner – eksperter uenige om, hvorvidt det stopper. Danske familier klemmes hårdt på madbudgetterne, efter at fødevarepriserne er steget markant mere end lønningerne. En professor vurderer, at problemet forsvinder af sig selv, mens andre økonomer er mere tvivlende, skriver Berlingske.
**
Transportgigant beskyldes at at læsse byggeaffald af på marker. En af Danmarks største transportvirksomheder, SCT, har ifølge TV 2s »Operation X« kørt lastbiler fulde af forurenet jord og byggeaffald ud på marker, blandt andet ved Esromgaard Gods i Gribskov Kommune. Sådan fortæller fem tidligere ansatte chauffører, og billeder bekræfter, at der er tale om byggeaffald.
SCT blev i 2021 i retten dømt for en tilsvarende sag i naturområdet Hellebæk Kohave nær Helsingør, men selskabet afviser kritikken og forklarer, at det slet ikke kan betale sig at »dumpe« affald på marker.
**
Vestas-topchef slår ned på Europas manglende handling. »Vi skal have modet til at træffe de store beslutninger«, også selv om det er svært at sige farvel til regler og lovgivning, som man selv har udtænkt. Det siger vindmøllegiganten Vestas' topchef, Henrik Andersen, til Finans, om indsatsen for at sikre udviklingen og konkurrencekraften i Europa.
Han støtter, at flere beslutninger i EU skal tages med almindeligt flertal i stedet for fuld enighed, og at det politiske Europa i højere grad tænkes som en forretning med skarpere prioriteringer, så alle 500 millioner europæere ved, hvad målet er.
**
Tidligere topdiplomat og minister forvsarer udskældt grønlandsk mineprojekt med kinesiske ejere. Det kuldsejlede Kvanefjelds-projekt kæmper for overlevelse og retten til at udvinde kritiske mineraler i den grønlandske undergrund. Nu skal tidligere udenrigspolitiske topfolk løse mineselskabs problemer.
I et interview med Berlingske forsvarer de det omstridte mineprojekt og adresserer bekymringer om skadeligt uran og kinesisk indflydelse.
God torsdag!




