Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik – det sidste i denne uge inden påskedagene.

I dag runder vi blandt andet:

  • Finanstilsynet langer ud efter stort investeringsselskab for vildledning i interessekonflikter

  • NVIDIA mister 36 milliarder på nye toldregler

  • Danskerne vælter ind på aktiemarkedet midt i Trump-kaos: Dette skal du være opmærksom på, hvis du hopper med

  • Perus tidligere præsident idømmes 15 års fængsel for hvidvask

Men vi begynder med Europas indre marked, der gør det dyrt og besværligt for virksomheder at vende handelsblikket derhen. 

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Handelsbarrierer på Europas »frie marked« svarer til toldsatser på 44 procent

USAs handelskrig mod verden har fået Europas ledere, almindelige mennesker og virksomheder til at søge hjem i Europas favn. Men Europas indre marked er ikke lige så frit, som vi ellers altid er blevet fortalt.

Det skriver Børsen med udgangspunkt i en analyse fra Den Internationale Valutafond IMF. Når man tager alle handelsbarrierer og forsøger at omregne dem til en konkret toldsats, ville det svare til, at vi i Europa havde en told på 44 procent, når vi handler internt med hinanden. 

Til sammenligning giver den samme omregning en »hypotetisk told« på 15 procent, hvis eksemplet er intern handel mellem USAs stater.

De administrative byrder gør det »uforholdsmæssigt dyrt« at handle på det indre marked i Europa, fortæller Rasmus Vad Andersen, der er international chef for blandt andet produktgodkendelser i Grundfos og forklarer forsimplet, hvordan EU-lovgivnings specifikke standarder lader vente på sig og tvinger virksomheder til bekostelige og administrativt tunge »work arounds«.

I sidste uge beskrev Finans, hvordan et stort flertal af danske virksomheder enten fastholder eller øger deres planer om tilstedeværelse i Europa. Her forklarede nogle af de virksomheder overfor Finans, at især uroen omkring Donald Trump har fået dem til at kigge hjem mod Europa. 

I den forbindelse blev det af Dansk Industris europapolitiske chef, Rikke Wetendorff Nørgaard understreget, at Europa har mange tillokkende værdier, som mange virksomheder eftersøger lige nu. Det handler blandt andet om stabilitet, retssikkerhed og et værdisæt, mange virksomheder kan se sig i. Men det blev også fremhævet, at Europas udfordringer med »tempo, enkelhed, investeringer og finansiering« forsinker overgangen fra planer til virkelighed. 

Det skriver vi om

1. Danskerne vælter ind på aktiemarkedet midt i Trump-kaos: Dette skal du være opmærksom på, hvis du hopper med

Hos to af landets største handelsplatforme oplever man lige nu en kæmpe interesse for aktieinvesteringer. Trumps toldkaos betyder nemlig voldsomme udsving – og for mange også kæmpe muligheder. Eksperter påpeger dog, at der også medfølger betydelige risici. Læs historien her.

2. Kraka-direktør advarer: Fagbevægelsens forslag kan sende dansk økonomi ud over kanten

Der er ikke råd til alle de politiske prioriteringer, der flyver rundt i debatten, lyder advarslen fra Kraka-direktør Peter Mogensen. Især et interview med formanden for Fagbevægelsens Hovedorganisation bekymrer ham. Læs historien her. 

Det bør du også læse

Overraskende førsteplads luner hos Apple, men problemerne står i kø

Den nye, mindre dyre iPhone 16e gør for første gang Apple til verdens største smartphonemærke i første kvartal. Topchef Tim Cook har dog stadig store udfordringer at bekymre sig om. Læs historien her. 

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.

Det skriver andre medier om

1. Finanstilsynet langer ud efter stort investeringsselskab for vildledning i interessekonflikter

Investorerne har ikke kunne vurdere potentielle skadevirkninger og trække egne forholdsregler ud fra mangelfuld orientering om interessekonflikter i det grønne investeringsselskab Obton Forvaltning. Det skriver Finans på baggrund af en redegørelse fra Finanstilsynet. Redegørelsen konkluderer blandt andet, at der er flere eksempler på, at de 4500 investorer har kunnet risikere, at Obton ikke handler i deres interesse, fordi selskabet er for tæt knyttet til moderselskabet, som Obton Forvaltning har delt ledelse og store dele af medarbejderstaben med. 

2. NVIDIA mister 36 milliarder på nye toldregler

NVIDIA er en af verdens førende mikrochipproducenter og kort efter børslukningen i går annoncerede det amerikanske selskab, at deres H20-chip nu vil kræve en særlig tilladelse for at kunne sælges i Kina. Det skriver BBC. H20-chippen bruges særligt til ai, og var tilpasset USAs restriktioner på eksportvarer til Kina. Ifølge CNBC solgte NVIDIA H20-chippen for op mod 100 milliarder danske kroner i 2024 og meldingen fik prognoserne for NVIDIAs aktie til at falde med næsten seks procent efter børslukningen. Ifølge NVIDIA selv, skal grunden til krav om den særlige tilladelse findes i USAs frygt for en kinesisk supercomputer.

3. Perus tidligere præsident idømmes 15 års fængsel for hvidvask

Perus tidligere præsident Ollanta Humala skal ind og afsone en 15 år lang straf for hvidvaskning af over 19 millioner kroner, der blev modtaget fra Venezuela og et brasilianske byggefirma og brugt til den tidligere præsidents valgkampagne i 2006 og 2008. Det skriver Financial Times. Det kom frem under retsmødet, at pengene blev overleveret i rygsække og kufferter med kontanter. Humala er den tredje tidligere præsident, der bliver dømt for korruption inden for de seneste 20 år og nu skal han afsone sin dom i et fængsel i udkanten af hovedstaden Lima, der er specielt bygget til at huse tidligere præsidenter. 

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: -0,4 procent

  • S&P 500: -0,2 procent

  • Nasdaq: -0,05 procent

Asien – indeks onsdag kl. 07:46:

  • Japan Nikkei: -1,59 procent

  • Hongkong Hang Seng: -2,71 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,59 procent

Tak, fordi du læste med, og rigtig god onsdag!