Business-overblik: Boligmangel vil presse priserne opad de næste mange år

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og kontrollerer aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Boligmangel kan sende priserne op i række kommuner rundt om i landet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jeppe Michael Jensen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik fra Berlingske Business.

Vi skal i dag forbi den danske energikæmpe Ørsted, og en ejendomsspekulant fra finanskrisen, der dukker op på ny, men først en opfordring til regeringen.

Sæt damp på kedlerne

Flere økonomer anbefaler nu regeringen, at den lægger op til at sætte ekstra damp på kedlerne, når finansminister Nicolai Wammen (S) mandag præsenterer regeringens udspil til finanslov for 2021. Det skriver Børsen.

Regeringen kan føre en mere ekspansiv finanspolitik ved at file på målsætningen om, at der skal være balance mellem de offentlige udgifter og indtægter i 2025. Derved kan der hentes yderligere milliarder, som regeringen kan bruge af, mener økonomerne.

Tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer mener, at med en stigende ledighed, faldende beskæftigelse samt en coronaepidemi, der lurer, er gode argumenter for at føre en ekspansiv finanspolitik.

Boligmangel giver pristigninger i større byer

En forventet stigning af tilflyttere til København og en række større provinsbyer kan sætte yderligere fart under boligpriserne. Det skriver erhvervsmediet Finans.dk, der forklarer, at årsagen til dette er, at der de næste ti år vil være udbredt mangel på boliger flere steder i landet.

»Der er 65 danske kommuner, som kommer til at mangle boliger i løbet af de næste år, hvis ikke der bygges langt flere boliger. Flere indbyggere er ikke altid lig med prisstigninger på ejerboliger, men man må sige, at disse kommuner har ekstra medvind på boligmarkedet,« siger økonom Anders Christian Overvad, Arbejdernes Landsbank, til Finans.dk

Banken har udarbejdet en analyse, som peger på, at det største behov for flere boliger især findes i København og en række omegnskommuner, mens det i Jylland især vil slå igennem i byer som Skanderborg, Aarhus og Horsens.

Kendt skatteadvokat i samarbejde med finansspekulant

Fire partnere fra stort advokathus involverer sig i ejendomshandler og lån med et netværk af ejendomsspekulanter. Netværket tæller en af finanskrisens hovedpersoner, Kenneth Schwartz Thomsen, som advokatpartnernes selskaber betaler som konsulent. Det skriver Berlingske.

Det er det århusianske advokatfirma TVC, der har en af landets største skatteafdelinger, som i flere år har samarbejdet med et kritiseret netværk af ejendomsspekulanter, som trækker tråde til finanskrisen. De fire advokater betaler så Kenneth Schwarts Thomsen som konsulent. Han var ejendomsspekulant, og hans lån i Roskilde Bank på godt 900 mio. kroner var en årsagerne til, at banken kollapsede i sommeren 2008. Herfra begyndte finanskrisen at buldre i Danmark.

Det er især bestyrelsesformanden i TVC, Torben Bagge, der har forbindelser til netværkets selskaber.

Store konkurrenter presser Ørsted

En række store konkurrenter er for alvor begyndt at presse Ørsted. Det er en tysk, en norsk og en britisk konkurrent, der er begyndt at puste Ørsted i nakken, og dette kan medvirke til at lægge pres på det fremtidige afkast hos Ørsted.

Det skriver Finans.dk.

Det er oliekæmper som britiske BP og norske Equinor, der går helhjertet ind på det lukrative i havvind. BPs grønne ambitioner er større end Ørsteds, og Equinor har skiftet topchefen ud til en chef med en mere grøn profil. Herudover har det tyske energiselskab RWE via børsen rejst et tocifret milliardbeløb, der skal anvendes på en grøn offensiv.

Topchefen i Ørsted, Henrik Poulsen, siger, at der vil være mange selskaber, som har en interesse i at opnå en markedsposition.

»Der bliver et større felt af konkurrenter og en øget konkurrenceintensitet,« siger Henrik Poulsen.

Tre forhold investorerne bør holde øje med:

Investeringsøkonomi Per Hansen, Nordnet, har noteret sig disse tre holdepunkter for ugens sidste børsdag:

· En ny dag og nye amerikanske aktieindekstoppe – og øjensynligt nye stigninger til Tesla? Kan ændring i aktiestørrelsen presse mere energi ud af aktien?

· Den amerikanske centralbank, FED vil overgå til en gennemsnitsbetragtning i stedet for en absolut inflationsgrænse på to procent. En mere afslappet tilgang til inflationen kan give lette rentestigninger. Spørgsmålet er, om dette har nogen indflydelse på aktierne i og med, at de faldende renter har betydet en hel del for aktieopturen.

· Betyder den amerikanske centralbanks let ændrede inflationspolitik, at rentenedturen er ved at have kulmineret? I så fald vil det være gode nyheder for bankerne, som har måtte se rentemarginalen skrumpe.

Markederne i dag:

USA - Lukkekurser torsdag:

Dow Jones: +0,57 pct.
S&P 500: +0,17 pct.
Nasdaq: -0,34 pct.

Asien - Indeks fredag kl. 06.30:

Japan Nikkei: +0,48 pct.
Hongkong Hang Seng: +0,87 pct.
Kina CSI: +0,51 pct.