Business-overblik: Danskerne forsøger at få skatterabat på sommerhuset – voldsom stigning

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Der er det seneste år sket en voldsom stigning i familiehandler med sommerhuse herhjemme. Linda Kastrup

Godmorgen og velkommen til torsdag morgens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Rejsebureauer har næsten udsolgt

  • Rekordlavt antal dankort

  • Cybertruslen mod Danmark vokser vores virksomheder over hovedet: »Vi har ikke styr på vores sikkerhed«

  • Indtjening dykker blandt danske bildynastier

Men vi begynder med sommerhussalget.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Halvdelen af sommerhussalget er familiehandler

Over halvdelen af alle sommerhushandler forbliver i familien.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser en pludselig og voldsom stigning, efter at gennemsnittet for familiehandler de seneste ti år har været på 19 procent, skriver Finans.

Men i 4. kvartal 2023 var 54 procent af de omkring 4.600 solgte sommerhuse – svarende til cirka 2.500 – familiehandler. Det skyldes ifølge Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann både kraftigt stigende sommerhuspriser og nye ejendomsvurderinger.

Hvis man overdrager sommerhuset til et familiemedlem, inden den nye vurdering foreligger, kan det nemlig gøres efter de gamle og attraktive regler.

»Det giver skattemæssige muligheder, hvis forældrene ønsker at sælge sommerhuset til deres barn til den lavest mulige pris for at give barnet et skattefrit arveforskud,« siger Lise Nytoft Bergmann.

Det skriver andre medier om

1. Rejsebureauer har næsten udsolgt

Det omskiftelige sommervejr har fået danskerne til i stor stil at bestille ferien til efteråret eller vinteren. Flere rejseselskaber er tæt på at kunne melde om udsolgt, skriver TV 2. Spies Rejser forventer om få dage ikke at have flere charterrejser i juli, og også Apollo Rejser og Bravo Tours nærmer sig hastigt loftet. Bravo Tours har højst fire procent rejser tilbage i skolesommerferien. Hos Spies Rejser er 30 procent af alle vintercharterrejser booket, mens Apollo Rejser har solgt dobbelt så mange rejser til 2025 i forhold til i år, som ellers var et af de bedste rejseår i lang tid.

2. Rekordlavt antal dankort

Der er rekordfå dankort i brug. Fra 1. kvartal 2023 til 1. kvartal 2024 er antallet af selvstændige dankort dykket med 36 procent til 145.000, viser nye tal fra Danmarks Nationalbank. Det skriver Finans. Bankerne gemmer nemlig dankortet bagest på hylden og udsteder i stedet Mastercard og Visa, som er en bedre forretning for bankerne. Mange får dog dobbelt kort med Visa/Dankort eller Mastercard/Dankort. Visa og Mastercard er på fem år steget med 34 procent eller 884.000 kort. De fleste mobilbetalinger herhjemme sker med Visa og Mastercard, også selv om man har et Visa/Dankort eller Mastercard/Dankort i sin betalingsapp.

3. Indtjening dykker blandt danske bildynastier

Efter i flere år at have tjent bedre og bedre er der trukket i håndbremsen i de største, familieejede importører og forhandlere af biler i Danmark. Indtjeningen dykker nemlig, skriver Børsen

  • Nic. Christiansen Gruppens overskudsgrad faldt i 2023 til 2,4 procent fra 3,5 procent i 2022

  • Ejner Hessel gik tilbage fra 6,3 til 4,5 procent

  • K.W. Bruun fra 12,9 til 11,7 procent.

Årsagen er ifølge en rådgiver, at prisen på brugte biler faldt drastisk i 2023, hvilket gav tab på varelagrene, og at indtjeningen på nye biler generelt er faldende.

Det skriver vi om

1. Cybertruslen mod Danmark vokser vores virksomheder over hovedet: »Vi har ikke styr på vores sikkerhed«

Over hovedet på vores virksomheder hænger en eksplosivt stigende trussel for at blive udsat for et cyberangreb. Men hvor mange af dem er forberedte, hvis de bliver ramt? Det har Berlingske bedt en række cyberforskere og branchefolk om at forholde sig til. Læs historien her.

2. Det skal bygges væk! Nu skal der fart på Storbritannien

Det britiske Labour har ikke ligget på den lade side, men er allerede klar med et omfattende lovprogram mindre end to uger efter valgsejren. Det er store, nye initiativer, der skal få gang i væksten. Men en fuld elefant raver fortsat rundt i glasbutikken. Læs historien her.

Det bør du også læse

Med denne konto får du lav skat på dine aktier

Aktiesparekontoen er god for langt de fleste danskere, som vil investere i aktier for deres frie midler og slippe med en lav skat. Det mener Helle Snedker, kundedirektør i Formuepleje, der går i dybden med kontoens fordele og ulemper. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: +0,59 procent

  • S&P 500: -1,39 procent

  • Nasdaq: -2,77 procent

Asien – indeks torsdag kl. 7.05:

  • Japan Nikkei: -2,18 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,21 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,12 procent

Tak, fordi du læste med!