Business-overblik: Detailgiganter takker nej til coronastøtte: Andre har mere brug for det

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Jysk siger nej til coronastøtte herhjemme, uagtet at butikskæden ikke har været enig i, hvordan det er foregået med tvangslukninger af butikker. Arkivfoto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Godmorgen!

I dagens Business-overblik skal du høre om politiets adgang til bankdata, der kan sende hvidvaskere uden for rækkevidde i udlandet, og om flere store detailhandlere, der takker nej til de danske hjælpepakker.

Men først suser vi forbi en ny bankrangliste.

Forsker udpeger danske storbanker som de mest risikable

De små og mellemstore pengeinstitutter har lært lektien af finanskrisen – det har de allerstørste banker ikke.

Det mener Johannes Raaballe, forsker ved Aarhus Universitet, der har udarbejdet en ny rangliste over sundhedstilstanden i de danske børsnoterede banker.

Den kontroversielle, årlige rangliste er blevet til på baggrund af den markedsopgjorte solvens (MSolvens), som måler en banks soliditet – altså dens evne til at modstå tab.

I bunden af årets rangliste ligger fire systemisk vigtige finansielle institutter (SIFI), Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank og Spar Nord. Storbankerne selv har svært ved at genkende billedet.

Se den nye liste her.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Forbrydere skifter bank efter ny lov

En ny lov giver politiet adgang til danske bankkonti uden først at skulle have tilladelse fra domstolene. Det får forbrydere til at skifte til banker i andre EU-lande.

Det siger to hvidvaskeksperter til Børsen.

»Jo mere effektive efterforskningsskridt man har, jo mere skal de kriminelle tænke sig om. De mindre begavede bliver nok fanget alligevel, og så er der de professionelle, som nok opretter en konto i en tysk bank i stedet, hvis de har en mindre effektiv tilgang til de her konti, og man stadig kræver en retskendelse i Tyskland,« siger hvidvaskekspert Jakob Dedenroth Bernhoft til avisen.

Loven, som et samlet folketing med undtagelse af Venstre og Liberal Alliance står bag, har været gældende siden 1. februar. Både forsvarsadvokater og Dommerforeningen har voldsomt kritiseret, at der ikke længere er nogen kontrol med politiets arbejde.

Justitsministeriet venter, at lovændringen vil betyde 2.800 færre dommerkendelser om året.

Detailgiganter takker nej til coronastøtte: Andre har mere brug for det

Flere store detailhandlende siger nej tak til den danske stats hjælpepakker, skriver Finans.

Bestseller, Jysk og Salling Group agter således ikke at søge del i de danske kompensationsordninger.

»Nedlukningen har kostet os mange penge. Men trods det er vi en sund virksomhed, der kan komme ud med et nogenlunde fornuftigt resultat uden de støttekroner. Så derfor vil vi vise samfundssind, da kompensationen jo reelt er noget som alle danskere skal betale,« siger Rune Jungberg Pedersen, kommunikationsdirektør i Jysk, til Finans.

Både Jysk og Bestseller har størsteparten af butikkerne placeret i udlandet, og begge selskaber modtager statslig coronastøtte i andre lande rundt om i Europa.

Fly mellem Aarhus og København er tilbage

Flyforbindelsen mellem Aarhus og København er tilbage.

Nordic Seaplanes fløj onsdag morgen sin første tur med vandflyet, som blev indstillet 23. december. Nu flyves der to gange dagligt. Og SAS genoptager fra 12. april indenrigsruten mellem Aarhus Airport og København, skriver flybranchebladet Check-In.

Nordic Seaplanes flyver nu til et nyt bassin i østhavnen i Aarhus, hvor der samtidig er etableret gratis parkeringspladser.

SAS vil i første omgang kun have en daglig afgang, nemlig 17.10 fra København og 6.50 fra Aarhus.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet udpeger her tre ting, som han følger i dag:

  • Bang & Olufsen aflægger regnskab for tredje kvartal. B&O har haft et fornuftigt år indtil videre, og der er gode muligheder for, at selskabet opjusterer forventningerne i forbindelse med kvartalsregnskabet. Enten på omsætnings- og/eller på EBIT-niveau.
  • De grønne aktier er ikke på årets lavpunkt, men de har lidt svært ved at vride nedturskorrektionen af sig. Den grønne omstilling kører videre, men de seneste dage har blandt andet Vestas-aktien været på retræten. Har det kun været et par enkelte kurssvipsere, eller er investorerne blevet mere påpasselige med hensyn til den høje grønne prisdannelse på aktiemarkedet?
  • ​Referatet fra det seneste centralbankmøde i den amerikanske centralbank fortæller om medlemmer, som ser solid vækst forude. For investorerne er det på den ene side glædeligt. På den anden side kan det udvikle sig til en bekymring, for sammen med stigende vækstforventninger følger formentlig de rentestigninger, som kan slå en kæp i hjulet på yderligere aktiefremgang. Det er altså ikke kun værd at holde øje med vækstestimaterne, men også med renteudviklingen.

Det sker på markederne

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones +0,05 procent
  • S&P 500 +0,15 procent
  • Nasdaq -0,07 procent

Asien – indeks torsdag kl. 6.30:

  • Japan Nikkei -0,25 procent
  • Hongkong Hang Seng +0,83 procent
  • Kina CSI +0,19 procent