Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik! 

Regeringens nye boligudspil, der skal hjælpe førstegangskøbere, får kun begrænset effekt, fordi kravene ikke ændres til kreditgivningen, når banker og realkreditselskaber skal vurdere, om køberne har råd til en bolig.

Det vurderer en professor og et realkreditselskab over for Finans. Ifølge Jyske Realkredit vil kun kunder, der i forvejen godkendes, få mere luft i budgettet.

»Men det er ikke dem, der har et problem med at komme ind på boligmarkedet. De, der i dag har et problem med at få fodfæste, vil fortsat have et problem. For de har brug for en lempeligere fortolkning for at få en kreditgodkendelse,« siger afdelingsdirektør Mikkel Høegh.

Både han og CBS-professor Jesper Rangvid er dog tilfredse med, at kreditvurderingen ikke lempes.

»For vi har en situation, hvor boligpriserne ikke mindst i København er steget rigtig meget. Hvis man på det tidspunkt ville lempe, kunne man frygte, at nogle købere ville sætte sig for dyrt,« siger Jesper Rangvid.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 6.45. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 6.45. For Danmark og USA er det lukkekurser fra tirsdag.

Dagens vigtige

Mærsks aktiestrategi kan betyde milliardtab for spekulanter. Med massive tilbagekøb af aktier er Mærsk gået i kamp mod risikovillige spekulanter. En række hedgefonde risikerer nu et hidtil uset milliardtab på at spekulere mod Mærsk-aktien, skriver Berlingske.

**

Skjulte Novo-data kan gemme på guld. Der er fortsat håb om, at Novo Nordisks semaglutid kan påvirke demens, for eksempel fordi der er forskel på effekten hos yngre eller ældre mennesker, siger en ekspert. Men indtil da sætter skuffelsen over forsøgsresultater mod Alzheimers fuld spot på medicinalgigantens kommende vækstproblemer, siger analytikere til Finans.

**

Nationalbanken: Regeringsforslag mod boligboble vil presse priserne op. Danskernes forventninger til de fremtidige boligpriser kan være med til at presse priserne i vejret, påpeger Nationalbanken i forbindelse med en ny rapport. Det samme vil regeringens forslag om afdrag i 40 år, lyder det ifølge Berlingske.

**

Temu og Shein giver genbrugsbutikker problemer. Genbrugsbutikker landet over bruger mere og mere tid og flere og flere penge og ressourcer på at frasortere tøj af så dårlig kvalitet, at det ikke kan sælges videre.

Det gælder især tøj fra de kinesiske onlineplatforme Temu og Shein, som kan rumme skadelige og kræftfremkaldende stoffer, som genbrugsbutikkerne ikke kan garantere imod, skriver TV 2. Man må ikke smide tøjet direkte ud og skal betale afgift for at komme af med affaldet.

God onsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.