God morgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.

I dag skal vi høre om, at der også er gode nyheder, mens danskerne bliver stadig mere plaget af inflationen. Vi skal også høre om jyske udlejere, der ikke vil hæve lejen trods de mange prisstigninger,og en dansk fodboldstjerne. Men vi starter med en mindre god nyhed for de danske virksomheder.

Tysk nedtur rammer dansk eksport for milliarder

Nedturen i den tyske økonomi kan gå hen og blive noget værre end ventet, og det kan sende dansk eksport for over 50 milliarder kroner i farezonen. Det skriver finans.dk.

Det er situationen på gasmarkedet de seneste uger, der ifølge Deutsche Bank står til at ramme den tyske økonomi som i en hammer det kommende år. Tidligere troede banken, at energikrisen vil give et mindre dyk i aktiviteten, men nu mener banken, at det tyske BNP kan stå over for et fald på omkring fire procent det kommende år.

Det vil ramme den danske eksport til Tyskland meget bredt, men det vil først og fremmest ramme de danske virksomheder, som eksporterer til den tyske industri. mener cheføkonom i Dansk Industri, DI, Allan Sørensen.

Danske virksomheder omsætter for omtrent 170 milliarder kroner i varer og tjenester om året i Tyskland. De cirka 53 milliarder kroner er vareeksport i form af underleverancer og maskiner. Det er først og fremmest den del af eksporten, som har en stor risiko for at blive ramt af de dårligere tider i den tyske økonomi.

Det kan føre til fyringer i mange danske virksomheder og kan også sætte sig i en lavere vækst herhjemme, mener DI og Danske Bank.

Ejendomsinvestorer beskyldt for at være grådige

Priserne og inflationen er banket i vejret, men fra to jyske boligudlejere lyder meldingen, at trods udviklingen er lejerne hos dem fredet mod stigninger. Alt andet vil ikke være »retfærdigt«. De jyske udlejere kommer samtidig med en hård kritik af ejendomsinvestorer i København. Det skriver Berlingske.

Pierre Legarth er Koldings største ejendomsinvestor. Han har ikke meget tilovers for de udlejere i blandt andet København, der hæver huslejen, bare fordi de kan.

»Inflationskrisens største synder er grådighed, for jeg tror, at rigtig mange har udnyttet krisen til at hæve priserne og nu også huslejerne,« siger Pierre Legarth.

Han mener, at hans faktiske udgifter slet ikke er steget i samme omfang som inflationen, og derfor har han ikke samvittighed til at hæve huslejen så meget.

Samme melding lyder fra Flemming Schantz, direktør i og indehaver af Schantz Ejendomme i Varde.

Han kan hellere ikke se, hvilke ekstra udgifter han skulle have fået, som skulle retfærdiggøre at hæve huslejen.

»Jeg er jo ikke en kæmpe koncern, men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, at det skulle blive så meget dyrere at drive ejendomme i 2023. Heller ikke i København,« siger han.

Udtalelserne skal ses i relation til, at regeringen med sine støttepartier udarbejdet et lovforslag om et huslejeloft, der skal hastebehandles i Folketinget torsdag. Ideen er, at udlejere ikke skal kunne hæve huslejen uden selv at have oplevet tilsvarende stigende udgifter.

EjendomDanmark medgiver, at andre udlejere handler ud fra mere »kyniske kalkuler« en de to jyske udlejere.

Landsholdsstjerne køber sig ind i Apple-kæde

Og så til sporten. Den danske Crystal Palace-spiller og fodboldlandsholdsspiller Joachim Andersen er trådt ind i ejerkredsen i Humac, der forhandler Apple-produkter, skriver Finans.

Ifølge cvr-registret ejer han 15 procent af kæden. Og æblet falder åbenbart ikke langt fra stammen, da Joachim Andersens far for et halvt år siden overtog Humac for at komme af med den daværende russiske ejer.

Joachim Andersens far, Jacob Andersen, skød 42 millioner kr. ind i Humac. Ejerne tæller nu Joachim Andersen, Jacob Andersen og advokaten Thomas Kræmer.

Danske giganter i vildrede om Rusland

Russerne har strammet skruen om danske virksomheder, der vil forlade Rusland ved at sælge deres russiske datterselskaber. Det skaber vildrede hos en række danske virksomheder. Det skriver borsen.dk.

Det er et nyt dekret, der betyder, at russerne skal godkende salg af datterselskaber, hvis ejerne kommer fra lande, der er på listen over »uvenlige lande«. Det er stort set alle vestlige lande.

Carlsberg er den danske virksomhed med mest på spil i det russiske. Det er otte store bryggerier med omkring 8.500 ansatte. De var før krigen værdisat til knap 20 milliarder kroner, men de er nu nedskrevet til ni milliarder kroner.

»Vi følger selvfølgelig lovgivningsmæssige samt politiske udmeldinger fra Rusland tæt, da de er relevante for, hvordan vi griber den igangværende salgsproces an,« lyder det i en skriftlig kommentar fra Carlsbergs presseafdeling.

Danfoss kan hellere ikke sige, hvad det nye dekret betyder for mulighederne for at sælge deres russiske forretning til dens tidligere ledelse.

Overfor Børsen giver seniorkonsulent i Dansk Industri, DI, Peter Bay Kirkegaard, udtryk for, at det nye dekret viser. hvor desperat den russiske økonomiske situation er. Sanktionerne virker, og russerne er desperate efter at fastholde udenlandsk viden, drift og investeringer, mener han.

En række varer falder i pris trods inflation

Den danske inflation har ramt det højeste niveau siden 1983, viser helt nye tal. Det gør ondt på de danske familier, men der er også lyspunkter med varer, som falder i pris. Det skriver finans.dk.

Via prisportalen Pricerunner har finans.dk tjekket priserne på 360 forskellige varegrupper, og resultaterne viser, at en række varer faktisk er faldet en del i pris.

Routere, emhætter og brætspil ligger i top. Lidt længere nede på listen finder man også vin og tv, der er faldet med henholdsvis 14,8 procent og 14 procent.

Der er ikke noget entydigt billede, der viser, hvilke varer som er dykket i pris. Men Katrine Barslev, der er forbrugeranalytiker og kommunikationsansvarlig i Pricerunner, ser først og fremmest en tendens. Og den handler om varer, som var populære under corona.

»For eksempel brætspil, vin og saftpressere. Det var det nogle ting, vi købte, som var lidt nice to have i den tid. Vi sad derhjemme, vi kedede os, vi havde ikke nogen udendørsaktiviteter og alt var aflyst. Så derfor forkælede vi os selv med for eksempel at lave lækker juice derhjemme,« siger Katrine Barslev.

Hun fremhæver, at her efter corona er brætspil og tv er blandt de ting, der nu kan være kommet i overskud på butikkernes lagre. Det høje udbud skaber et prisfald, fremhæver Katrine Barslev.

På 140 af de 360 varegrupper, der er med i undersøgelsen, er prisen enten faldet eller uændret.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har i dag fokus på disse tre ting:

Til formiddag offentliggøres den tyske ZEW indikator, og investorerne vil forsøge at afkode, om de stigende energipriser og ditto renter samt den uafklarede situation i Ukraine har fået investorer og virksomheder til at blive mere eller mindre pessimistiske.

De amerikanske aktier fortsatte sidste uges gode afslutning og lagde mandag ca. 1 procent oveni kursniveauerne. Også de danske aktier steg tæt på 1 procent, og noget kunne tyde på, at de stigende renter er ved at være et investeringsvilkår. Fortsætter den gode udvikling i dag?

Efter ECBs renteforhøjelse, hvor den danske Nationalbank fulgte med op, er bankaktierne steget markant. Det er helt efter forventningerne. Stigende renter betyder stigende forskel mellem bankernes indkøbspris på penge og udsalgspris (rentemarginalen), og det er godt for indtjeningen og styrker aktiekurserne.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

Dow Jones: +0,71 procent
S&P 500:  +1,06 procent
Nasdaq: +1,27 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.40:

Japan Nikkei: +0,15 procent
Hongkong Hang Seng: +0,41 procent
Kina CSI: +0,33 procent

Tak, fordi du læste med!