Business-overblik: Danskerne fravælger danske aktier trods historisk optur

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, og derfor er det kun nødvendigt at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Danskerne fravalgte i 2019 i stor stil investeringsforeninger, der specialiserer sig i danske aktier. I stedet købte de danske investorer op i udenlandske aktier og obligationer. Det danske C25-indeks steg dog 26 pct. i det forgangne år. Arkivfoto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Godmorgen!

Her på avisen byder vi velkommen til en torsdag morgen, hvor der serveres en pæn portion nyheder til at starte dagen på.

Menuen kommer vidt omkring fra stilladsballade til akademikerledighed over danskerne, der fravælger de danske aktier, og en smuttur forbi Carlsberg, der stormer frem i Asien, men som ifølge en analytiker skal vogte sig for Rusland.

Først til nyuddannede akademikeres vanskeligheder med at komme i arbejde.

1
Jobfest går uden om akademikere

Det kan godt være, at det er buldret frem på det danske arbejdsmarked, men det er langt fra alle, der får foden inden for. Det er tilfældet for tusindvis af akademikere, der har fået et bevis i hånden fra et universitet, men altså endnu ikke har fået et job.

Hver femte nyuddannede akademikere står således fortsat ledig 26 uger efter endt uddannelse. Men det skal være slut nu. Derfor har fagforeningen Akademikerne lanceret ti forslag, der skal få flere nyuddannede hurtigt ud på arbejdsmarkedet. Det skriver Berlingske.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) bakker forslagene op. Samme toner kommer fra erhvervslivet, der også mener, at det er på tide at få taget fat på løsningen af problemerne. Cepos stiller sig dog kritisk.

Fra akademikere til en anden faggruppe, der har været meget oppe at vende den seneste tid: Stilladsarbejderne.

2
Firma gransker aftaler på omstridt byggeplads

Det gik voldsomt for sig, da 200-300 stilladsarbejdere gik ind på en byggeplads på Nørrebro i december. Et seks etager højt stillads blev væltet, der blev kastet med sten, og en bil blev vendt på hovedet. Der var problemer med overenskomsten, lød det fra fagbevægelsen.

Dansk Boligbyg valgte derefter øjeblikkeligt at opsige kontrakten med underentrepenørerne.

14. januar demonstrerede fagbevægelsen så igen under overskriften »Så er den gal igen på Tikøbgade«. Denne gang var det en anden entrepenør, som ifølge 3F ikke havde overenskomst. Der blev dog ganske hurtigt skrevet under på en aftale.

Efter sagen i Tikøbgade vil hovedentrepenøren Dansk Boligbyg nu granske samtlige kontrakter.

»Vi har jo været voldsomt i medierne om den her sag, og det har vi ikke interesse i. I sagen har vi ikke levet op til de forpligtelser, som vi har. Det tager vi til efterretning, og så forsøger vi at gøre det bedre,« siger Anton Nørgaard, adm. direktør hos Dansk Boligbyg.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
De danske aktier har ikke været i kridthuset

Aktiemarkedet buldrede derudaf i 2019, og det gjaldt også for det danske. Men herhjemme har de danske investorer ifølge Finans alligevel valgt at sælge ud i stor stil af investeringsforeninger, der specialiserer sig i danske aktier. Tal fra Finans Danmark viser således, at salget af disse oversteg købet i hver eneste måned bortset fra april sidste år.

Det betød, at der efter køb og salg røg tre mia. kroner ud af de dansk fokuserede investeringsforeninger. Det skete vel at mærke i et år, hvor det toneangivende danske indeks, OMX C25, steg med 26 pct. De danske investorers porteføljer blev i stedet fyldt op med foreninger med udenlandske aktier, danske og udenlandske obligationsforeninger, og foreninger der blander obligationer og aktier.

»Det passer fint med nogen, der ønsker at beskytte deres porteføljer. Set i bagklogskabens lys, så er der vist ikke andet at sige end øv, øv, øv,« siger Per Hansen, investeringsrådgiver hos Nordnet, til Finans.

4
Carlsberg skal sætte »hælene i« i Rusland

Efter at have braget frem med momentum og gode takter står Carlsberg stadig med en særlig udfordring: Rusland.

Carlsberg har ifølge dagbladet Børsen taget hul på det nye år med god vind i ryggen fra en stribe kvartaler med stærk indtjening og flere opjusteringer. Bare de første ni måneder leverede bryggeriet en omsætningsvækst på knap 15 pct. i Asien, skriver avisen.

Carlsberg-topchef Cees' t Hart skal skele til Rusland og få stoppet tabet af markedsandele, påpeger analytiker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Løvgreen Bojesen.

Men af samme årsag er det også tid til tage fat på det russiske marked, hvor bryggeriet har haft modgang.

»Det østeuropæiske marked er præget af, at nu skal Carlsberg til at sætte hælene i på særligt det russiske marked efter at have tabt markedsandele i en periode,« forklarer Frans Høyer, der analytiker ved Handelsbanken til Børsen.

Avisen skriver videre, at Rusland har været Carlsbergs kroniske hovedpine siden det enorme opkøb af Scottish & Newcastle i 2008. Dengang betalte Carlsberg sig til en position som nummer ét i landet med over 40 pct. af markedet. Global krise, Vestens sanktioner mod Rusland og en øget konkurrence har gjort, at den position er kommet alvorligt under pres.

I tredje kvartal 2019 lå markedsandelen således på 27 pct, skriver Børsen.

4. februar offentliggør landets største bryggeri regnskabet for hele 2019.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har fokus på disse tre forhold i dag.

  • På nøgletalsfronten kommer der »lidt forskelligt« fra USA, som tilsammen kan være relevante, men som ikke hver for sig betydningsfuldt er på »allerøverste hylde«. Det drejer sig bl.a. om tillidsindikatoren Philiadelphia Fed, om udviklingen i det amerikanske boligindeks og detailsalg. Sidstnævnte er vigtigt for at se om den amerikanske forbruger stadig er i godt »spenderingshumør«​.
  • Den samlede værdi af Novo Nordisk oversteg i går for første gang 1.000 mia. kroner, efter at selskabet på en amerikansk konference lod forstå, at de måske kan have fundet et middel, der kan udskyde demens. Er der flere stigninger til det danske superselskab?
  • Chr. Hansen nedjusterede i går sine længeresigtede vækstforventninger, og aktien faldt med seks pct. Samlet er aktien nu faldet mere end en tredjedel fra toppen. Det ellers så sejrsvante selskab har over de seneste kvartaler leveret flere skuffelser, og investorernes tillid er ikke længere så stor og ubetinget, som den tidligere har været.

Det sker på markederne

Indeks og udvikling i procent

Aktier USA

  • S&P 500: +0,2
  • Nasdaq: +0,1
  • Dow Jones: +0,3

Aktier Asien

  • Nikkei 225: +0,1
  • Topix: -0,2
  • Hongkongs Hang Seng: -0,1
  • China Shanghai Composite: -0,3
  • China CSI 300: -0,3
  • Taiwan Taiex: -0,4
  • Sydkoreas Kospi: +0,2
  • Indiens BSE Sensex: +0,3
  • Singapores STI: +0,2
  • Sydney ASX 200: +0,6

Indeksværdi klokken 5.40.

Kilde: Ritzau Finans