Business-overblik: Dansk bitcoinkonge taber trecifret millionbeløb i kryptocrash

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Niklas Nikolajsen har med base i Schweiz opbygget en stor forretning på investering i bitcoin. De seneste dages nedtur har nu kostet ham et tab på et trecifret millionbeløb. Fold sammen
Læs mere
Foto: Emil Hougaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen, og velkommen til torsdagens Business-overblik, der som altid klæder dig ordentligt på med de største historier fra erhvervslivet.

Vi fortsætter i boligsporet med historier om både overpriser og smarte familiefinter, der giver milliarder videre skattefrit. Vi skal selvfølgelig også runde nedsmeltningen på markedet for kryptovalutaer, efter at bitcoin har fået læsterlige klø på det seneste.

Boliger bliver solgt til overpris

Boligmarkedet er nu så glohedt, at næsten en femtedel af alle boliger bliver solgt til overpris. Ifølge nye tal fra Boligsiden blev 17 procent af alle lejligheder og 16 procent af alle villaer og rækkehuse i april solgt til over udbudsprisen, en kæmpe stigning fra henholdsvis 7,7 procent og 4,6 procent i januar 2020. Det skriver Finans.

Overpriserne er et resultat af danskernes store flyttelyst under og efter coronaepidemien, hvilket har gjort, at udbuddet af boliger er faldet markant. EDC, Danmarks største ejendomsmæglerkæde, fortæller til Finans, at det højeste overbud, den har fået i år, var på et sommerhus på Djursland i Østjylland, hvor køberen bød 2,5 millioner kroner over salgsprisen på 3,995 millioner kroner.

Curt Liliegreen, projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter, siger til mediet, at »det er ret så voldsomme tal«, og at det indikerer, at boligpriserne kan stige yderligere. Huspriserne er allerede steget godt 14 procent over de seneste 12 måneder på landsplan, og næsten 30 procent i København.

Både Finanstilsynet og Nationalbanken har opfordret politikerne til at dæmme op for de store prisstigninger på boligmarkedet.

Favoritfidus giver boligejere milliardgevinst

18 milliarder kroner. Så meget har tusinder af danskere fået ud af at udnytte muligheden med at handle ejendomme til familiepriser. Det viser en ny analyse fra tænketanken Cevea, som Berlingske har kigget nærmere på.

Det drejer sig om finten med at sælge ejendomme til familiemedlemmer til 15 procent under de offentlige vurderinger, der – i takt med at boligpriserne galoperer derudaf – er blevet en mere og mere lukrativ mulighed. Når de nye offentlige vurderinger kommer i 2024, vil familier kunne sælge til 20 procent under vurderingen, hvilket har fået Cevea til at komme med et opråb til politikerne om at genoverveje ordningen.

»Prisen ved familiehandler er i de år, hvor de fleste handler foregår, i gennemsnit en million kroner lavere end ved frie handler,« siger adjunkt Carsten Andersen fra Aarhus Universitet, der har været med til at udarbejde analysen.

»Den slægtning, der får overdraget formuen, realiserer gevinsten relativt hurtigt. Det tyder på, at ordningen med familiehandler i høj grad anvendes til skattefri overdragelse af formue frem for primært at have beboelse for øje. Det er en effektiv metode til at undgå gave- og boafgift,« siger han.

Bitcoins nedtur koster dansk bitcoinkonge millioner

Den danske bitcoinkonge Niklas Nikolajsen har tabt et trecifret millionbeløb efter den seneste nedsmeltning blandt kryptovalutaer. Det fortæller han til Børsen, efter at bitcoin onsdag dykkede cirka 30 procent og nærmede sig 30.000 dollar.

Der er flere grunde til, at bitcoin har fået en hård medfart på det seneste. Tesla-bossen Elon Musk startede et stormløb på kryptovalutaen, da han sagde, at Tesla ikke alligevel vil acceptere bitcoin som betaling for sine elbiler. Onsdag var det Kina, der jagede kniven ind, da landets centralbank annoncerede nye, skrappe restriktioner, der blandt andet betyder, at kryptovalutaer ikke kan anvendes af finansielle institutioner.

Selvom nedturen har været dyr for Niklas Nikolajsen, er han dog ikke bekymret for sin fremtid som bitcoininvestor.

»Der er lidt panik i markedet, men ikke her. Det er de svage hænder, der bliver rystet ud af markedet. Selv har jeg mistet et trecifret millionbeløb i kroner, men jeg er sikker på, at jeg om to til tre år vil være glad for, at jeg ikke er gået i panik,« siger han til Børsen.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Strammere pengepolitik i USA?

Den amerikanske centralbank er nu begyndt at forberede investorerne på, at tiden med den ultraløse pengepolitik på et tidspunkt vil komme til en ende. Onsdag publicerede centralbanken, også kendt som Federal Reserve eller bare Fed, sit referat fra sit pengepolitiske møde i april, og deraf fremgår det, at flere medlemmer snart gerne vil se på, hvordan man får afsluttet bankens massive opkøbsprogram.

Det skriver flere internationale medier, herunder Wall Street Journal.

Bankens enorme opkøbsprogram blev udvidet betydeligt under coronakrisen sidste forår, men nu frygter mange økonomer, at det vil føre til hurtigt stigende inflation. Derfor er der på finansmarkedet stor debat om, hvornår Federal Reserve begynder at reducere opkøbsprogrammet og sætte renten op.

»Hvis vi kom til et punkt, hvor vi var trygge på sundhedssiden, at pandemien stort set var bag os og ikke ville komme tilbage på en eller anden måde, så tror jeg, vi kunne tale om at justere pengepolitikken,« sagde James Bullard, chef for centralbanken i St. Louis.

»Jeg tror ikke helt, at vi er der endnu, men det ser ud til, at vi kommer tættere på.«

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har i dag fokus på disse punkter:

  • Maersk Drilling leverer en opdatering for første kvartal. Siden selskabet blev udskilt fra Mærsk for to år siden, har aktiekursen på trods af et gedigent comeback været udskældt. Stigende oliepriser og udsigt til en økonomisk global genoplukning, har fået investorerne til at vejre bedre aktietider.
  • Referatet fra mødet i den amerikanske centralbank, Federal Reserve, indeholdt ikke meget store overraskelser. Økonomien har stadig behov for en understøttende hånd, men tiden kan være kommet til en neddrosling af opkøbsprogrammer af obligationer. Offentliggørelsen af referatet har ikke haft nogen væsentlig betydning for hverken aktier, renter eller den amerikanske dollar efterfølgende.
  • Frem og tilbage er procentuelt ikke lige langt. Ikke desto mindre er bitcoin tilbage, hvor den større nedtur begyndte i går – ved 40.000-dollarmærket. Bitcoin var en overgang i går nede under 32.000. Investorerne spørger sig – med rette – om det bedste er bagved og ikke foran den uregerlige kryptovalutas prisudvikling?

Det sker på markederne

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: -0,48 procent
  • S&P 500: -0,29 procent
  • Nasdaq: -0,03 procent

Asien – indeks torsdag kl. 06.20:

  • Japan Nikkei: +0,03 procent
  • Hongkong Hang Seng: -0,74 procent
  • Kina CSI: -0,29 procent