Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste, hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Tretrinsraket af ulykker rammer danske landmænd

  • Signaler: USAs rente kan være nået toppen

  • Bankernes bundlinjer bugner, men det bliver ikke billigere at være kunde

  • Zelenskyj overnattede på københavnsk luksushotel

Men vi begynder med historien om, at danskerne brænder deres pension af alt for hurtigt.

God læselyst!

Dagens hovedhistorie

Mange danskere brænder hele opsparingen af ti år før tid

Pengene til pensionisttilværelsen skal holde gennem hele livets sidste fase. Men for mange af pensionskassen PensionDanmarks medlemmer er opsparingen brugt op alt for hurtigt.

Således har medlemmerne udsigt til mindst 20 år som pensionister, men efter de første ti år er hele ratepensionen blevet udbetalt til langt de fleste. Det betyder, at pengene til den sidste del af livet bliver små. Selv om formuerne er større hos eksempelvis PFA Pension, er pengene også brændt af her efter de første 11 år.

Det skriver Finans.

»De fleste forestiller sig en pensionstilværelse meget som deres bedsteforældres. Så selv om de godt ved, at de i gennemsnit har mange aktive år foran sig, når de går på pension, så tænker mange, at de nok ikke selv bliver særlig gamle. Men det gør de,« siger Tove Foxman, cheføkonom i PensionDanmark til Finans.

Omvendt har Berlingske for nylig beskrevet, at de yngste pensionsopsparere ser ud til at spare for meget op til tilværelsen som pensionist, og at de altså kan ende med ikke at kunne nå at bruge det hele.

Blandt de 20-30-årige sparer 38 procent af gruppen mere end 80 procent af deres slutløn op til pension. Bliver de ved med det gennem et helt arbejdsliv, er frygten, at de vil trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet før tid. Om især de unge sagde Camilla Schølin Poulsen, privatøkonom i PFA:

»Det siger noget om motivationen til at kunne stå på egne ben. Det handler ikke så meget om at lave ingenting, men at man jagter en frihedsfølelse. Vi ser på tallene, at folk trækker sig senere og senere tilbage. Men den stigende pensionsalder får flere til at prioritere opsparing for at have mulighed for mere fleksibilitet og frihed sent i arbejdslivet,« sagde hun.

Det skriver andre medier om

1. Tretrinsraket af ulykker rammer danske landmænd

Den danske kornhøst står til at blive en-to millioner tons mindre end normalt – svarende til omkring 20 procent – og dermed blandt de dårligste i nyere tid. Det skriver Finans. Først kom en to måneder lang tørke, da vækstsæsonen begyndte. Så fulgte to måneder med silende regn, som gjorde det svært at høste og skadede kvaliteten. Og til sidst ødelagde stormen Hans markerne, da vinterhveden og rapsen var særligt sårbar.

2. Signaler: USAs rente kan være nået toppen

To medlemmer af den amerikanske centralbank, Federal Reserve, har signaleret, at det snart kan være slut med renteforhøjelser, men en af dem vil alligevel ikke udelukke, at der kan komme endnu en stigning, før inflationen mere klart er på vej ned. Det skriver nyhedsbureauet Bloomberg. »VI kan være nødt til yderligere stigninger, og vi kan være meget tæt på, hvor vi kan holde renten fast i væsentlig længere tid,« siger Susan Collins forud for det årlige topmøde i byen Jackson Hole i Wyoming.

3. Zelenskyj overnattede på københavnsk luksushotel

Den ukrainske præsidents overnatning på luksushotellet NH Collection Copenhagen i Nordeas gamle »ørkenfort« i København forleden var så hemmeligt, at end ikke de ansatte fik besked. Direktøren koordinerede i det skjulte besøget med PET og Udenrigsministeriet, skriver Børsen.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Det skriver vi om

1. Bankernes bundlinjer bugner, men det bliver ikke billigere at være kunde. »Jeg forstår ikke trangen til at tale så meget om pris«

Bankerne leverer rekordresultater på stribe, men det betyder ikke, at det løbende vil blive billigere at være bankkunde. Som bank har man også nogle ejere, der skal tilfredsstilles, forklarer topchef i Sydbank Karen Frøsig i forbindelse med bankens halvårsregnskab. Læs mere her.

2. Omdiskuteret klub på Aarhus Havn under hårde anklager fra Mærsk

Mærsk langer ud efter en lille faglig klub på havnen i Aarhus, efter at det i Berlingske og Finans er kommet frem, at rockergruppen Hells Angels har infiltreret Aarhus Havn. Ifølge Mærsk har der været adskillige problemer, som udspringer af en forening med navnet Havnearbejdernes Losseklub. Læs artiklen her.

Det bør du også læse

Pludselig slog temperamentet gnister hos 81-årig ølkonge: »Du er i krig med mig!«

Gæsterne blev mødt med store smil og gratis drikkevarer, da Harboes Bryggeri i Skælskør torsdag formiddag bød sine investorer indenfor til årets generalforsamling i Skælskør. Flere aktionærer har kraftigt opfordret til, at bryggeriets dominerende skikkelse, den 81-årige formand Bernd Griese, trækker sig fra posten. Men hos Harboe har ledelsen tilsyneladende valgt at kvæle kritikken med tavshed. Læs hele historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

  • Dow Jones: -1,08 procent

  • S&P 500: -1,35 procent

  • Nasdaq: -1,87 procent

Asien – indeks fredag kl. 6.55:

  • Japan Nikkei: -1,94 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,03 procent

  • Kina CSI: -0,45 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!