God morgen og velkommen til Business-overblikket denne tirsdag morgen!
Stein Bagger og Britta Nielsen har fundet deres overmand. Den øjensynligt helt almindelige familiefar, Martin William Edelberg Sørensen står ifølge Den Europæiske Anklagemyndighed bag en af Danmarks største svindelsager.
Det skriver Finans.
Han mistænkes for at have deltaget i en international momskarrusel til en værdi af op mod 2,1 milliarder kroner. Større end Stein Bagger- og Britta Nielsen-sagerne.
Han er idømt fem år og to måneders fængsel for første del af sagen, mens hovedsagen kommer for rette næste år. Efterforskningen viser et globalt netværk med stråmænd, papirhandel med Airpods, fiktive identiteter og hvidvask via blandt andet Afrika.
Martin Sørensen flygtede under en politiaktion, men blev anholdt i Kenya efter måneders jagt. Myndighederne mener, at en del af gevinsten er gemt i udlandet.
Status på markederne

Dagens vigtige
Thomas Bustrup fyret i Dansk Industri. Viceadministrerende direktør Thomas Bustrup stopper i DI – Dansk Industri – efter at være blevet dømt for to gange på en dag at have kørt spirituskørsel.
Han »indleder nu et længere behandlingsforløb for at blive sit misbrug kvit«, skriver Berlingske. Da et familiemedlem ringede, begyndte skæbnesvangre døgn.
**
Dommer underkender Trumps forbud mod vindprojekter. En føderal dommer i USA har kendt Donald Trumps forbud mod vindmølleprojekter for ulovlige, skriver Financial Times. Præsidenten standsede i januar udstedelsen af tilladelser samt nye leasingprojekter, hvilket blandt andet ramte den danske gigant Ørsted hårdt.
17 amerikanske delstater rejste i maj sagen mod Trump. Dommeren kalder dem »vilkårlige og lunefulde og i strid med loven«.
**
Topøkonom forudser inflationskriser og rentehop i USA. Den amerikanske topøkonom Adam Posen advarer om, at inflationen vender tilbage i USA i 2026, drevet af Donald Trumps told- og immigrationspolitik og et arbejdsmarked, der strammer til.
»Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor centralbanken er så rolig omkring inflationen,« siger han og kritiserer Federal Reserve, der ifølge ham fejllæser økonomien og markederne, skriver Børsen.
I stedet kan centralbanken blive tvunget til at hæve renterne, måske flere gange, hvilket kan chokere de finansielle markeder
**
Tage Pedersen står til at modtage en halv milliard kroner i minkerstatning. Den voksende regning for at lukke minkerhvervet vækker vrede blandt flere politikere og kritikere af det udskældte minkerhverv – men ifølge eksperter rammer forargelsen helt ved siden af, skriver Berlingske.
**
Trumps svigersøn med i budkamp om HBO. Filmselskabet Paramount har budt 108 milliarder dollar (693 milliarder kroner) for at købe Warner Brothers Discovery med streamingtjenesten HBO Max for næsten af Netflix, der troede at have handlen til 82,7 milliarder dollar på plads.
Paramount, der styres af it-milliardæren Larry Ellisons søn David Ellison, har Trumps svigersøn Jared Kushner med som partner i købet, hvilket har rejst etiske spørgsmål, fordi Trump selv har sagt, at han skal involveres i godkendelsen af et køb, skriver Financial Times og nyhedsbureauet Reuters.
God tirsdag!





