God morgen og velkommen til dagens Business-overblik.
I dag skal vi høre om, at der er rekordmange udlændinge på det danske arbejdsmarked. Vi skal også høre om plastikflasker, som er blevet meget populære, og en lidt nedslående spådom for de amerikanske aktier. Men vi starter med en nyhed for personer med lyst til skiferie.
Skiferie i Norge meget populært trods testkrav
Danskerne vil på skiferie i Norge. Det til trods for at nordmændene stiller krav om en negativ kviktest ved indrejse eller senest 24 timer efter ankomst. Det skriver finans.dk.
Dermed har salget af skiferier til det norske igen nået nye højder efter en række sløve år.
»Vi har solgt flere rejser til Norge, end vi gjorde i 2019 før coronakrisen. Mange skientusiaster har et opsparet behov for at komme på ski,« siger Berit Hjorth Rasmussen, direktør i Norsk Rejsebureau.
De norske krav om test gælder uanset, om man er fuldt vaccineret eller har været smittet med covid-19. Det har været med til at gøre nogle danskere nervøse.
I de seneste uger er rigtig mange danskere blevet smittet, og man kan have rester af smitten i kroppen flere uger efter. Mange danskere er derfor urolige for, at testen slår ud som positiv, men hos den norske ambassade i København understreger man, at risikoen er meget lille.
Ny rekord for udlændinge i danske job
Det er populært for udlændinge at komme til Danmark og arbejde. Antallet af udlændinge på vores arbejdsmarked sætter ny rekord her i jobfesten efter corona. Det skriver Berlingske.
Samlet set er der lidt over 320.000 udlændinge, der arbejder i Danmark, viser tal fra jobindsats.dk. Men en del af dem arbejder kun på deltid, og ifølge en analyse fra Dansk Industri var der i den forgangne oktober 266.000 fuldtidsbeskæftigede udlændinge på det danske arbejdsmarked. Det er rekordhøjt og svarer til 10,5 procent af den samlede lønmodtagerbeskæftigelse.
»Man kan efterhånden sige, at udlændingene er blevet en uundværlig del af det danske arbejdsmarked. Der er mange arbejdspladser, som ikke ville kunne køre rundt, hvis det ikke var for den udenlandske arbejdskraft,« siger professor og leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, Thomas Bredgaard.
Brugte plastflasker i meget høj kurs
Den grønne omstilling fortsætter for fuld kraft. Det gør, at brugte plastflasker er blevet særdeles populære hos rigtigt mange virksomheder som erstatning for ny oliebaseret plastik. Kampen er blevet så hård, at Coca-Cola vil have producenter af blandt andet tøj, havemøbler og legetøj til at holde sig væk fra de brugte flasker. Det skriver finans.dk.
Både LEGO og Coca-Cola ser de brugte plastflasker som den bedste bæredygtige plastløsning på nuværende tidspunkt. Det får Coca-Cola til at komme med en klar melding, for mange andre virksomheder er også interesserede i flaskerne.
»Vi skal have lov at genbruge den plastik, vi selv sender på markedet, og andre industrier skal ikke bryde dette loop ved at lave højkvalitetsplastik om til LEGO-klodser, tøj og havemøbler,« siger Annette Spanggaard, der er CSR-direktør i Coca-Cola Danmark til finans.dk.
Hos LEGO forventer man næste år at have de første bæredygtige klodser parat. De skal netop produceres af plastflasker.
EU har stillet krav om, at der i 2025 skal bruges mindst 30 procent genanvendt plast i nye flasker.
Svært år for amerikanske aktier
Det ser ud til at blive et svært år for de amerikanske aktier. Sådan lyder det fra Søren Dal Thomsen, partner og investeringsdirektør i formueforvalteren Secure Spectrum. Det skriver Dagbladet Børsen.
I 2021 skulle man nærmest bare købe op, men nu vil der komme bump på vejene, mener Søren Dal Thomsen.
De bump, han ser på vejen, er lønstigninger, høj eller stigende inflation og rentestigninger.
»De tre ting hænger sammen. Skubber du til lønudviklingen, skubber det til inflationen, som skubber til renten,« siger Søren Dal Thomsen.
Han mener dog, at hvis man kan holde hovedet koldt, skal man fortsat have aktier, for om tre til fem år skal de nok give seks til syv procent om året i afkast i gennemsnit.
Tre forhold, investorerne bør holde øje med
Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, har i dag fokus på en dag, hvor rystelserne efter den amerikanske forbundsbanks rentemelding rammer aktiemarkederne:
· Fra nøgletalsfronten er det ikke mindst værd at holde øje med udviklingen i den amerikanske servicesektor, når ISM for netop den sektor offentliggøres.
· Referatet fra det seneste FED møde viser, at medlemmerne diskuterede en hurtigere pengepolitisk stramning. I USA faldt aktierne markant. Hvor hårdt går det ud over de danske aktier?
· At dømme efter årets start, de større aktieudsving og udsigten til at investorerne for første gang siden finanskrisen kan se frem til varige renteforhøjelser, virker investorerne uforberedte. Hvis man ikke allerede har indrettet sin portefølje efter den nye virkelighed, er det tiden nu. Følger investorerne den henstilling?
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: -1,07 procent
S&P 500: -1,94 procent
Nasdaq: -3,34 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.10:
Japan Nikkei: -2,65 procent
Hongkong Hang Seng: -0,36 procent
Kina CSI: -0,16 procent