Godmorgen og velkommen til et overblik over torsdagens erhvervsnyheder.
Vi begynder hos kollegerne på Børsen.
DI: Danmark henter ekstra eksport for 66 milliarder kroner i ny EU-kasse
For dansk erhvervsliv er der mindst 66 milliarder kroner at hente i ekstra eksportgevinst, når milliarder af euro snart begynder at strømme ud fra EU-landenes historisk store fælles hjælpekasse, der efter recessionen skal skabe fornyet vækst i EU.
Det skriver Børsen.
Buddet på størrelsen af den potentielle danske gevinst kommer fra Dansk Industri (DI), der selv har afsat et »trecifret millionbeløb sammen med Udenrigsministeriet«, for at danske virksomheder kan få flest mulige ordrer ud af de kommende EU-penge, der tælles i et firecifret milliardbeløb i kroner – 750 milliarder euro eller 5.587 milliarder kroner
»Når jeg ser i min historiebog, er de ord, der falder mig ind, at det er en ny Marshall-hjælp. Det er ekstremt, ubegribeligt store summer efter en ubegribeligt stor europæisk og global krise,« siger DIs administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen, der understreger, at det er »centralt vigtigt, at de historiske summer kickstarter EU, der udfordres af både Asien og USA«.
Mange kommuner har øget beskæftigelsen under pandemien
Det har ikke kun været ren nedtur på arbejdsmarkedet i pandemiens første år. Mange kommuner har øget beskæftigelsen, viser en ny opgørelse fra Dansk Erhverv, som Finans omtaler.
Beskæftigelsen er steget i 32 ud af landets 98 kommuner under den dybe økonomiske krise, som udgjorde pandemiens første år. I toppen finder man blandt andet tre københavnske vestegnskommuner – Brøndby, Hvidovre og Ballerup – men også Horsens og Roskilde ligger ifølge opgørelsen godt til.
»Det har bestemt ikke været en landsdækkende krise. Nogle dele af landet har gjort det ganske godt. Det er en meget fragmenteret historie,« siger Tore Stramer, cheføkonom i Dansk Erhverv.
Opgørelsen dækker perioden fra februar til december 2020 og opgør antal fuldtidsbeskæftigede efter arbejdssted.
Kommuner, der har oplevet stigninger i beskæftigelsen, udmærker sig blandt andet ved ikke at være afhængige af de hårdest ramte brancher, som tæller blandt andet oplevelsesindustrien, luftfart samt hotel- og restaurationsvirksomheder.
Halvdelen af landets hoteller er lukkede, men får ikke samme hjælp som tvangslukkede
Landets hoteller er ikke tvangslukkede, men tæt på halvdelen har valgt at holde lukket som følge af andre restriktioner. Derfor kan hotellerne ikke få samme kompensation som tvangslukkede virksomheder, skriver vi selv på Berlingske.dk.
Et år inde i coronakrisen står branchen tilbage som et af de steder, der har været allerhårdest ramt. Tallene i hotelbranchen taler deres tydelige sprog.
HORESTA, brancheorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, opgjorde tabene i 2020 på baggrund af tal fra Danmarks Statistik. Hotelbranchens omsætning var tæt på halveret sammenlignet med 2019, kun overgået procentvist af luftfarten og rejsebureauer.
Et fald svarende til mere end otte milliarder kroner. Siden er det kun blevet værre. En særkørsel fra Danmarks Statistik viser, at 19 aktive hotelvirksomheder gik konkurs i 2020, hvilket alene har ramt 212 fuldtidsstillinger.
Hotelbranchen tilhører en styrtblødende oplevelsesindustri, som Erhvervsministeriet vurderer har tabt 31 milliarder kroner i omsætning i 2020. 28 af milliarderne er tabt i hovedstadsområdet. De seneste tal fra Danmarks Statistik for antallet af hotelovernatninger i Danmark i januar viser, at der var 78,4 procent færre overnatninger end i januar 2020.
Tre ting, som investorerne skal holde øje med
Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet peger på tre ting, som investorerne skal holde øje med i dag:
Der er møde i Den Europæiske Centralbank (ECB) med efterfølgende pressekonference. ECB ændrer ikke ved sine renter, men der er kommentarer på det efterfølgende pressemøde. Har ECB og Christine Lagarde noget at sige til om de stigende renter, som de seneste uger har gjort aktieinvestorerne nervøse?
Selvom Nasdaq-indekset tirsdag havde en af sine bedste dage meget længe, har investorerne i stor udstrækning fortsat fokus på rentefølsomme bankaktier. Kan stigninger på to-tre procent i USA i går blive fulgt op af danske bankstigninger?
ISS afleverede som forventet en meget forsigtig guidance for 2021 i forbindelse med sit årsregnskab for 2020. Alligevel er aktien kravlet op med mere end ti procent siden regnskabstallene. Er investorerne begyndt at indstille sig på (håbe på), at den nye direktør, Jakob Aarup-Andersen, har sat forventningsbarren så lavt, at ISS kun kan overraske positivt?
Det sker på markederne
Indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: +1,46 procent
S&P 500: +0,60 procent
Nasdaq: -0,04 procent
Aktier Asien – torsdag kl. 06.10
Japan Nikkei: +0,44 procent
Hongkong Hang Seng: +1,60 procent
Kina CSI: +1,78 procent