God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige Business-overblik! 

Flere store selskaber strammer grebet om muligheden for at arbejde hjemmefra.

Blandt 24 af landets toneangivende virksomheder har de ansatte overordnet mulighed for en eller to dages hjemmearbejde, men i de fleste tilfælde skal det aftales med en leder, viser en undersøgelse, som Finans har foretaget.

»Vi ser flere store virksomheder indskærpe, at hjemmearbejde ikke er en ret, men en mulighed – og efter aftale med lederen,« siger Rikke Bay Haaber, chef for strategisk sundhed i PFA.

Hos for eksempel NKT anbefaler personaledirektør Kira Johnson minimum tre dage på kontoret. Både Ingeniørforeningen IDA og juristernes DJØF får flere henvendelser fra frustrerede medlemmer, som ifølge DJØF-formand Sara Vergo opfatter de nye meldinger som mangel på tillid til, at man passer sit arbejde, når man arbejder hjemmefra.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.10. For Danmark og USA er det lukkekurser fra mandag.

Dagens vigtige

Tænketank går i rette med statsministers fokus på ulighed. Ifølge CEPOS' beregninger har stort set alle familietyper haft en indkomstfremgang siden 2019. Derfor mener tænketanken, at Mette Frederiksens (S) nye fokus på stigende ulighed er forkert, skriver Berlingske. Topøkonomer påpeger, at det i bund og grund er et politisk spørgsmål.

**

Tyskland skyder milliarder i dansk energiø. Med en banebrydende aftale skyder Tyskland milliarder i danmarkshistoriens største energiprojekt, Energiø Bornholm, hvor de to stater sammen vil udbyde en havvindmøllepark.

Professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet kalder det over for Finans »en verdensnyhed« og »et fyrtårn for, hvordan man kan lave de helt store havvindparker fremadrettet«. En stor del af strømmen skal sendes til millioner af tyske husstande, den anden del går til Danmark.

**

USAs gældsbjerg kan vælte Trumps planer om verdensdominans. Donald Trumps ambitioner om øget amerikansk dominans forudsætter massive investeringer i forsvaret og kommer på et tidspunkt, hvor USAs statsgæld i forvejen er eksploderet. 

Rentebetalingerne er nu større end militærbudgettet, og Trumps kamp mod centralbankens rentepolitik kan ramme som en boomerang. Gælden er Trumps største politiske svaghed, skriver Berlingske.

**

Dansk rigmand købte fodboldklub for svindelmillioner. Den 67-årige danske finansmand Thomas Sandgaard har ifølge det amerikanske forbundspoliti FBI i 2020 købt den britiske fodboldklub Charlton Athletic for penge, som han har svindlet sig til fra amerikanske patienter, forsikringsselskaber og sundhedsmyndigheder, skriver DR.

Thomas Sandgaard blev i sidste uge anholdt og er tiltalt i en kæmpe svindelsag. De amerikanske myndigheder går efter at beslaglægge hans luksusejendom i Colorado.

**

Guld stiger stadig. Prisen på guld fortsætter med at stige og trækker sølv med sig som følge af uroen i verden. Guldprisen steg tirsdag igen med 0,9 procent til 5.060,36 dollar pr. troy ounce (ca. 31 gram) efter mandag at have brudt grænsen på 5.100 dollar for første gang nogensinde, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den nye stigning kommer, efter at Donald Trump mandag truede med nye 25 procents straftold på blandt andet biler og medicin fra Sydkorea, ligesom han truede Canada. Dollaren faldt til det laveste i fire måneder.

God tirsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.