Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik!
Berygtede erhvervsfolk står bag Danmarks hidtil største netværk af ulovlige Airbnb-lejligheder.
Jyllands-Posten kan afsløre, at over 170 københavnske lejligheder, der er tiltænkt helårsbeboelse, i stedet udlejes til en højere pris i kort tid ad gangen gennem blandt andet udlejningsplatformene Airbnb og Booking.com
Det er ifølge boligadvokat Jakob Busse »klart ulovligt. Og det er også strafbart«. Han bakkes op af advokatkollega Søren Saaby Hansen med speciale i bolig- og erhvervslejeret.
Ifølge avisen lejes lejlighederne ud til op til 7.400 kroner pr. nat af selskaberne Nest Collection, Nest Ejendomme A/S og Dehn-A Aps. Bag dem står iværksætteren Thorbjørn Braad, som tidligere var involveret i en webshopkarrusel med abonnementsfælder, og bolighajen Christian Dehn, som for tre år siden var hovedperson i TV 2-dokumentaren »Bolighajernes lette ofre«. De »afviser påstandene om ulovlig drift« men har nu sat »en intern verificering« i gang på adresserne »for at sikre, at alle forhold lever op til gældende lovgivning«.
Status på markederne

Dagens vigtige
Brancheformand: Ministers opgør med bureaukratiet er rent spin. Det blev solgt som en markant og målrettet indsats mod statens bureaukrati, da transportminister Thomas Danielsen (V) fjernede en stor bunke love og regler. Men det var rent spil for galleriet og gør ingen forskel i virkeligheden, lyder det nu fra en af branchens store organisationer. Ministeren undrer sig over den »faktuelt forkerte« kritik, skriver Berlingske.
**
Wegovy på abonnement kan hjælpe Novo. Alt fra abonnementer på en pakke Wegovy-fedmemedicin hver måned til salg gennem kæmpe supermarkedskæder kan bruges af medicinalgiganten Novo Nordisk til at genvinde markedsandele i USA i de kommende måneder. Det siger Novos USA-ansvarlige, David Moore, om det fremstød, som Novo er i gang med i USA. Analytikere tvivler dog på, om det er nok, skriver Finans.
**
Ørsted-fyringer rammer midt i historisk travlhed. Mens energigiganten Ørsted forbereder sig på en fyringsrunde, har udbuddet af havvind de seneste år været historisk højt. Alligevel har verdens største udvikler kun et enkelt projekt efter udgangen af 2027 på grund af manglende kapital, fordi selskabet ifølge aktieanalytiker Jacob Pedersen fra Sydbank har haft et for enøjet fokus på det amerikanske marked, hvor havvind er kommet i modvind hos Trump-regeringen, skriver Finans.
**
Skyttegravskrigen om Bavarian spidser til – snart 5.000 aktionærer har meldt deres modstand. En voksende gruppe småaktionærer samler sig i kampen mod to kapitalfondes opkøb af Bavarian Nordic. Med støtte fra næsten 5.000 investorer hævder initiativtagerne, at de kan stoppe handlen, men modstanden hviler indtil videre på et spinkelt grundlag af løse løfter, skriver Berlingske.
**
Guld sætter prisrekord. Prisen på guld satte onsdag morgen i Asien rekord på 4.016 dollar pr. ounce (25.600 kroner) – for første gang mere end 4.000 dollar. Siden nytår er guldprisen steget med mere end 50 procent, og på under to år er den fordoblet. Årsagen er den økonomiske og politiske usikkerhed i verden, hvor guld ses som den sikre havn for investeringer, fordi metallet forventes at bevare og øge sin værdi i turbulente tider, skriver BBC og Financial Times.
God onsdag!