Business-overblik: Dansk iværksætter får kæmpe millionbeløb til fremtidens benzin

Her følger de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på mandagen. Vi har læst erhvervsnyhederne og tjekket aktiekurserne, før du stod op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Elbiler skal ombygges til at kunne køre på biobrændsel, lyder det fra den danske startup Blue World Technologies. Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Godmorgen!

Hermed ugens første businessopdatering. Denne gang skal vi blandt andet runde Kinas økonomi, den skæve kønsfordeling i danske ledelser samt Novo Nordisks opgør med »hårde« finansielle mål. Vi begynder dog ved elbilerne – eller snarere ved brændsel til elbiler.

1
Lille dansk startup rejser 190 mio. kroner til biobrændsel

Fremtidens elbiler skal køre på grønne brændselsceller, og det skal være en ny, stor dansk eksportvare, mener den lille startup Blue World Technologies. Det skriver Finans.dk.

Virksomheden, der blev til i 2018, er netop i gang med en større investeringsrunde og har sikret sig cirka 190 millioner kroner fra europæiske investorer, oplyser Blue Worlds direktør og medstifter, Anders Korsgaard. Millioninvesteringen kommer, efter at Blue World i foråret rejste 50 millioner kroner, primært fra den kinesiske bilproducent Aiways. Håbet er, at man ombygger elbiler til at kunne køre på flydende, grøn metanol, der er CO2-neutralt.

»Vores kinesiske partner er kommet hurtigt ud af starthullerne. Men på den lange bane skal der være rigtigt mange, der bruger vores brændselsceller, før det bliver en succes,« siger direktøren til Finans.dk.

Blue World er på Aalborg Havn i færd med at bygge en fabrik, hvor produktionen af brændselsceller vil blive indledt i efteråret 2020. I løbet af fire år håber Blue World på at have 500 ansatte og en produktion på 50.000 brændselsceller om året.

Virksomheden står dog over for en række udfordringer, vurderer Jakob Kibsgaard, lektor på Danmarks Tekniske Universitet.

»Det er stadig et åbent spørgsmål, om man vil bruge brændselsceller i personbiler. Brændselsceller har dog nogle fordele, for man får en længere rækkevidde og kan hurtigt tanke op,« siger han.

2
Minister vil stille virksomheder med skæv kønsfordeling til offentligt skue

Ligestillingsminister Mogens Jensen (S) overvejer at tvinge de største danske virksomheder til at lægge tallene for deres kønsfordeling i ledelseslagene frem for offentligheden. Baggrunden er, at der er få kvinder i toppen af dansk erhvervsliv.

»Måske skal vi have en øget åbenhed, så man kan se, hvilke virksomheder der lykkes med at få kvinder ind i ledelsen, og hvem der ikke gør, og se, om det har en effekt, når det for omverdenen bliver tydeligt, hvem der leverer, og hvem der ikke gør,« siger ligestillingsministeren til Berlingske.

Siden 2012 har de største danske virksomheder skullet opstille mål for kønssammensætningen i ledelser og bestyrelser.Alligevel er antallet af kvinder, der bestrider en toppost, kun rykket sig med få decimaler og lyder på knap 20 procent.

I sidste uge kunne Berlingske desuden oplyse, at der i landets 1.000 største virksomheder er 75 kvindelige topchefer.

Bjarke Oxlund, der er ekspert i køn og ligebehandling ved Institut for Menneskerettigheder, bakker op om ministerens forslag og kalder det »en bragende god idé«.

»Transparens og gennemsigtighed er de eneste værktøjer, vi har i skuffen, hvis vi ikke skal ty til kvoter,« lyder det fra Bjarke Oxlund.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Novo Nordisk skrotter langsigtede mål af frygt for stævninger

I 2017 blev både Novo Nordisks daværende topchef, Lars Rebien Sørensen. samt virksomhedens koncernfinansdirektør Jesper Brandgaard stævnet, fordi de angiveligt havde vildledt markedet med alt for positive mål for virksomheden på den lange bane – mål, som ifølge markedet ikke holdt. Det samme skete i 2019.

Nu får frygten for, at noget lignende skal ske igen, Novo Nordisk til at afholde sig fra at offentliggøre flere »hårde« mål. Det skriver Børsen.

Novo Nordisk selv, mener dog ikke, at denne konklusion er korrekt.

»Ændringen er ikke baseret på et synspunkt om, at vi ikke kan nå vores mål. Vi er komfortable med dem, men det er et for snævert perspektiv at operere med en kort liste af finansielle mål for at forklare, hvordan vi opfatter vores forretning,« sagde adm. direktør i Novo Nordisk, Lars Fruergaard Jørgensen i november til Børsen.

Når Novo fjerner de langsigtede finansielle mål, som er det gelænder, investorer traditionelt har støttet sig op ad, er det ifølge Novo, fordi selskabet ønsker fokus på en bredere del af forretningen, hvor investorer ikke udelukkende kigger på USA, samt det hårde mål om at øge driftsoverskuddet med fem procent om året.

Selv om Novo Nordisk ikke giver udtryk for, at dette er tilfældet, mener en professor, at frygten for flere søgsmål meget vel kan være grunden til, at Novo Nordisk vil afholde sig fra at stikke klare langsigtede mål ud.

»Risikoen for søgsmål er en medvirkende faktor til, at virksomhederne er blevet mere tilbageholdende med at angive finansielle mål, netop fordi de oplever at blive sagsøgt, hvis ikke målene holder,« siger Jesper Lau Hansen, professor ved Københavns Universitet og ekspert i kapitalmarkedsret, til Børsen.

Beslutningen fra Novo Nordisk kommer i kølvandet på en lignende beslutning, som Carlsberg har truffet.

Novo Nordisk afviser alle anklager om, at selskabet skulle have vildledt markedet. Novo Nordisk afviser desuden at have aftalt insulinpriser med konkurrenter, hvilket selskabet også blev beskyldt for i stævningerne.

4
Det lysner for verdens næststørste økonomi – og det er godt nyt for aktier

Henover weekenden har vi fået en række nøgletal for Kina, der viser, at der er lysere tid på vej for verdens næststørste økonomi. De såkaldte PMI-tal, der måler aktiviteten i landets vigtige fremstilling sektor, var bedre end ventet og viste, at industrien i november var i fremgang. Der har været bekymringer om, at fremstillingssektoren var i tilbagegang – delvist på grund af handelskrigen med USA, der har udløst strafttold på en række kinesiske varer.

»Fordi Danmark er en lille åben økonomi, er det også godt nyt for dansk økonomi. Fordi den direkte eksport til Kina og Asien formentlig vil se lidt bedring, men også fordi eksporten til andre lande i Europa, ikke mindst Tyskland, vil få et løft, idet ikke mindst den tyske økonomi har været hårdt ramt af afmatningen i Kina, siden handelskrigen begyndte i foråret sidste år,« skriver Allan von Mehren, Danske Banks chefanalytiker med fokus på Kina, i en kommetar.

Han forklarer, at der er to grunde til, at den kinesiske økonomi er ved at få det bedre. For det første har regeringen det seneste år kraftigt lempet både penge- og finanspolitik, hvilket har hjulpet til at sætte fut i økonomien. For det andet er »chokeffekten« fra handelskrigen ved at lægge sig.

De positive tal fra Kina har mandag morgen også smittet positivt af på aktiemarkedet. I Asien er der grønne tal på alle store børser, mens futures for de europæiske og amerikanske aktier signalerer en positiv åbning begge steder.

 

 

Tre forhold, investorerne bør holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen for Nordnet fremhæver tre forhold, som investorerne bør holde med mandag:

  • Stærkere end ventede PMI-data for den kinesiske fremstillingssektor løfter aktiemarkederne i Asien. Giver det en tilsvarende god indledning på ugens aktiehandel i Europa og Danmark?
  • Chemometec bragte sig selv i en uheldig hovedrolle fredag, da en klodset håndtering af et ledelsesskifte, nærmest fik investorerne til at panikke, og aktien sluttede med et kursfald på 20 procent. Noget kunne tyde på, at indtjening og kursudvikling er vokset betydeligt hurtigere end de kommunikative kompetencer. Weekendens udmelding om den nye ledelse bør skabe ro og få aktien til at stige igen. Spørgsmålet er blot hvor stor en del af fredagens fald, som bliver indhentet i dag?
  • Den britiske valgkamp er på vej ind i sin afgørende fase forud for næste uges valg. Den amerikanske præsident, Donald Trump, kommer til Storbritannien på besøg. Tidspunktet bekommer næppe Boris Johnson særlig vel. Han vil forsøge at holde præsident Trump og hans udtalelser om mangt og meget ude af valgkampen, idet de skader mere, end de gavner. Vil det lykkes, og har investorerne stadig tillid til, at Boris Johnson vil vinde så komfortabelt, at han kan sikre sig det absolutte flertal?

Det sker på markederne

Aktier i Asien:
Nikkei 225: +1 pct.
Hang Seng: +0,4 pct.
Shanghai Composite: +0,01 pct.
Kospi: +0,2 pct.

Futures i USA og Europa:
S&P 500: +0,3 pct.
Dow Jones Industrial Average: +0,3 pct.
Nasdaq: +0,3 pct.
Stoxx Europe 50: +0,2 pct.