Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.
Vi skal høre om hvilke 10 C25-aktier, som har klaret sig allerværst med fald over 40 procent siden toppen i november. Dernæst til de boligejere, som rentestigninger rammer hårdt, og til de mange danskere, der er hårdt ramt af de høje energipriser. Men først til et muligt nyt forretningsområde i Mærsk.
Mærsk kigger på at investere i sol- og vindmølleparker
Mærsk løfter i Børsen sløret for, hvad en del af de mange penge, som virksomheden i øjeblikket tjener, kan blive brugt på.
Virksomheden pønser på at investere direkte i solcelleparker og vindmøllefarme – simpelthen for at skaffe nok grønt brændstof til koncernens skibe.
»Man kommer formentlig til at se A.P. Møller Mærsk investere direkte i sådan nogle projekter for at få dem i gang. Ellers kommer det ikke til at ske,« sagde Søren Skou, administrerende direktør i Mærsk, fra talerstolen på Børsen Bæredygtig Summit.
Mærsk er en af Danmarks helt store CO₂-udledere. Koncernen fylder hvert år 11-12 mio. tons brændstof på sine skibe, og de udleder ifølge Søren Skou årligt mere end hele staten Danmark eller det, der svarer til en dags produktion af olie på verdensplan.
»Vi er fuldt overbevist om, at vi har en klimakrise. Vi ved, at vi er en ikke ubetydelig del af problemet, og derfor ønsker vi også at være en del af løsningen,« sagde Søren Skou.
Ti C25-aktier er faldet mindst 40 procent fra toppen
En stor gruppe aktier i det danske eliteindeks C25 er faldet helt igennem under de seneste ti måneders nedtur, skriver Børsen.
Indekset er samlet faldet 20 procent siden toppen i november sidste år, men dykker man ned i de underliggende aktiers udvikling, er selskaber som Ambu, Netcompany, GN Store Nord, Rockwool og Pandora hårdt ramt. De fem aktier er faldet mellem 80 og 54 procent, siden kurserne i de enkelte aktier toppede mellem april og november sidste år.
»Har selskaberne ikke levet op til vækstforventningerne, er de blevet slagtet. Vækstcasen i Ambu er et eksempel på det. Netcompany et andet, idet der er frygt for en nedjustering senere på året. Coloplast, Novozymes og Chr. Hansen er højt prisfastsatte aktier, som ikke har skuffet driftsmæssigt, men er ramt af rentestigningerne,« siger Johnny Madsen, investeringschef i kapitalforvalteren F&I.
De øvrige aktier, som er faldet 40 procent eller mere, er Ørsted, Demant, Chr. Hansen, Vestas og Bavarian Nordic.
Største rentestigning nogensinde: Disse boligejere bliver hårdest ramt.
Boligejere med flekslån kan står foran en grim renteregning, skriver Finans.
Boligejere med et afdragsfrit F3-lån kan for eksempel se frem til en tredobling af den månedlige ydelse, viser en prognose fra Totalkredit.
Deres ydelse efter skat stiger fra 670 til 2.140 kroner for hver millioner kroner, de skylder. Det er tre gange højere end det, de har betalt de seneste tre år.
For F5-lånere bliver ydelsen efter skat 2,5 gange højere og stiger til 2.240 kroner. I øjeblikket betaler de knap 900 kroner pr. lånte million.
Stigningen er historisk høj, fastslår Totalkredits chefanalytiker Sune Malthe-Thagaard.
»Der er tale om den største stigning i F3- og F5-renten nogensinde ved en renteauktion, så der er ikke noget at sige til, hvis det gibber lidt i boligejerne efter mange år med faldende og lave renter« siger chefanalytikeren.
Et energichok rammer danske familier hver tredje måned: »Vi forventer desværre, at det vil blive værre«
Et voksende antal danskere har svært ved at betale for elregningen. Og vi har endnu ikke set toppen, skriver Berlingske.
Sådan lyder meldingen fra en række elselskaber, som oplever, at kunderne i stigende grad får oprettet særlige betalingsaftaler for at undgå, at der bliver lukket for strømmen i husstanden.
Stigningen i antallet af særaftaler sker i takt med, at elpriserne gennem en lang periode har været skyhøje, mens de fortsætter med at sætte rekorder. Således er elpriserne steget med mere end 300 procent over det seneste år.
»Vi oplever, at vi nu har kunder, som altid har betalt regningen, og som har viljen til at betale, men som pludselig ikke har evnen til at betale. Derfor er det lange og svære samtaler, og nogle af vores medarbejdere er meget påvirkede af det,« siger kommerciel direktør i EnergiFyn Finn Andersen.
Elselskaberne Norlys, Andel Energi og EnergiFyn kan alle berette om et stigende antal kunder, der får oprettet særlige afdragsordninger og betalingsaftaler, så de eksempelvis får delt regningen op i mindre bidder i stedet for at betale hvert kvartal.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Simon Kristiansen, senior investeringsstrateg i Nordea, har i dag fokus på disse punkter:
I går stod det klart, at Liz Truss bliver Storbritanniens nye premierminister. Truss har den seneste tid kritiseret Bank of England og har luften tanken om at revurdere centralbankens mandat om at fastholde stabile priser på 2 procent på lang sigt, da hun ikke mener, at BOE har udført sin opgave fyldestgørende nok, når man betragter den aktuelle inflation i Storbritannien.
Historisk har der været en klar separation mellem politikerne og et lands centralbank, da centralbanken skal være i stand til at føre uafhængig pengepolitik, og derfor vil et politisk indgreb fra Truss være et klart brud på dette. Markedsreaktionen på Truss' sejr bliver interessant at følge i dag.
I løbet af eftermiddagen kommer de seneste ISM PMI-tal ud fra den amerikanske servicesektor. Forventningen er, at indkøbschefernes udsigter kommer ud en smule lavere end sidste måned, om end dette stadig vil være over grænsen på 50. Selvom amerikansk økonomi er udfordret, er der dog stadig visse områder, som ser ud til stadig at klare sig rimelig godt. Dette er blandt andet arbejdsmarkedet, hvor der fortsat er mange ledige stillinger, og lønvæksten er høj. Det er det varme arbejdsmarked, den amerikanske centralbank prøver at sænke temperaturen på ved at skrue op for renten.
Vi får også S&P PMI tal for byggesektoren i Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA. Byggesektoren har længe haft kronede tider grundet de stigende huspriser og lave rente. Meget tyder på, at det er vendt, så det bliver interessant at få en dugfrisk temperaturmåling på sektoren.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: -1,07 procent
S&P 500: -1,07 procent
Nasdaq: -1,31 procent
Asien – indekset tirsdag kl. 06.30:
Japan Nikkei: +0,04 procent
Hongkong Hang Seng: -0,42 procent
Kina CSI: +1,01 procent