God morgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik! 

En lang række danske virksomheder er indstillet på at betale regningen for et opgør med Donald Trump og tage den toldkrig, som står til at bryde ud fra 1. februar.

Flere danske virksomheder med direkte forretning i USA samt erhvervsorganisationen for små og mellemstore virksomheder, SMVdanmark, har ifølge Finans og DR fået nok.

»Min opfordring er jo ganske enkelt at sige: Jamen, lad os prøve at tage toldkrigen. Det er jo historisk det, der sker, og måske også lige netop derfor så vanvittigt, at det er tid til at sige: Nu går den ikke længere,« siger Jens Poulsen, stifter og administrerende direktør i modekoncernen DK Company, til DR.

Samme melding giver administrerende direktør Lars Mansfeld-Giese fra Real Coffee til Finans: »Tag og skriv den regning. Den må vi æde og så bare være dygtigere.«

Donald Trump vil fra 1. februar lægge ti procents ekstra straftold på varer fra blandt andet Danmark og de nordiske lande på grund af striden om Grønland. I forvejen har USA indført 15 procents straftold på varer fra hele EU.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 6.50. For Danmark er det lukkekurser fra mandag, for USA fra fredag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 6.50. For Danmark er det lukkekurser fra mandag, for USA fra fredag.

Dagens vigtige

USAs økonomi kører derudad - men mest til gavn for de rigeste. Efter et år med Trump som præsident afslører fire nøgletal en amerikansk økonomi i opbrud. Mens de rige bliver rigere, kæmper millioner med stigende priser og jobmangel, skriver Berlingske.

**

Indtil nu har amerikanerne betalt milliarder i told for danske varer – ny trussel kan ændre alt. Selv om danske virksomheder har trodset Trumps told, har ny trussel skabt massiv usikkerhed. For en ekstra told kan koste dyrt. Samtidig er det uklart, hvordan præsidenten vil føre truslen ud i livet, skriver Berlingske.

**

Elon Musks X får europæisk konkurrent. Millioner af europæere får snart et europæisk alternativ til Elon Musks sociale medie X. Det hedder W og skal være, som Twitter var tidligere, skriver Politiken.

Der er krav om identifikation og fotovalidering sikre, at deltagerne er mennesker. W blev lanceret mandag på verdenstopmødet i Davos i Schweiz, hvor en indbudt kreds kan gå i gang, inden der åbnes bredt i foråret. Bag W står organisationen We Don't Have Time.

**

Bolighandler i ny rekord: Her blev der solgt 20 lejligheder hver dag i 2025. Den voldsomme uro og trusler om told slår ikke boligmarkedet ud af kurs. Omsætningen satte nye rekorder i 2025, viser nye tal ifølge Berlingske.

God tirsdag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.