Godmorgen!
Vi har samlet de vigtigste historier fra erhvervslivet, så du kan få det store overblik, alt imens du nyder morgenkaffen.
I dagens overblik skal vi blandt forbi et milliardtab i flyleasingselskabet Nordic Aviation Capital, der er ejet af den danske rigmand Martin Møller. Vi begynder dog med historien om en medicinalchef, der er gået på jagt efter et nyt mirakelmiddel.
1. Novo-chef jagter nyt mirakelmiddel
Med koncerndirektør Mads Krogsgaard Thomsen i spidsen har Novo Nordisk indledt jagten på helt nye fedmemidler, skriver Finans.
Mads Krogsgaard Thomsen og hans store hold af forskere forsøger nu at finde et middel, der ikke får patienten til at tabe sig, men får patienten til ikke at tage på igen.
Grundlæggende handler det om at finde et »mirakelmiddel«, som kan påvirke menneskers stofskifte, så de kan opretholde et vægttab, forklarer til Mads Krogsgaard Thomsen til Finans, hvor han også kommer eventuelle skeptikere i forkøbet.
»Der er også masser af andre ting, man ikke troede kunne lade sig gøre. Nu har vi lanceret en tabletudgave af GLP-1 (Rybelsus, red.). Der grinede alle jo også ad os, da vi i 2008 begyndte at fortælle verden, at vi nu arbejdede på oral GLP-1 og oral insulin,« siger han til Finans.
2. Dansk rigmands flyselskab ramt af milliardtab
Flyleasingselskabet Nordic Aviation Capital, der er stiftet af den danske milliardær og erhvervsmand Martin Møller, er hårdt ramt af krisen i luftfartsindustrien, skriver Børsen.
Siden Nordic Aviation Capital blev stiftet i 1990 er både omsætning og overskud vokset stort set uafbrudt. I den seneste årsrapport for det skæve regnskabsår 2019/20 må virksomheden dog indkassere et tab på 639 millioner dollar, svarende til mere end fire milliarder kroner.
»I mine 30 år inden for luftfart har jeg aldrig oplevet et år, der har været så udfordrende. Vi var faktisk på vej til at levere endnu et rekordår, men den sidste halvdel af året var blodrød, og masser af værdi er destrueret,« siger Martin Møller til Børsen.
Erhvervsmediet fremhæver, at det store minus især skyldes en stor finansiel nedskrivning som følge af de usikre finanser inden for luftfart.
Med en anslået formue på 20,4 milliarder kroner er Martin Møller nummer syv på Berlingskes seneste liste over Danmarks 100 rigeste – der dog er opgjort, før coronakrisen ramte Danmark og resten af verden.
3. Finanskrisens største ekspert piller afgørende element i Arne-udspil fra hinanden
Danmarks førende kriseprofessor, Jesper Rangvid, skyder nu en central brik i regeringens Arne-udspil – den såkaldte ret til tidlig pension – ned, skriver Berlingske.
I pensionsudspillet benytter regeringen samfundets hjælp til bankerne under finanskrisen som argument for, at bankerne fremover skal finansiere halvdelen af Socialdemokratiets store slagnummer.
»Et ekstra samfundsbidrag fra den finansielle sektor skal bidrage med 1,5 milliarder kroner i finansiering. Det skal ses i lyset af, at den finansielle sektor fik store hjælpepakker betalt af de danske skatteydere under finanskrisen,« hedder det i udspillet.
Den argumentation holder ikke, mener Jesper Rangvid, der er professor i finansiering ved Copenhagen Business School (CBS) og tidligere formand for det såkaldte Rangvid-udvalg, som kulegravede årsagerne til, at finanskrisen ramte Danmark så hårdt.
4. Superkapitalisterne kom ind i DONG og krævede det opgør, politikerne i årevis havde tøvet med: Drop olien, det er en skodforretning
Vi afslutter dagens nyhedsoverblik ved at runde det femte og næstsidste kapitel i Berlingskes fortælling om DONG-sagen, der for seks år siden antændte en bombe i dansk politik. En sag, der kulminerede, da et SF i total opløsning tumlede ud af Helle Thorning-Schmidts S-R-SF-regering.
Kapitel fem i serien stiller skarpt på, hvilken betydning det har haft for udviklingen af DONG, at Goldman Sachs, ATP og PFA blev medejere i 2014. Og det er et emne, som flere politikere har stærke holdninger til.
»Den danske stat kunne under ingen omstændigheder have taget selskabet til det Ørsted, vi har i dag. Der er selvfølgelig mange faktorer i udviklingen, men det er kapitalindskuddet, tilpasningen til den rigtige ledelse samt ekspertisen og engagementet, vi fik ind udefra på netop det tidspunkt, som gør, at Ørsted står, hvor man står i dag,« siger tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).
Hun møder dog ikke megen forståelse i Enhedslisten.
»Det lyder som jordens dårligste undskyldning for, hvorfor man solgte for en slik og udøvede ekstremt dårligt købmandskab med fællesskabets værdier og skatteborgernes penge. Goldman Sachs købte billigt, og derudover bidrog de ikke med noget af betydning,« lyder det fra Enhedslistens finansordfører, Rune Lund.
Tre forhold, investorerne bør holde øje med
Chefstrateg Andreas Østerheden fra Nordea kommer her med tre bud på, hvad investorerne bør lægge mærke til i dag:
Aktieindeksene lukkede i går i negativt territorium de fleste steder i verden på nær de amerikanske aktier, som klarede sig i gennem med pæne stigninger – især IT-aktierne sluttede i pæne plusser. Retningen for markederne synes fortsat opad, selv om der fortsat er støj på den politiske front og fra det kommende præsidentvalg i USA. Også situationen i Hviderusland kan komme på investorernes radar fremadrettet, og EU har da også luftet muligheden for at lægge sanktioner på de ansvarlige i Hviderusland. Som investor bør man i sådan en situation sikre ikke at have for høj koncentration af aktier fra Østeuropa og Rusland.
Dagen i dag bliver med fokus på datafronten hvor vi får tal for erhvervstilliden for de vigtige økonomier i verden. Tallene forventes at lande over den gyldne 50-grænse for henholdsvis fremgang og tilbagegang. Selv om disse tal ikke er lige så brugbare, som de plejer at være, her under coronakrisen, kan stemningen på markederne fortsat blive påvirket af målingerne.
Efter endnu en uge med regnskaber fra især Danmark lakker det nu mod ende. Der vil ikke være det store på programmet i dag, men hvis man absolut vil følge et regnskab, så aflægger Deere & Company (John Deere) regnskab. Det har generelt været en langt mindre slem regnskabssæson end ventet, og vi forventer også at den kommende regnskabssæson kan overraske til den positive side. Selskaberne har generelt været hjulpet af hjælpepakker og ikke mindst været gode til at reducere omkostningerne.
Det sker på markederne
USA, lukkekurser torsdag
Dow Jones +0,17 procent
S&P 500 +0,32 procent
Nasdaq +1,06 procent
Asien, indeks fredag kl. 6.35
Japan Nikkei +0,30 procent
Hongkong Hang Seng +1,30 procent
Kina CSI +0,83 procent