Business-overblik: Bankchefer er klar til at sende skatteregning videre til kunderne

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Hvis regeringen med statsminister Mette Frederiksen (S) i spidsen indfører en skat på bankerne på 1,5 mia. kr. for at finansiere tidligere pension for nedslidste, så vil regningen ryge videre til kunderne, lyder det fra to jyske banker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Godmorgen.

Vi indleder torsdagen med et par jyske bankbosser, som er stærkt utilfredse med en særskat til bankerne. Vi møder også to utilfredse ejendomsmatadorer, som påpeger, at det aldrig har været de private udlejeres opgave at sikre billige boliger til befolkningen. Og så skal de danske seniorer til at arbejde som de svenske, hvis man vil øge arbejdsudbuddet, konkluderer seniortænketank.

1
Jyske bankchefer til politikerne: Kunderne kommer til at betale

Regningen for særskat på 1,5 milliarder kroner til bankerne ender i sidste ende hos kunderne. Det påpeger to jyske bankchefer i et opråb til politikerne, som vil bruge pengene til at finansiere regeringens tilbagetrækningsreform.

Ifølge en artikel i Børsen er det nemlig ikke kun bankerne, der bliver ramt, men også almindelige danskere med plus på kontoen.

»Dengang det blev præsenteret, lød det jo, at det ikke ville ramme almindelige lønmodtagere, men specifikt bankerne. Det er jo simpelthen noget sludder. Man kan næsten garantere, at det kommer til at ramme bankkunderne,« siger Lasse Nyby, der er adm. direktør i Spar Nord, til Børsen.

Også adm. direktør John Fisker fra Ringkjøbing Landbobank er forundret over, at bankerne i hans øjne ender med at være indirekte skatteopkrævere. Han kalder det »så udansk, som noget kan være«. Bankforskeren Lars Krull fra Aalborg Universitet er enig med de to bankdirektører i, at det vil ramme bredt i samfundet, hvis man sætter en ekstra skat på bankerne.

2
Ejendomsmatadorer appellerer til staten om at sikre billige boliger

Det er statens opgave at sikre, at København er en by, som alle har råd til at bo i – og ikke de private udlejeres opgave. Det mener to af landets mest magtfulde ejendomsmatadorer, Mikael Goldschmidt og Lars Thylander. De ærgrer sig over den politiske storm, der har rejst sig i kølvandet på amerikanske Blackstones indtog på det københavnske boligmarked.

»Husk lige nu, hvem der har pligten. De svage i vores samfund skal beskyttes, men det er ikke en privat udlejers pligt. Det er og bliver en offentlig pligt,« siger Mikael Goldschmidt i et interview med Berlingske.

Han mener, at det politiske ansvar er forsvundet i debatten om Blackstone og den ændring af boligreguleringslovens paragraf 5.2, som politikerne er i gang med at forhandle om.

Også Lars Thylander, der har været professionel investor og udlejer i mere end 30 år gennem Thylander Gruppen, understreger, at 5.2-lovgivningen har løst den ønskede opgave i flere årtier.

»Det er en fin lov, som har skabt forbedrede boliger i København. De boliger er stadigvæk meget rimeligt prissatte. Hvis udlejer har sat lejen for højt, så er der et glimrende system, hvor lejer kan få testet sin husleje af i huslejenævnet,« siger Lars Thylander til Berlingske.

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

3
Seniortænketank: Svenske seniorer arbejder mere end de danske

Man kan øge arbejdsudbuddet med 50.000 personer, hvis man kan lokke danskere i aldersgruppen 55-64 år til at arbejde lige så meget som svenskerne. Det vurderer regeringens seniortænketank ifølge en artikel i Finans.

Paradoksalt nok kommer budskabet i en længe ventet rapport fra seniortænketanken samtidig med, at statsminister Mette Frederiksen (S) arbejder på at indføre en ny ret til folkepension før tid – altså i modsat retning.

»Et lille tankeeksperiment – hvis Danmark kunne komme op på det svenske niveau, ville det svare til at øge beskæftigelsen med omkring 50.000 personer. Ud fra et groft skøn ville dette svare til en forbedring af de offentlige finanser med ca. 13,5 mia. kr., et beløb højere end udgifterne til 20.000 sygeplejersker,« hedder det ifølge Finans i rapporten.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard ønsker ikke at kommentere rapporten, før den præsenteres torsdag.

Tre ting, investorerne skal holde øje med

Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen leverer her sit bud på, hvad investorerne skal holde øje med i dag:

  • Dansk forbrugertillid og beskæftigelsestal er dagens makronyheder fra Danmark.
  • Fra USA er det Philadelphia FED-indekset samt tal for de ledende indikatorer, som kan skabe overskrifterne.
  • USAs præsident Donald Trump har endnu ikke fået sin deleaftale på handelsområdet i hus, selv om det har været »nu«, »lige ved og næsten« og »i morgen kommer den, nok« – mange gange. Nu rapporterer medier, at selv en delaftale kan blive skubbet til det nye år. Investorerne bør ikke blive overraskede, hvis den næste »delaftale« bliver, at USA hæver toldsatserne endnu en tak for at forsøge at lægge pres på kineserne. I så fald vil det kunne mærkes på aktiemarkederne, fordi det vil »kalde på gengæld« og vil være udtryk for en dårlig forhandlingsstemning uden tilstrækkelige fremskridt.

 

Det sker på markederne

Indeks og udvikling i pct.

Aktier USA

S&P 500: -0,4
Nasdaq: -0,5
Dow Jones: -0,4

Aktier Asien

Nikkei 225: -0,8
Hongkongs Hang Seng: -1,6
China Shanghai Composite: -0,4
Sydkoreas Kospi: -1,6