God morgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik!
Verdens i forvejen rigeste mand fik natten til fredag 75 procent af den amerikanske elbilproducent Teslas aktionærers opbakning til verdenshistoriens største lønpakke trods modstand fra flere fremtrædende investorer.
På generalforsamlingen i Austin i Texas gik topchef Elon Musk på scenen, mens robotter dansede, for at fejre sin sejr. Den giver ham aktier for helt op til en billion dollar (et ettal med tolv nuller eller 6,47 billioner kroner) over de næste ti år, selv om den reelle værdi efter betalt skat »kun« er på 878 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Kravene til Musk, der selv ejer lige over 20 procent af aktierne i Tesla, er blandt andet, at han skal øge Teslas markedsværdi fra lige nu 1,4 billioner dollar til 8,5 billioner over det næste årti, samt at der skal køre en million selvkørende Tesla-taxier rundt. Så vil han få tildelte hundreder af millioner af nye aktier.
Elon Musk sagde fra scenen, at »hvad vi er ved at påbegynde, er ikke blot et nyt kapitel i Teslas fremtid – men en helt ny bog«, mens nogle aktionærer hujede.
Teslas bestyrelse, der blandt andet tæller Elon Musks bror, havde inden afstemningen advaret om, at Musk risikerede at forlade selskabet, hvis ikke lønpakken gik igennem, og at Tesla ikke havde råd til at miste ham.
Flere store aktionærer stemte imod lønpakken, som de fandt unødvendig og voldsomt stor, mens andre mente, at den ville sikre Elon Musks fokus på Tesla.
Status på markederne

Dagens vigtige
Boligfesten breder sig til andre kommuner end København. Køberne oplever fortsat rødglødende boligpriser i hovedstaden. Men prisstigningerne tager nu også fart andre steder end i hovedstaden, viser en opgørelse over, hvor priserne stiger mest, og hvor de ligefrem falder, skriver Berlingske.
**
Analytiker: Novo accepterer milliardtab i aftale med Trump om billigere fedmemedicin. Novo Nordisk sænker priserne på Ozempic og Wegovy i USA. Analytiker peger på økonomisk tab – men også nye muligheder, skriver Berlingske.
**
Tusinder af fly aflyses i travleste lufthavne. USAs tre største flyselskaber – American Airlines, United Airlines og Delta – aflyser fredag tilsammen næsten 600 indenrigs flyafgange på grund af nedlukningen af det offentlige i USA. Det skriver Financial Times.
Flyvelederne er blandt dem, der i en måned ikke har fået løn, fordi USAs kongres endnu ikke har godkendt en finanslov. Derfor bliver flytrafikken i de 40 største lufthavne – heriblandt New York, Los Angeles, Washington, Dallas/Fort Worth, Miami og Seattle – over de næste dage reduceret med ti procent af hensyn til flysikkerheden. Den internationale flytrafik fortsætter indtil videre uændret.
**
Værste nedtur for Kinas eksport siden februar. Kinas eksport faldt uventet i oktober efter måneders hektisk aktivitet for at undgå Donald Trumps straftold. Eksporten i verdens næststørste økonomi faldt med 1,1 procent, det dårligste resultat siden februar, hvor den i september var på 8,3 procent. Analytikere havde ventet en oktobervækst på tre procent.
Tallene skaber bekymring om en bredere, økonomisk indvirkning af handelskrigen mellem USA og Kina, som endnu ikke er løst, skriver nyhedsbureauet Reuters.
**
Købstilbud på Bavarian braser sammen – aktien styrter ned. Natten til torsdag udløb to kapitalfondes tilbud på at købe Bavarian Nordic. Nu har selskabet meldt ud, at det ikke er lykkedes at overtage og afnotere selskabet fra børsen. Aktien styrtdykker, skriver Berlingske.
God fredag og god weekend!



