Godmorgen og velkommen til det hurtige Business-overblik tirsdag den 6. februar.

I dag runder vi blandt andet:

  • Ejendomsprofil venter flere krak i 2024

  • Rederier frygter bølge af efterspil oven på ekstraregninger

  • Tech-topchef: Teknologien kan redde velfærdssamfundet – men der sker ingenting

  • Krav om lobbyregister efter lukkede Novo-møder

Men vi begynder med salget af ejerlejligheder.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Boligskatter rammer ejerlejligheder – rekordstort fald

De nye boligskatter, som trådte i kraft ved årsskiftet, sætter sit markante præg på handelen med ejerlejligheder.

Ejendomsmæglerkæden Home har aldrig oplevet så stort et fald i salget af ejerlejligheder som i januar, hvor handelen dykkede med 17 procent i forhold til i december. Det skriver Finans.

Ændringerne gør omkostningerne som ejer af en typisk lejlighed omkring 1.000 kroner dyrere hver måned i København og flere omkringliggende kommuner sammenlignet med i 2023. Det har gjort det sværere for sælger og køber at blive enige om en pris.

»Der er nu placeret en skattekile imellem køber og sælger, der udfordrer markedet for ejerlejligheder. Lejlighederne er simpelthen mere værd for sælgerne end for køberne lige nu,« siger Bjørn Tangaa Sillemann, chefanalytiker i Danske Bank.

EDC, som er Danmarks største ejendomsmæglerkæde, oplever omvendt faldet i salget af ejerlejligheder i januar som mindre end frygtet. Her mener kommunikationschef Jan Nordmann, at »markedet klarer sig ganske hæderligt i januar 2024«.

Ifølge EDC faldt salget af ejerlejligheder i januar for hele landet med 27 procent, mens det i hovedstadsområdet, hvor skattereformen får størst betydning, »kun« er faldet med 23 procent.

Boligmarkedet som helhed er faldet med 5,5 procent siden december.

Det skriver andre medier om

1. Ejendomsprofil venter flere krak i 2024

2024 vil byde på flere krak blandt ejendoms- og byggeselskaber, for der kommer altid konkurser, lige før det hele vender, og konjunkturerne igen bliver bedre. Det vurderer en af ejendomsbranchens profiler, Peter Winther fra Colliers, over for Børsen. »En gammel talemåde siger, at natten er mørkest lige før daggry,« siger han, med henvisning til at udfordringer for ejendomsselskaber og -udviklere ofte kommer snigende.

2. Rederier frygter bølge af efterspil oven på ekstraregninger

Det er betydeligt dyrere at sende varer syd om Afrika i stedet for gennem Det Røde Hav, hvor konflikter nu raser. Derfor frygter danske tørlastrederier nu en bølge af retslige efterspil om, hvem der skal betale ekstraregningen for den lange omvej. For kunderne fastholder, at de vil have deres varer frem til tiden og til den aftalte pris, skriver Finans.

3. Krav om lobbyregister efter lukkede Novo-møder

Forskere og politikere vil have indført et register for lobbyister. Det skriver DR efter at have afdækket, hvordan ansatte fra Novo Nordisk inviterer borgmesteren og topembedsmænd i Kalundborg Kommune til diskrete, lukkede møder uden referat. »I Danmark har der i lang tid ikke været opmærksomhed på lobbyisme, og dét er vigtigt i forhold til transparens og for at sikre, at alt er i orden,« siger Wiebke Marie Junk, lektor ved institut for statskundskab på Københavns Universitet og forsker i lobbyisme.

Det skriver vi om

1. Tech-topchef: Teknologien kan redde velfærdssamfundet – men der sker ingenting

Debatten om kunstig intelligens er præget af for mange holdninger og for lidt viden, lyder det fra Netcompanys administrerende direktør, André Rogaczewski, der efterlyser beslutninger og handling fra politikerne. Læs historien her.

2. Mystisk russer sneg sig på et fly i København og endte i Los Angeles. Nu trækkes topminister ind i prekær sag: »Danmark skal ikke være en bananstat«

Sagen om den mystiske russer, der rejste fra København til Los Angeles uden billet, er langtfra slut. Flere politikere vil nu have justitsministeren til at forholde sig til, hvad der præcist skete en novemberdag sidste år. Læs historien her.

Det bør du også læse

Argentinas motorsav i politisk modvind

Argentinas præsident, Javier Milei, har lovet en revolution af det argentinske samfund. Men helt forventeligt har de første ni uger brudt på flere forhindringer på vejen, hvor dele af den politiske plan er blevet skudt ned. Har Milei så været en succes eller fiasko? Det afhænger af øjnene, der ser. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: -0,71 procent

  • S&P 500: -0,32 procent

  • Nasdaq: -0,20 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 7.10:

  • Japan Nikkei: -0,49 procent

  • Hongkong Hang Seng: +3,67 procent

  • Kina CSI Shanghai: +3,17 procent

Tak, fordi du læste med!

Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist