Godmorgen og velkommen til fredagens Business-overblik!

I dag skal vi blandt andet forbi:

  • Et krympende globalt udbud af aktier

  • Et kinesisk firma, der vil forsøge at gøre Novo Nordisk kunsten efter

  • En fastfoodkæde, der vil genoprette sit omdømme i Mellemøsten

Men vi begynder med boligmarkedet i København, der sluger en for stor del af førstegangskøberes disponible indkomst, lyder budskabet fra ekspert.

God læselyst – og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Boligbyrden er for høj i København, og det kan betyde prisfald på lejligheder

Det er måske ikke første gang, du har hørt om bolighungrende unge mennesker i København beklage sig over, hvor dyrt det er at komme ind på markedet for første gang.

Men nu er der tal, der bakker brokkeriet op, skriver Finans.

Mikkel Høegh, der er boligøkonom og afdelingsdirektør i Jyske Realkredit, har på baggrund af tal fra Nationalbanken analyseret den gennemsnitlige boligbyrde for parcelhuse i Danmark og lejligheder i storbyerne. De viser, at en førstegangskøber i dag vil skulle bruge 52,9 procent af sin disponible indkomst for at få foden indenfor på boligmarkedet i København. I slutningen af 2020 var boligbyrden i København 38,9 procent.

»Det tal er for højt. Selvom der ikke findes et eksakt tal for, hvor høj boligbyrden må være, bør den ikke overstige 50 procent af den disponible indkomst,« siger Mikkel Høegh.

Derfor forudser boligøkonomen, at prisen på lejligheder vil falde med seks-syv procent i storbyerne.

Læs historien her.

Det skriver andre medier om

Det globale udbud af aktier krymper i en fart, der ikke er set i årtier

Selvom aktieudbuddet forventedes at stige i 2024, er det modsatte sket. Det skriver Financial Times. Virksomheder bliver nemlig ved med at købe deres egne aktier tilbage, på trods af at selve aktiepriserne er steget kraftigt i år. Med økonomier, der er på tilbagetog, burde de i teorien blive tilskyndet til at udbyde flere aktier til høje priser. Det afspejler en »vedvarende usikkerhed« blandt virksomheder i forhold til, at inflationen kan stige igen. Udbuddet af offentlige aktier er skrumpet med 120 milliarder dollar i år, viser tal fra J.P. Morgan, og hvis tendensen fortsætter, vil der for første gang siden 1999 være tre år i træk med et faldende udbud.

Kinesisk firma vil efterligne Novo Nordisk-succes

Medicinselskabet Hangzhou Jiuyuan Gene Engineering har efter eget udsagn udviklet noget, der minder om stoffet semaglutid, der er aktivstoffet i Novo Nordisks diabetesmedicin Ozempic og Rybelsus og i vægttabsmidlet Wegovy. Det skriver Børsen. Virksomheden skriver selv, at den har ansøgt de kinesiske lægemiddelmyndigheder om at få godkendt medicinen til salg, og hvis det lykkes, vil det være første gang, at en efterligning af semaglutid bliver godkendt. Novo Nordisks patent på semuglatid udløber i 2026, og herefter forventes det, at det kinesiske produkt kan lanceres.

McDonald's tilbagekøber alle sine israelske restauranter

Fastfood-giganten kom i voldsomt uvejr, efter at Alonyal, der indtil nu har ejet og drevet israelske McDonald's-restauranter, gav tusindvis af gratis måltider væk til israelske soldater efter Hamas' angreb på landet. Efterfølgende spredte der sig en boykot i Mellemøsten, efter at lande med muslimsk flertal som Kuwait, Malaysia og Pakistan udsendte erklæringer, hvor de tog afstand fra firmaet for dets opfattede støtte til Israel. De ringe spredte sig til hele verden, også Danmark, hvor McDonald's-restauranter er blevet angrebet med rotter. Nu har McDonald's indgået en aftale med Alonyal om et tilbagekøb af 225 restauranter i Israel, skriver BBC.

Det skriver vi om

1. Partier raser over »voldsom« udvikling i kommunerne – Dansk Folkeparti vil have et loft over akademikere

De er enige om, at udviklingen er problematisk. Men partierne har forskellige holdninger til, hvordan man nedbringer antallet af akademikere i landets kommuner.

Læs historien fra Kalle Kehlet her.

2. Kommer der en chokrenteforhøjelse i Norge? Alt går den gale vej

Der er løfter om rentenedsættelser i vores skandinaviske nabolande. Det giver måske mening i Sverige, mens situationen i Norge er langt mere kompliceret. Her går alt i den gale retning. En renteforhøjelse ser mere og mere sandsynlig ud.

Læs Ulrik Bies artikel her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

Dow Jones: – 1,35 procent

S&P 500: – 1,23 procent

Nasdaq: – 1,40 procent

Asien – indeks fredag kl. 08.05:

Japan Nikkei: – 2,01 procent

Hongkong Hang Seng: + 0,22 procent

Kina CSI Shanghai: – 0,18 procent

Tak, fordi du læste med!