Godmorgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Muligt prisfald på Teslabiler

  • En kritisk erhvervsminister

  • Oprydningen efter finanskrisen

  • »Skatten fra helvede«

Men vi begynder med boligejere, der næsten kan halvere deres gæld.

God læselyst!

Dagens hovedhistorie

Interessen for at lægge lån om er historisk lav, men mange boligejere har mulighed for at hugge en historisk stor bid af deres gæld af. Det skriver Finans.

I visse tilfælde kan boligejere skære næsten halvdelen af deres restgæld af. Det kan de gøre ved at indfri det til underkurs og erstatte det med et nyt fastrentelån eller et rentetilpasningslån.

Hvis man er blandt de boligejere, der har et 1-procentslån med 30 års afdragsfrihed, kan man her og nu skære 45 procent af restgælden. Det skyldes, at kursen er 55 efter at have været helt nede på 53. Det betyder, at man kan barbere restgælden med 450.000 kroner, hvis man indfrier et lån på en million kroner.

Boligejere med et 0,5 procentslån med 10 års afdragsfrihed kan også skære en stor luns af boliggælden. Med en kurs på 58 bliver gælden på et lån på en million kroner 420.000 kroner lavere.

Det skriver andre medier om

1. Analytikere forventer tilbagegang for Tesla

Onsdag aften dansk tid fremlægger den amerikanske bilproducent Tesla kvartalsregnskab, og analytikere forventer i den forbindelse resultatnedgang for elbilgiganten og yderligere tilbagegang i årets sidste tre måneder. Baggrunden er øget konkurrence, specielt fra kinesiske BYD, kombineret med behovet for at skære i priserne for at øge efterspørgslen. Det skriver nyhedsbureauet Reuters ifølge norske E24.

2. Erhvervsminister langer ud efter banker

Erhvervsminister Morten Bødskov (S) er kritisk over for den måde, bankerne har drevet deres rentepolitik på. Det siger han til B.T. Han peger på, at bankerne har haft høje renter på lån, samtidig med at de har haft »ret gode« renter på indeståender hos Nationalbanken. »Det er ikke kommet almindelige danskere til gode, som jo også har penge stående i banken,« siger han. Han har nu bedt Finanstilsynet undersøge, om bankerne har fulgt deres rådgivnings- og vejledningspligt over for kunderne. 

3. Finansiel Stabilitet når milepæl i oprydning efter finanskrisen

Den selvstændige offentlige virksomhed Finansiel Stabilitet er kommet så langt i processen med at rydde op efter finanskrisen, at de to selskaber, der er en omdannelse af de forliste pengeinstitutter Sparekassen Østjylland og Max Bank, nu bliver lukket ned. Det skriver FinansWatch. Administrerende direktør, Karsten Biltoft, varsler, at det samme vil ske med selskaberne efter Amagerbanken og Fjordbank Mors næste år. »Bogen efter finanskrisen« kan dermed »lukkes«, siger han.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Det skriver vi om

1. Overvismand anerkender iværksætteres alvorlige skatteklemme: »Der er helt tydeligt et problem«

Iværksættere på stribe bliver ramt af en gigantisk skattehammer, efter de har løbet den risiko at børsnotere deres virksomheder. På ryggen af Berlingskes dækning af skatteproblemet har De Økonomiske Vismænd udpeget den såkaldte lagerbeskatning – kendt som »skatten fra helvede« – som et højaktuelt økonomisk, politisk emne i deres halvårlige rapport om dansk økonomi. Vismændene fremhæver nu for første gang, at skatten skaber problemer, som lovgiverne bør undersøge, om de kan få løst. Læs historien her.

2. Fremtiden er her hurtigere end ventet. Det får børstilsyn til at frygte finanskrise

Udbredelsen af kunstig intelligens giver store bekymringer for, hvordan den nye teknologi bliver brugt på de finansielle markeder. Børstilsynet i USA frygter ligefrem, at det kan føre til den næste finanskrise. Topchefen for de amerikanske børsmyndigheder (SEC), Gary Gensler, mener, at det er næsten uundgåeligt, at kunstig intelligens bliver skyld i en krise i slutningen af 2020erne eller starten af 2030erne. Læs historien her.

Det bør du også læse

Tusindvis af kroner i forskel: Tjek, hvor du får den bedste indlånsrente uden binding

Du går glip af en god sjat penge, hvis du placerer 745.000 kroner på en indlånskonto i for eksempel Middelfart Sparekasse eller Andelskassen frem for Maj Bank. Det viser en liste, der giver et overblik over banker med den højeste variable indlånsrente uden binding med et indestående på 745.000 kroner, som sammenligningstjenesten Mybanker har udarbejdet. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0.93 procent

  • S&P 500: +1,06 procent

  • Nasdaq: +1,20 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 7:

  • Japan Nikkei: +1,14 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,70 procent

  • Kina CSI: +0,26 procent

Tak, fordi du læste med!