Godmorgen og velkommen til denne nye sommeruges første, hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Dansk erhvervsliv støtter Joe Bidens exit

  • Stor ændring på vej af danske krigsskibe

  • Overvismand advarer om »en ny, kold handelskrig«

  • Eksperter kritiserer it-afhængighed efter kæmpe nedbrud

Men vi begynder i energiverdenen.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

De svømmede i penge – nu kollapser bundlinjen

Det er kun to år siden, at danske energikøbmænd slog alle rekorder og tjente styrtende på handelen med energi.

53 milliarder kroner hentede de dengang hjem. Nu er bundlinjen flere steder direkte kollapset, og det samlede overskud for hele branchen var i 2023 på knap ti milliarder kroner, skriver Finans.

»Vi er tilbage til normalen, så at sige. Vi er stadig i gang med at vænne os af med russisk gas, men der kom slet ikke de samme chok til energisystemet, som vi så i 2022,« siger Ulrich Bang, underdirektør for klima og energi i arbejdsgiverorganisationen Dansk Erhverv.

Flere branchefolk påpeger over for Finans, at de usikre tider i 2022 også medførte, at mange selskaber var nødt til at foretage store, risikofyldte investeringer for at overleve de kolossale prisudsving.

Samtidig forgyldte særlige bonusaftaler medarbejdere, hvis lønninger i flere selskaber oversteg i gennemsnit ti millioner kroner om året i 2022.

De flest energihandlere forventer i 2024 et resultat på niveau med regnskabsåret 2023.

Det skriver andre medier om

1. Dansk erhvervsliv støtter Joe Bidens exit

USAs præsident, Joe Biden, traf søndag aften den rigtige beslutning ved at trække sig som Demokraternes præsidentkandidat. Det er den umiddelbare reaktion fra dansk erhvervsliv, skriver Finans. »Nu giver han klogt stafetten videre til yngre kræfter. På vegne af dansk erhvervsliv håber jeg, at det - før eller siden - kan bidrage til mindre turbulente tider,« skrev Dansk Industris topchef, Lars Sandahl Sørensen, søndag aften. Både Dansk Industri, Dansk Erhverv og Greenpower Denmark roser samtidig Joe Biden for, hvad han har udrettet.

2. Stor ændring på vej af danske krigsskibe

Planen om at bygge kombinerede miljø- og patruljeskibe er tæt på at blive opgivet, idet Forsvaret i stedet ønsker at bygge rene krigsskibe. Det skriver Børsen. Staten har ellers investeret flere hundrede millioner kroner i at få designet skibe, der kan udføre begge opgaver, men nu arbejdes der videre på et fuldtonet krigsskib. Forsvaret vil i stedet undersøge, hvor man kan leje moderne miljøskibe for at styrke det danske havmiljøberedskab. Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) vil ikke udtale sig om sagen.

3. Eksperter kritiserer it-afhængighed efter kæmpe nedbrud

»Når man har for få leverandører, og der er så mange millioner mennesker, der er afhængige af det, så kan det nemt gå galt.« Det siger it-sikkerhedsekspert Peter Kruse, sikkerhedschef for Clever, til DR efter fredag morgens globale it-nedbrud, der ramt alt fra rejsende til patienter. En opdatering i et bredt anvendt sikkerhedsprogram fik Windows-computere til at blive ved med at genstarte. Peter Kruse får opbakning fra professor i it-sikkerhed på IT-Universitetet, Carsten Schürman.

Det skriver vi om

1. Overvismand advarer om »en ny, kold handelskrig«

Efter Ruslands invasion af Ukraine har den globale handel været præget af sikkerhedspolitiske spørgsmål, hvor tre store blokke af lande kæmper mod hinanden med statsstøtte, nye toldsatser og andre restriktioner. Men en opdelt verden, hvor vi primært handler med vores venner, kan få store konsekvenser for danskerne, påpeger Carl-Johan Dalgaard. Læs historien her.

2. Hovedstadens hoteller boomer: Direktør David Olsen forventer at lande bedste resultat nogensinde

Den danske turistsektor, og særligt hovedstadsområdet, er på fremmarch, viser nye tal. Københavnsk hoteldirektør forventer, at i år bliver det bedste år nogensinde, men på ét meget vigtigt parameter er industrien ikke på rette kurs endnu. Læs historien her.

Det bør du også læse

Berit Hertz overtog en af Danmarks ældste butikker efter en lang række mænd – siden har hun tredoblet bundlinjen

Danmarks ældste guldsmedeforretning har i snart to århundreder og gennem seks generationer været i familiens eje. Berit Hertz, der har en anden baggrund end de tidligere ejere, driver nu forretningen og har genoplivet dens oprindelige vision. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: -0,93 procent

  • S&P 500: -0,71 procent

  • Nasdaq: -0,81 procent

Asien – indeks mandag kl. 7.00:

  • Japan Nikkei: -1,15 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,82 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,71 procent

Tak, fordi du læste med!