Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen og velkommen til ugens sidste overblik.
Vi skal i dag runde den omfattende forsyningskrise, der var lige ved at slå kløerne i populære bamser på vej fra Asien, et flot regnskab fra en af landets rigeste mænd, Danish Crowns vækstplan for milliarder, og turistbranchen, der i den grad trænger til efterårsferie. Men vi starter hos Børsen og centralbankernes bekymring for tekonolgigiganterne.
Centralbanker: techgiganter kan blive bankmonopoler
Verdens teknologigiganter er ved at sætte sig på de globale betalinger og i gang med at udkonkurrere bankerne. Innovation er godt, men det kan føre til misbrug og monopoler. Det skriver Børsen.
I 2013 tog danskerne entusiastisk MobilePay til sig fra Danske Bank. Siden da har særligt Apple og kinesiske Alipay fået milliarder af mobilbetalende kunder – og tilbyder nu også en række andre ydelser som lån og formuepleje.
Det er en udvikling, der følges tæt, særligt af øjne i verdens centralbanker. For de har alle til opgave både at sørge for, at der er effektive måder at betale på. En række centralbankchefer hilser innovationen velkommen, men frygter at det kan ende med at teknologigiganterne bliver til bankmonopoler.
»Den innovation, som teknologiselskaberne kommer med, kan potentielt skabe en strukturel ændring af både betalinger og den finansielle sektor,« påpegede Mexicos centralbankchef, Alejandro Diaz de Leónvirtuel på en konference om teknologiselskaber og banker, arrangeret af Bank for International Settlements, også kendt som »centralbankernes centralbank«. Og han er langt fra den eneste centralbankchef, der er bekymret. Også Yi Gang, chef for Kinas centralbank, udtrykte på samme konference bekymring.
Coloplast-arving mangedobler årets overskud
Coloplast-arving Niels Peter Louis-Hansen betragter årets resultat i sit personlige holdingselskab »som særdeles tilfredsstillende og over det forventede«, og det har han god grund til.
Vellykkede investeringer betyder nemlig, at overskuddet i N.P. Louis-Hansen mangedobles og lander på lige knap fem milliarder kroner. Sidste år lød resultatet på 1,2 milliarder kroner.
Det skriver Finans.
I regnskabet for 2020/2021 fremgår det, at udviklingen primært skyldes positive kursreguleringer på investeringer. Forventningen er da heller ikke, at det kommende år vil tegne sig for et lige så markant overskud, men lande på et »væsentligt lavere resultat« og være afhængigt af udviklingen på de finansielle markeder.
Niels Peter Louis-Hansen, der er søn af Coloplast-stifterne Aage og Johanne Louis-Hansen, er en af landets rigeste mænd. Foruden sit personlige holdingselskab ejer han fortsat 20 procent af Coloplast. Den ejerandel er i skrivende stund knap 40 milliarder kroner værd.
Milliarderne fosser ud af turismen: hver tredje i fare for at lukke
At turistbranchen blev ramt af corona er ikke overraskende for mange. Men omfanget er måske – alene i 2020 tabte den danske turistbranche 40 milliarder kroner i omsætning.
Hver tredje virksomhed er nu så økonomisk presset, at den er i fare for at må lukke, og mange firmaer er endt i omfattende gæld for at overleve. Det skriver Finans.
De dystre tal fremgår af en analyse af de nyeste årsregnskaber for mere end 2.000 virksomheder i turisme- og oplevelsesbranchen, som Dansk Industri har udarbejdet.
Krisen har bidt sig yderligere fast i år, fordi omsætningen inden for turisme i først halvår af 2021 var 54 procent mindre end i samme periode af 2019. Det forklarer vicedirektør i DI, Henriette Søltoft.
»Der er meget stor risiko for, at mange virksomheder i erhvervet må lukke eller går konkurs, fordi de ikke er økonomisk polstret. Vi går ind i en lang og mørk periode, som for store dele af branchen er lavsæson med markant lavere aktivitet og omsætning,« siger Henriette Søltoft.
Butikker kæmper for at redde julen: »Ternet Ninja er fløjet ind fra Asien«
De danske detailkæder kæmper hårdt for at sikre varer nok i butikkerne op til jul. Generelt er de fleste butikker fortrøstningsfulde, men de omfattende forsyningsproblemer rundt om på kloden gør udsigterne for 2022 meget usikre. Det var lige ved at gå galt for Bog & idés forsyninger af Ternet Ninja-bamsen, hvis plads på en container fra Asien til Danmark blev snuppet af en højerebydende. Men så blev der i stedet booket plads på et fly til bamserne for at redde julen.
For pludselig er der alt for få containerskibe til at fragte de varer, som primært bliver produceret i Asien, til forbrugerne i Europa og USA. Det lå ellers ikke lige for, at verden skulle blive kastet ud i store forsyningsproblemer, da coronapandemien for alvor ramte i foråret 2020. Her begyndte de første store nedlukninger, og dengang annullerede virksomheder ordrer på stribe, og fabrikkerne i Kina satte produktionen på pause.
Ninja-bamserne er reddet, men langt værre står det til andre steder i verden. Forsyningskrisen betyder blandt andet, at der ud for store amerikanske havne i Los Angeles og Savannah ligger hundredvis af containerskibe og venter på at komme i havn. De amerikanske forbrugere har derfor grund til at være langt mere bekymret for julehandlen end danskerne.
Læs artiklen i Berlingske her.
Danish Crown planlægger milliardvækst men ikke via flere slagtede grise
12 milliarder kroner. Så meget vil Slagterikoncernen Danish Crown øge omsætningen med. En vækst der planlægges at blive drevet af både den eksisterende forretning, der allerede omsætter for 61 milliarder, og opkøb af forædlingsselskaber.
Det skriver Finans.
Den stigende fokus på bæredygtighed kunne ligne en trussel mod Danish Crowns vækstambitioner, men kan også vendes til en mulighed. De seneste år har Danish Crown arbejdet på at dokumentere og reducere udledningen af drivhusgasser fra produktionen på slagterier og gårde, fortæller Jais Valeur, der eradministrerende direktør for Danish Crown.
I samme boldgade ser han også plantebaserede fødevarer som et muligt vækstområde for Danish Crown.
»Jeg ser gerne, at vi gør mere på det område, og vi har netop gennemført en organisationsændring, som sikrer, at der bliver tilført flere ressourcer. Det er indiskutabelt et vækstområde, og vi har i forvejen kundekontakterne og logistikkæderne, som giver os gode muligheder for at vinde en del af markedet,« siger Jais Valeur.
Han understreger, at det ikke indgår i strategiplanen at skabe vækst ved at slagte flere grise. Ambitionen er at øge værdien af grisene ved at »forædle en større del af kødet«, forklarer han.
Tre forhold, investorerne bør holde øje med
Simon Kristiansen, senior investeringsstrateg i Nordea, har i dag øjnene rettet mod disse tre ting:
- Forbrugerne bærer en stor del af ansvaret for det højhastighedsopsving, vi har været igennem siden coronakrisen. Derfor er der stort fokus på, om købelysten er vedvarende høj til trods for de dårlige historier, som på det seneste har tynget stemningen blandt forbrugerne. Vi får i dag tal for det amerikanske detailsalg for september. Økonomerne forventer en nedgang på 0,2 procent sammenlignet med august.
- Lidt i samme dur får vi tal for forbrugertilliden, altså optimismen blandt husholdningerne. Det er University of Michigan, der står for den månedlige rundspørge blandt amerikanske husstande. Her forventer økonomerne, at optimismen er steget i oktober sammenholdt med måneden før.
- For de regnskabsinteresserede er Goldman Sachs' tredjekvartalsrapportering i dag en rigtig lækkerbisken. Finanssektoren har reddet bølgen af virksomhedsfusioner og opkøb, som har domineret den private sektor i kølvandet på krisen. Derfor er der en vis forhåbning om, at det er slået igennem på bundlinjen. Indtil videre har vi set nogle pæne regnskaber for finanssektoren, og vi håber, at Goldman kan holde den stime ved lige.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
- Dow Jones: +1,56 procent
- S&P 500: 1,71 procent
- Nasdaq: 1,73 procent
Asien – indeks fredag kl. 06.45:
- Japan Nikkei: +1,32 procent
- Hongkong Hang Seng: +0,83 procent
- Kina CSI: +0,29 procent