Business-overblik: Drøm om frihed sender pensionsopsparing i rekordniveau
Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik inden nytår.
I dag runder vi blandt andet:
Vestager forsvarer indgreb mod kunstig intelligens
Boeing-fly skal dobbeltcheckes – møtrik manglede
Alle biler rammes af nye afgifter i 2024
Oliepriserne ender ti procent lavere i 2023
Men vi begynder med godt nyt om danskernes pension.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Drøm om økonomisk frihed sender pensionsopsparing i rekordniveau
Danskernes ønske om selv at kunne fastsætte deres pensionsdag har fået flere til at skyde ekstra penge ind på deres pensionsopsparing i år.
Hos Sampension er antallet af kunder med frivillig indbetaling vokset med 17 procent siden 2022, mens PFA Pension kan tælle rekordmange, nemlig 240.000 kunder, der har indbetalt frivilligt i år – en sum på 6,72 milliarder kroner, som også er ny rekord, skriver Finans.
Hos Velliv ligger frivillige indbetalinger mere end 20 procent over niveauet ved slutningen af 2022, mens Danica i december har oplevet en stigning på 35 procent i frivillige indbetalinger, særligt blandt dem under 40 år.
»Den største motivitationsfaktor er ønsket om at opnå større økonomisk styrke og uafhængighed i fremtiden. Man sparer ekstra op, fordi man ikke kender situationen om 20-30 år. Vil og kan man stadig arbejde? Derfor opleves det som rettidig omhu at sikre sig en valgmulighed ved at spare op nu, hvor man kan,« siger privatøkonom Camilla Schjølin Poulsen fra PFA Pension.
1. Vestager forsvarer indgreb mod kunstig intelligens
Den danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager forsvarer EUs store lovpakke, der sætter fastere rammer for udvikling og brug af kunstig intelligens. Lovpakken skaber »juridisk vished« for teknologiiværksættere, der arbejder med den nye teknologi, og vil »ikke skade innovation og forskning, men faktisk forbedre dem«, siger hun til Financial Times som reaktion på kritik fra blandt andet Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, der er bange for, at lovpakken vil skade Europa.
2. Boeing-fly skal dobbeltcheckes – møtrik manglede
Den amerikanske flygigant Boeing har bedt flyvelselskaber over hele verden om at dobbeltchecke alle 737 Max-fly af frygt for, at flyenes halefinne, der bruges til at stabilisere flyet, mangler en møtrik. Under en rutinekontrol har det været tilfældet for to fly, skriver BBC. Ekstrakontrollen, der tager to timer, skal foretages inden for de næste to uger. 737 Max-flyene havde gennem 20 måneder flyveforbud efter to katastrofer i Etiopien og Indonesien, hvor i alt 346 mennesker blev dræbt.
3. Oliepriserne ender ti procent lavere i 2023
Oliepriserne ender ved udgangen af 2023 med at ligge omkring ti procent lavere, hvilket er første årlige fald i to år. Fredag morgen, som er årets sidste handelsdag, kostede en tønde råolie 77,33 dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Priserne ligger nu tæt på det laveste niveau siden 2020, da coronapandemien sendte priserne i bund.
1. Alle biler rammes af nye afgifter i 2024
Tesla-stifteren Elon Musk fløjtede en priskrig i gang i 2023, der sendte elbilpriserne voldsomt ned og salget markant op i gear. Afgifterne på de grønne biler holdes over en bred kam i bund i 2024, mens ejere af benzin- og dieselbiler får en større regning. Vi guider til et overblik i en række artikler i de kommende dage. Læs historien her.
2. Irsk finte til salg af Wegovy-medicin skal granskes
I foråret undersøgte Berlingskes journalist, hvor omhyggelige eller lemfældige onlineklinikkerne var, når de udskrev lægemidlet Wegovy. Den britiske læge Daniel Atkinson tøvede ikke med at udskrive slankemedicinen fra Novo Nordisk og har nu fået de irske myndigheder på nakken. Læs historien her.
2023 bød på de vildeste op- og nedture for danske aktier
Det har været et vildt år på det danske aktiemarked med store nedture og så en juleslutspurt af format. Det har været et år, der på mange måder har handlet om Novo Nordisk – og så alle de andre. Næsten alle danskere er på den ene eller anden måde aktionærer. Læs historien her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: +0,14 procent
S&P 500: +0,04 procent
Nasdaq: -0,03 procent
Asien – indeks fredag kl. 7.10:
Japan Nikkei: -0,54 procent
Hongkong Hang Seng: -0,08 procent
Kina CSI Shanghai: +0,50 procent
Tak, fordi du læste med, rigtigt god weekend og rigtig godt nytår!
Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist