Godmorgen og velkommen til torsdagens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Firma brød med lydgigant – nu har de fået fart på
Argentinsk inflation på himmelflugt – er steget med 124 procent
Manglende løn kan spænde ben for fædres barselsorlov
Ud med kronen, siger flere svenskere
Men vi begynder med historien om, hvordan dårlig ledelse får de unge til at føle sig udbrændte.
God læselyst!
Dagens hovedhistorie
Dårlig ledelse slider på de unge
Unge talenter føler sig demotiverede og udbrændte, men hvorfor?
En undersøgelse lavet af det internationale rekrutteringsbureau Academic Work viser, at 32 procent af de adspurgte unge peger på dårlig ledelse som den primære årsag til, at de har følt sig udbrændte på deres arbejdsplads. Det skriver Børsen.
Christoffer Svensson, administrerende direktør hos Academic Work, siger, at det både gælder individuelle lederes indsats samt en virksomheds overordnede betingelser for at nå et strategisk mål:
»Det er dårlig ledelse i form af mangel på klare forventninger og i nogle tilfælde anerkendelse, der kan være med til at forårsage unødig stress hos unge. Den form for mangelfuld ledelse i sammenhæng med det tempofyldte miljø, der hersker både i samfundet og i privatsfæren, er en dårlig kombination.«
Det skriver andre medier om
1. Firma brød med lydgigant – nu har de fået fart på
Virksomheden Icepower gjorde ikke meget væsen af sig, da B&O ejede virksomheden. Men siden bruddet med B&O har Icepower fået fart på, skriver Børsen. Virksomhedens regnskab fra 2022/2023 viser, at overskuddet efter skat stiger til 30 millioner kroner og bruttofortjenesten med 18 procent til 138 millioner kroner. Egenkapitalen ligger nu på 105 millioner kroner. Icepower er gået fra at levere komponenter til forstærkere og andet audioudstyr til at udvikle helt færdige produkter, og nu er målet at ramme en milliard i omsætning inden for fire-fem år.
2. Argentinsk inflation på himmelflugt
Den argentinske inflation steg mere end forventet i Argentina sidste måned efter en brat devaluering af landets valuta, og det forværrer Argentinas økonomiske krise forud for præsidentvalget i oktober. Det skriver Bloomberg. Forbrugerpriserne steg således med 12,4 procent fra juli til august, hvilket er den højeste månedlige stigning siden 1991, hvor landet oplevede hyperinflation. Det betyder, at landets inflation er steget 124,4 procent det seneste år.
3. Ud med kronen, siger flere svenskere
Flere og flere svenskere vil bytte kronen ud med euro. Siden maj er opbakningen til at skifte valuta i vores naboland gået op fra 19 til 30 procent, viser en meningsmåling fra Dagens Nyheter og meningsmålingsinstituttet Ipsos. Det er især den svækkede, svenske krone, der har fået flere til at ønske sig euro. Modstanden er dog stadig stor, selv om den er faldet fra 54 til nu 47 procent, skriver det norske erhvervsmedie E24.
Det skriver vi om
1. Manglende løn kan spænde ben for fædres barselsorlov
Da Folketinget i fjor vedtog en ny barselslov, var det erklærede mål at få mange flere mænd til at bruge øremærkede uger med deres helt små børn. Men de nye regler blev ikke fulgt af en garanti for løn under orlov til de fædre, der er underlagt funktionærloven - og det kan ifølge flere fagforbund være med til at spænde ben for, at de tager barslen. Beskæftigelsesministeren erkender problemet og lægger op til en diskussion om funktionærloven. Læs historien her.
2. Skatteminister til måbende boligejere: Nye vurderinger er helt efter bogen
Det er helt korrekt, når grunde vurderes til at være mere værd end grunden og boligen tilsammen i de nye ejendomsvurderinger. Det slår skatteminister Jeppe Bruus (S) fast efter voldsom kritik. Læs historien her.
Det bør du også læse
Mærsk-familie i historisk skridt: Vil bruge milliarder på grønne fabrikker over hele verden
Mærsk-familien er klar med en stor satsning på grønt brændstof. Et nyt dansk selskab – som Mærsk kommer til at eje sammen med familien bag den danske virksomhed – har fået betydelige summer til at opbygge et net af klimafabrikker over hele verden. Læs historien her.
Nu kan du blive endnu klogere på din privatøkonomi: Tilmeld dig nyt nyhedsbrev her
Berlingske fokuserer nu endnu mere på din personlige økonomi. Det sker i nyhedsbrevet »Dine penge«, som sendes første gang 18. september. Du kan tilmelde dig nyhedsbrevet nedenfor. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: -0,20 procent
S&P 500: +0,12 procent
Nasdaq: +0,29 procent
Asien – indeks torsdag kl. 7.10:
Japan Nikkei: +1,43 procent
Hongkong Hang Seng: -0,22 procent
Kina CSI: +0,04 procent
Tak, fordi du læste med!