Business-overblik: Dansk topchef europamester i aktiehop

Her er de vigtigste businessnyheder, som du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Frank Vang-Jensen har på knap to år som topchef i Nordea skabt den største værdistigning i den europæiske finanssektor.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau-Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen, og velkommen til torsdagens Business-overblik.

Her følger dagens vigtigste erhvervshistorier. Vi skal i dag forbi virksomheders frygt for stigende renter og milliardoverskud i Nordea, som er et sundhedstegn for samfundet.

Men vi begynder med Lars Juhl, der fortæller historien om, hvordan han skabte en succesfuld shippingvirksomhed, men endte på hospitalet med et hjertestop.

God læselyst!

Vil du have dagens vigtigste historier direkte i ørerne, så lyt til Morgenposten – Berlingskes nyhedsoverblik:

Følg Morgenposten på mobil

Han smadrede sit liv i jagten på succes

Som en del af sommerserien »Karrierens pris« har Berlingske interviewet 52-årige Lars Juhl, der havde kæmpe succes og tjente millioner i shippingbranchen.

Som blot 23-årig skabte han sammen med forretningspartneren Lars Bonnesen shippingvirksomheden Scan-Trans, der arbejdede ud fra devisen attack, attack, attack. I 2008 toppede forretningen med en milliardomsætning, en indtjening på mere end 100 millioner kroner og 20 kontorer rundt om i verden.

Lars Juhl endte med at knokle sig til et hjertestop. Men så fortalte han en del år efter sin historie i en artikel med overskriften »Mit navn er Lars Juhl, og jeg har fucket mit liv helt op«.

I dag hjælper han andre mennesker med ikke at begå de samme fejl, som han selv gjorde.

»I dag er jeg sådan set super taknemmelig for, at jeg fuckede mit liv op,« siger Lars Juhl.

Læs interviewet i Berlingske her.

Stigende renter skaber panderynker hos danske virksomheder

Danske virksomheder er begyndt at bytte de variable realkreditlån ud med mere sikre fastforrentede lån. Det viser sig blandt andet ved, at andelen af erhvervskunder med fastforrentede realkreditlån i Nordea er steget fra 31 til 33 procent siden årsskiftet.

Det samme er sket blandt Jyske Banks erhvervskunder, hvor andelen af lån med fast rente er steget fra 24 procent i første kvartal af 2018 til 34 procent i juni i år. Det skriver Finans.

»Det fortæller mig, at kunderne i højere grad sikrer sig mod en stigende rente, også selvom den største del af realkreditudlånet til erhvervskunderne fortsat er med variabel rente,« siger Bjørn Bøje Jensen, erhvervskundedirektør i Nordea, til Finans.

Skiftet skyldes en frygt for, at renterne vil stige, og at de variable lån dermed bliver dyrere.

I kølvandet på coronakrisens nedlukninger verden over, oplever de vestlige økonomier store opsving, som har sendt priserne i vejret på varer og tjenester. I USA stiger priserne i det hurtigste tempo i 13 år. Frygten er, at økonomierne bliver overophedet og at inflationen galoperer afsted, så centralbankerne tvinges til at forhøje renterne for at stå i mod.

Renteniveauet har længe været historisk lavt. Dog har der de seneste måneder været en snigende frygt for, at de steroider, som er blevet sprøjtet ind i økonomierne fra penge- og finanspolitikken netop vil sende priserne yderligere i vejret og dermed medvirke til højere inflation.

Milliardoverskud i Nordens største bank er et sundhedstegn for samfundet

Nordea kom onsdag med regnskab for årets andet kvartal, og det vidner om, at økonomien har det bedre end forventet.

Regnskabet viser nemlig et overskud på 7,6 milliarder kroner.

Og det er et sundhedstegn for samfundet. For med andre ord tabte Nordea ikke så mange penge på udlån til visse kunder som forventet. Ergo klarede kunderne det godt.

Derfor rummer Nordeas overskud samtidig historien om en økonomisk situation i samfundet, der – indtil videre – er langt bedre, end hvad mange frygtede under coronakrisen.

»Erhvervslivet klarer coronapandemien bedre end ventet. Dansk erhvervsliv er kommet hurtigere ud af krisen end i mange andre lande, og det påvirker også vores tal. Der er stadig brancher, som har udfordringer, men dem, som nu er mere eller mindre uberørte, har gang i investeringsaktiviteten,« siger Bjørn Bøje Jensen, chef for Nordeas danske erhvervskunder.

Læs historien i Berlingske her.

Dansk topchef hitter i Nordea

Og så til historien bag dagens overskrift. Der var lidt skepsis i krogene, da danske Frank Vang-Jensen i september 2019 blev udnævnt til topchef i Nordens største bank Nordea. Men set fra i hvert fald et aktionærsynspunkt, er den danske topchef et kæmpe hit. I Frank Vang-Jensens regeringstid har Nordea øget sin markedsværdi med 45 procent til 290 milliarder kroner på de knap to år, og det gør rent faktisk Frank Vang-Jensen til europamester i aktiehop i finanssektoren. Det skriver Børsen.

Mens Nordea-kursen altså er steget med 45 procent, er det store europæiske bankindeks Stoxx 600 faldet med 3,6 procent. I Norden er svenske SEB med en stigning på 25 procent næstbedst. Danske Bank er i perioden steget med omkring 9 procent.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

Simon Kristiansen, senior investeringsstrateg i Nordea, har i den danske feriesæson dagens blik rettet mod udlandet.

Aktierne steg pænt igen i går op og de cykliske aktiesektorer, der har fået flest bank i den forgangne måned, kom stærkt igen. I USA blokerede senatets republikanere debatten om Joe Bidens infrastrukturpakke. Det er forventeligt, at debatten fortsætter i næste uge.

Selvom regnskaberne ruller ind, så bliver dagens hovedbegivenhed ECBs rentemøde. Og der vil være mulige interessante udmeldinger for investorerne. Selvom der næppe kommer nyt om de fremadrettede forventninger til styringsrenten, så kan der komme information om opkøbsprogrammet.

ECB har senest ændret sin pengepolitiske målsætning i en retning, som peger på, at centralbanken vil være lempelig i længere tid. Det vil blive afspejlet i tonen i centralbankens kommunikation på mødet. Det er dog også det, som investorerne generelt forventer, hvorfor man ikke skal regne med en nævneværdig markedsreaktion.
Denne uge er generelt ikke så travl på den økonomiske nøgletalsfront, men ikke desto mindre kan man holde øje med seneste data for forbrugertilliden i euroområdet, og vender vi blikket mod USA, kommer der data for de nye dagpengesøgende. Begge data er interessante, når vi skal vurdere opsvingets genstart og tilstanden i økonomien.

Vi forventer, at genopretningen i det amerikanske arbejdsmarked for alvor vil tage fart i efteråret, når de ekstraordinære arbejdsløshedsunderstøttelsesordninger udløber til september.
På regnskabsfronten får vi regnskaber for flere store amerikanske selskaber som Intel, AT&T, Twitter og Blackstone.

Det sker på markederne

USA – aktier, lukkekurser onsdag:

Dow Jones: +0,83 procent

S&P 500: +0,82 procent

Nasdaq: +0,92 procent

Asien – aktier, indeks onsdag kl. 06.40:

Japan Nikkei: +0,58 procent

Hongkong Hang Seng: +1,77 procent

Kina CSI: +0,33 procent