Business-overblik: Dansk topchef fyret efter anklager om seksuelle overgreb
Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik fra morgenstunden.
I dag runder vi blandt andet:
Ulovlig skyggeflåde giver danske rederier problemer
Vismændene har fundet ni milliarder ekstra og anbefaler strammere finanslov
Sandalmager er nu milliarder værd
Globale pengetanke jager danske guldfugle
Men vi begynder med fyringen af den danske topchef i it-succesen Tradeshift.
God læselyst!
Topchef fyret efter anklager om seksuelle overgreb
Topchefen for den danske it-succes Tradeshift, Christian Lanng, stoppede i sidste måned efter mere end 14 år i selskabet.
Det skete ifølge Tradeshift som følge af anklager om seksuelle overgreb og chikane, skriver Finans og Børsen.
»I slutningen af august i år blev Tradeshift's nyligt konstituerede bestyrelse og ledelseshold opmærksom på alvorlige anklager om seksuelle overgreb og chikane rettet mod tidligere adm. direktør, Christian Lanng. Den 1. september blev hr. Lanng afskediget efter flere grove tilfælde af dårlig opførsel, heriblandt anklagerne foroven, og formelle skridt blev taget for at fjerne ham fra bestyrelsen,« hedder det i en meddelelse fra selskabet.
Christian Lanng havde selv begrundet sit farvel med, at han var udbrændt efter stor travlhed under coronapendemien. Han langer ud efter sit gamle selskab.
»Jeg har altid kunne stå inde for mine handlinger som leder. Hvilket er mere end jeg kan sige om den nye ledelse af Tradeshift. Jeg ønsker dem alt det bedste i fremtiden og håber ar de kan fokusere på at skabe værdi for medarbejdere og aktionærer,« skriver han i en kommentar til de to aviser.
Tradeshift blev stiftet i 2010 af tre kollegaer fra den daværende IT- og Telestyrelse og er en global platform, hvor omkring 2,5 millioner virksomheder handler med hinanden for årligt cirka 3.400 milliarder kroner. Selskabet har hovedkontor i San Francisco og er omkring 19 milliarder kroner værd.
Også medstifter Mikkel Hippe Brun forlader Tradeshift på grund af helbredsproblemer.
1. Ulovlig skyggeflåde giver danske rederier problemer
De stadig flere skibe, som forfalsker deres position og slukker identifikationssystemerne om bord som følge af krigen i Ukraine, skaber problemer for danske rederier. Det gør det nemlig sværere for dem at leje skive med en ren sejlhistorik, skriver Børsen. »Vi vil ikke leje skibe, som har slukket for deres identifikationssystem. Vi vil ikke risikere at modtage russisk eller sanktioneret olie på vores skibe,« oplyser Søren Tolbøll Nielsen, tankskibsansvarlig i rederiet Norden, til avisen. I 1. halvår f 2023 er antallet af tank- og tørlastskibe, der manipulerer med deres data, steget med 12 procent i forhold til sidste år.
2. Sandalmager er nu milliarder værd
Den engang ikke så cool, tyske sandalmager Birkenstock er nu milliarder af kroner værd. Selskabet er på vej på børsen, og de første udbudte aktier blev solgt til 46 dollar, hvilket værdisætter Birkenstock til hele 60,9 milliarder kroner – mere end det dobbelte af, hvad det var værd for tre år siden, skriver BBC.
3. Globale pengetanke jager danske guldfugle
Det bonusloft, som navnlig andelsejede energihandelsselskaber har indført efter sommerens skandalesager, har åbnet en port for store, udenlandske fonde, der er gået på jagt blandt energibranchens guldfugle. Hele hold af energihandlere er således blevet lokket til at skifte arbejdsplads fra Norlys, Energy Trading, Energi Danmark og Danske Commodities, skriver Finans, og drænet risikerer at skade den styrke, som den danske energibranche har opbygget, og som i 2022 hentede over 50 milliarder kroner hjem i resultat før skat.
1. Vismændene har fundet ni milliarder ekstra og anbefaler strammere finanslov
Formandskabet i De Økonomiske Råd offentliggjorde i går sin efterårsrapport om dansk økonomi. Vismændene har blandt andet fundet ni ekstra milliarder i råderummet, anbefaler en strammere finanslov og påpeger, at den nuværende lejelov gavner de rigeste danskere mest. Læs historierne her, her og her.
2. CEPOS' bestyrelse fik input fra toplobbyist og tidligere spindoktor før direktørskifte
Før fyringen af Martin Ågerup fik CEPOS efterkritik fra et trekløber, der var inviteret med til strategiseminar i tænketanken. Men at mødet har haft en indflydelse på fyringen, afviser flere kilder, som Berlingske har talt med. Læs historien her.
Stort fald i norsk inflation, men måske skal renten alligevel op
Norsk inflation faldt meget mere end forventet i september og følger dermed den tendens, som også ses i andre lande. Dermed lettes presset også på den norske centralbank, men man skal være varsom med håndfaste konklusioner, for der er stærke inflationære kræfter i Norge. Kronekursen er helt afgørende. Læs historien her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: +0,40 procent
S&P 500: +0,52 procent
Nasdaq: +0,58 procent
Asien – indeks onsdag kl. 7.15:
Japan Nikkei: +0,74 procent
Hongkong Hang Seng: +1,56 procent
Kina CSI: +0,21 procent
Tak, fordi du læste med!