Godmorgen og velkommen til tirsdagens overblik over de vigtigste erhvervs- og økonominyheder.

Den historie, der først fanger vores opmærksomhed her til morgen, er udviklingen på de urolige aktiemarkeder. Frygten for et totalt kollaps hos den store kinesiske ejendomsudvikler Evergrande har tirsdag været medvirkende til, at det japanske aktieindeks, Nikkei, falder ned med næsten 2 procent. Samtidig falder Hong Kong-indekset Hang Seng en smule.

Men det skal ikke kun handle om aktier.

I dette overblik skal vi også omkring problematiske lån i Danske Bank, mangel på udenlandsk arbejdskraft og en historie om, at de ellers så succesfulde discountkæder faktisk taber terræn til supermarkederne.

God læselyst.

Danske Bank har flere problemlån

Børsen skriver, at Danske Bank har flere problemlån end sine største konkurrenter. Det fremgår af en vurdering fra ratingbureauet Moody’s.

Vurderingen ændrer ikke Danske Banks kreditkarakterer også kaldet rating. Men Moody’s peger alligevel på, at Danske Banks lånebog er svagere end konkurrenters på det nordiske marked.

»Danskes grundlæggende Baa2-kreditvurdering afspejler bankens gode aktivkvalitet, der fortsat er svagere end sammenlignelige banker, og dens solide aktiekapital,« skrev Moody’s’ analytikere Louise Lundberg og Simon Ainsworth tidligere på ugen i en pressemeddelelse.

Louise Lundberg, der er hovedforfatter på analysen og vice president for Moody’s’ nordiske forretning, oplyser i et mailsvar til Børsen, at man har sammenlignet Danske Bank med de fem andre nordiske storbanker, og at man har vurderet, at næsten dobbelt så stor en andel af lånene på Danske Banks balance har problemer i forhold til den af konkurrenterne med den næststørste andel.

Discountkæder taber terræn

Finans skriver, at flere af landets supermarkedskæder har lagt sig ud i overhalingsbanen.

I det højre spor bliver de ellers så succesfulde discountkæder overhalet i en tendens, der begyndte under coronapandemien.

»Supermarkeder har vundet i et samlet voksende marked på bekostning af discountsektoren,« siger koncernchef Tomas Pietrangeli fra Dagrofa, der ejer blandt andet Meny, Spar og Min Købmand.

Tendensen begyndte i foråret og er et kursskifte i forhold til, at discountkæderne år for år er vokset til nu at sidde på over 40 procent af markedet for dagligvarer.

Udenlandsk arbejdskraft bremses

På Berlingske Business sætter vi fokus på, at høje sagsbehandlingstider bremser jagten på udenlandsk arbejdskraft.

Mangel på udenlandsk arbejdskraft er en væsentlig udfordring for mange danske virksomheder, som allerede i længere tid har rapporteret om mistet omsætning på grund af mangel på medarbejdere.

Men når virksomhederne skal have en kandidat til landet, føler de sig bremset af systemet og sagsbehandlingstider, der er strøget i vejret.

Sagsbehandlingstiderne er ifølge Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye »ikke tilfredsstillende,« og Venstre vil nu have ministeren i samråd.

Tre ting, investorerne skal holde øje med:

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet peger på tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:

  • Alles øjne er først og fremmest på Evergrande og udviklingen i Kina. Kommer Kina til at hjælpe Evergrande og på hvilken måde i givet fald? Vil Kina statuere et »moral hazard«, eller er risikoen for, at Evergrande trækker andre med ned  »too big to fail«? spørger investorerne sig

  • Mens Evergrande optager investorerne, indleder den amerikanske centralbank, Federal Reserve sit to dages møde. Der kommer ingen endelig beslutning om »tapering«, altså neddrosling af den store pengeudpumpning, på dette møde, men der er alligevel god grund til at holde et vågent øje med kommentarerne. Og det gør investorerne så.

  • Globale aktier fik sig en ordentlig risikopåmindelse i går. Fortsætter den i dag, eller er korrektion på mere end 5 procent fra top til nu i amerikanske aktier den risikolektie, som investorerne skal have med?

Det sker på markederne

Indeks & udvikling i procent

USA lukkekurser mandag

  • Dow Jones -1,78 procent

  • S&P 500 -1,70 procent

  • Nasdaq -2,19 procent

Indeks tirsdag kl. 06.30

  • Japan Nikkei -1,79 procent

  • Hongkong Hang Seng -0,32 procent

  • Kina CSI +0,19 procent