Business-overblik: Dokumenter afslører stor ekstraregning til SAS

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

SAS' jagt på investorer og besparelser koster selskabet dyrt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Ole Berg-Rusten
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik, der som altid klæder dig på fra morgenstunden med dagens vigtigste erhvervshistorier.

Vi skal høre, hvordan store danske virksomheder skjuler en del af deres reelle klimabelastning for offentligheden. Vi skal også have et nyt kig ind i fremtidens internet, hvor Berlingske i øjeblikket turnerer. Og så skal vi høre, hvorfor det er dyrt for SAS at være fattig.

Eksperter advarer: Store virksomheder oplyser kun en brøkdel af klimabelastningen

Mens landets største virksomheder fremhæver klima som en høj prioritet, er der store huller i oplysningerne om deres reelle indsats. En tredjedel af Danmarks store virksomheder oplyser i bedste fald kun om en lille brøkdel af deres samlede belastning af klimaet.

Det viser en kortlægning af CO₂-data i Danmarks 30 største virksomheder, som Finans har lavet.

Ud af virksomhedernes samlede klimaaftryk er det ofte 90 procent eller mere, der stammer fra leverandørerne. Alligevel giver 10 af de største danske virksomheder ikke oplysninger om denne del af klimabelastningen.

CBS-professor Andreas Rasche kalder det »skuffende«.

Blandt de 10 selskaber, som endnu ikke lægger deres samlede klimabelastning frem i lyset, er Salling Group, Danish Crown, Grundfos og Jysk.

SAS skal spare penge – men kommer til at betale trecifret millionbeløb til rådgivere i rednings­plan

Det er en bekosteligt for SAS at komme igennem med sin manøvre for både at spare og hente milliarder. Det viser dokumenter, som flyselskabet har indleveret til en domstol i USA.

SAS søgte i starten af juli kreditorbeskyttelse ved en domstol i New York i en såkaldt chapter 11-sag, der giver SAS henstand med en række betalinger til kreditorer, mens selskabet leder efter investorer.

SAS skal løbende bede retten om tilladelse til at betale regninger, herunder til de rådgivere, der hjælper SAS med redningsplanen. Samlet set vil SAS’ regning for finansielle og juridiske rådgivere ifølge Børsen løbe op i trecifrede millionbeløb. Præcis hvor stor den samlede regning bliver, kan SAS ikke fortælle.

»Omstillingsprocessen er kompleks, og de højt specialiserede rådgivere er afgørende for at vejlede SAS igennem dem,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Simon Pauck Hansen, øverste dansker i SAS-ledelsen, til Børsen.

Norsk kornhøst tegner svært godt

Kornhøsten i Norge ser ud til at blive svært god i et år, hvor forsyningerne fra Europas kornkammer, Ukraine, har været ramt af den russiske krig i landet.

Den norske landbrugsminister, Sandra Borch, er »vældig glad« for, at vejret har været med kornbønderne, og at mange har taget imod budskabet om at sørge for at dyrke mere korn til fødevareproduktion.

»Nu er jeg rigtigt spændt på de første prognoser for hele landet,« siger Sandra Borch til dagbladet Nationen.

De første officielle landbrugsprognoser er først klar 16. august, men kornrådgiver Harald Solberg fra Norsk Landbrugsrådgivning Innlandet har hentet tal fra 30 bønder i et af de store kornområder i Norge.

»Det ser ud til at blive et svært godt år i vores distrikt,« siger han til avisen.

Facebook kunne ikke styre verdens største sociale medie. Nu vil de have dig med ind i fremtidens internet

Meta – der indtil for nylig hed Facebook – satser stort på »fremtidens internet«, metaverset.

Berlingske har talt med Meta-chef Markus Reinisch om ambitionerne og spurgt ham, hvorfor man overhovedet skal stole på virksomheden i kølvandet på det bekymrende Facebook-læk.

For i efteråret blotlagde det omfattende datalæk, at Facebooks algoritme var løbet løbsk. Mængden af had, chikane og misinformation kunne ikke kontrolleres, og det sociale medie hang – ifølge whistlebloweren bag lækket – i bremsen for at stoppe det.

Lige nu bruger Meta – som Facebook skiftede navn til i efteråret – imidlertid over 70 milliarder kroner om året på at skabe »fremtidens internet«, metaverset. En slags parallelt univers, hvor du med ny teknologi skal bevæge dig rundt inde i internettet frem for at sidde bag en skærm.

Men hvordan kan brugerne regne med, at techgiganten kan styre fremtidens internet, som nu også bliver fysisk, når den ikke engang har styr på Facebooks algoritmer?

Berlingske har også besøgt Sara Lisa, der har bygget sin egen natklub – inde i internettet.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Her er, hvad Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, holder øje med tirsdag:

  • Det er dagen før dagen, hvor næste kapitel om amerikanske forbrugerpriser skrives og udkommer. I morgen, onsdag, bliver vi klogere på, om vi er ved at have set toppen i inflationen. Positionerer investorerne sig allerede i dag i aktier, obligationer og USD?
  • Noget kunne tyde på, at der igen er gang i »meme«-investering. I hvert fald har der over de seneste dage været fuld gang og større opture i udvalgte selskaber, som har en stor portion aktier solgt short. Mest iøjnefaldende er Bed Bath and Beyond, som er mere end fordoblet på få dage, og som steg med 40 procent i går.
  • Carlsberg og Genmab opjusterede begge i går deres forventninger til resultaterne i 2022. Der tegner sig nu et generelt billede af, at selv om inflationen er høj og en betydelig udfordring, forhindrer det ikke flertallet af selskaberne i at levere gode resultater. Bliver de to selskaber i dag belønnet for deres positive præciseringer?

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0,09 procent
  • S&P 500: -0,12 procent
  • Nasdaq: -0,10 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.35:

  • Japan Nikkei: -1,00 procent
  • Hongkong Hang Seng: +0,91 procent
  • Kina CSI: +0,31 procent

Tak, fordi du læste med!