God morgen og velkommen til torsdagens Business-overblik!
Den danske tøjkoncern Bestsellers børnemærke, Name It, vil åbne 100 nye butikker i en række lande, så antallet når op på 300 i det kommende år.
Name It sælger børnetøj for millioner af kroner i særligt Skandinavien og Tyskland. Lige nu har kæden 200 egne butikker, herunder 50 i Danmark, skriver Jyllands-Posten.
»Vi kan se, at flere egne butikker skaber en ny og endnu stærkere position til gavn for vores andre forhandlere. Så strategien er, at vi bliver endnu mere synlige på en række markeder med egne butikker,« siger Michael Vinther, direktør for Name It.
Også Only og Jack & Jones, der ligeledes er en del af Bestseller-koncernen, som ejes af milliardæren Anders Holch Povlsen, er i gang med at øge antallet af butikker i Europa.
Status på markederne

Dagens vigtige
Doustdar skal bringe Novo Nordisk i topform. Medicinalgigantens nye topchef fra torsdag, Mike Doustdar, skal genoplive væksten og bringe koncernen i topform.
Det bliver med øget fokus på at bruge pengene fornuftigst, åbne nye markeder for Novos produkter og gennem fyringer, skriver Børsen. »Udførelse, udførelse, udførelse,« lyder mantraet fra Mike Doustdar, som »tror, jeg er havnet i denne position, fordi jeg eksekverer og udkonkurrerer mine konkurrenter«.
**
Fruergaard tog en gigantisk chance, forandrede Novo Nordisk og verden - og betalte prisen. Lars Fruergaard Jørgensen forlod onsdag Novo Nordisk efter otte et halvt år som topchef. I Novo-sammenhæng er det kort tid. Men hvad efterlader han sig? Hvad vil Fruergaard blive husket for, når Novo Nordisks nyeste historie skal skrives? Berlingske summerer op sammen med en Novo-historiker.
**
Dansk vindmøllekæmpe i dyb krise taber milliarder. Den danske producent af vindmøllevinger, LM Wind Power med hovedsæde i Kolding, er i dyb krise og styrtbløder igen et milliardbeløb.
For femte år i træk sætter selskabet tabsrekord, viser regnskabet ifølge Finans. I 2024 tabte LM Wind Power 2,6 milliarder kroner, så tabet over fem år nu er opp epå 8,2 milliarder. Ejeren er klar med nye milliarder for at genskabe egenkapitalen.
**
Taxiiværksætter er nu Danmarks tredjestørste. På rekordtid er det danske taxiselskab Drivr blevet landets tredjestørste, og direktør Bo Svane forventer i nærmeste fremtid at blive nummer to, skriver Politiken.
Den amerikanske kørselsvirksomhed Uber købte i foråret 2025 Danmarks største taxiselskab, Dantaxi, og har også købt op mod en tredjedel af Drivr. Drivr har på de seks måneder oplevet en stigning på 1.250 procent i antallet af ture.
**
Velhavende danskere trækker resultatet op i vestjysk bank. Flere hundrede kilometer fra sit hovedsæde har Ringkjøbing Landbobank fundet opskriften på, hvordan man bedst servicerer de mest velhavende danskere. Netop private banking-kunderne bidrager positivt til bankens resultat, skriver Berlingske.
God torsdag!