God morgen.
På årets sidste dag, hvor vi kun er få på arbejde, skal du ikke snydes for de bedste erhvervsnyheder. I dag kan du læse om medicinalbossens nytårsfest, om hvorvidt de mange nybyggede hoteller tjener penge og så kan du læse om Arlas nye ostebøf, som er blevet et hit.
Godt nytår og velbekomme.
Novo-bossen kan finde champagnesablen frem
Lars Fruergaard Jørgensen blev mødt af et mindre bombardement, da han for knap tre år siden overtog jobbet som topchef i Novo Nordisk. Dengang blev det danske selskab på få uger ramt af fire forskellige sagsanlæg og anklager om prisfusk med diabetesmedicin.
Siden da er Novos aktiekurs steget med 50 pct., og Lars Fruergaard Jørgensen kan skyde nytåret ind med visheden om, at Novo Nordisk nu ikke længere har langt til tidligere kursrekorder, skriver Berlingske.
Opgøret med de utilfredse amerikanske investorer rumler ganske vist stadig i baggrunden, men med en slutkurs for 2019 på knap 387 kroner skal der ikke længere store kurshop til, før rekordniveauet fra august 2015 på godt 410 kroner er inden for rækkevidde.
Når Novo-aktien har kurs mod et større comeback efter den barske børsstorm fra 2016, skyldes det i al sin enkelthed, at selskabet er særdeles godt rustet til fremtiden med et særligt molekyle, der kommer til udgøre rygraden i den danske diabeteskæmpes milliardforretning.
Ifølge en omfattende kortlægning foretaget af Bloomberg Intelligence står Novo i en situation, hvor det danske medicinalselskab vil kunne kåres som en form for uofficiel verdensmester, når det kommer til væksten i salg af nye lægemidler.
Arlas nye ostebøf hitter
Kort før jul lancerede mejerigiganten Arla en bøf lavet af mælk. Og det er allerede blevet noget af en succes. I et samarbejde med fastfoodrestauranten McDonalds fik Crispy Cheese-bøffen hurtigt ben at gå på.
»Der blev lynhurtigt udsolgt. Nu skal vi lige se, hvordan det udvikler sig. Men har produktet virkelig ramt noget i Sverige, er det da oplagt, at vi vil tilbyde det til detailhandelen – også i Danmark. Og det kommer i det nye år i vores foodservice herhjemme,« oplyser Arla Danmarks direktør, Jakob B. Knudsen i dag til Børsen.
Markedet for produkter som skal erstatte kød har de seneste år vundet større og større indpas på det danske marked. Lars Aarup analysechef i Coop anslår overfor Børsen, at markedet svarer til omkring 300 mio. kr. årligt – ligesom analysechefen anslår, at der er potentiale for, at markedet vokser endnu mere i de kommende år.
Foruden ostebøffen har Arla tidligere på året lanceret en 100 procent plantebaseret mandelmælk hånd i hånd med en aftale om produktion og salg af produktet med det verdenskendte brand Starbucks.
Men Arla er ikke de eneste, som har fået øje på de sultne vegetarer, veganerer og fleksitarer. Konkurrenterne Thise og Naturmælk er begge klar til at lave plantebaserede produkter, ligesom Orkla-ejede danske Naturli' oplever stor succes med salg af deres plantefars.
Hotelbranchen leverer nyt milliardoverskud
Det går godt for den danske hotelbranche. Danske hoteller har haft fire år i streg med milliardoverskud.
Det viser en analyse af hotelbranchens resultater fra Dansk Brancheanalyse. I 2018 blev branchens nettooverskud på 1.537 mio. kr., hvilket er det næstbedste resultat nogensinde. Kun 2016 var bedre.
Resultatet skal ses i lyset af, at der sidste år kom ca. 2.300 nye hotelværelser på markedet, svarende til en stigning på 4,8 pct. Det er den største stigning siden 2010. Det skyldes, at der særligt i hovedstadsområdet er åbnet en stribe nye hoteller.
Også 2019 tegner til at blive et godt år for branchen, selvom der er åbnet flere nye hoteller.
»2019 bliver endnu et fint år, og det bliver bedre, end jeg forventede for et år siden. Det skyldes, at de mange nye hotelværelser er blevet absorberet af markant flere gæster,« siger Ole Egholm, direktør i Dansk Brancheanalyse til Finans.dk.
Til gengæld ser 2020 knap så lovende ud.
»2020 bliver et udfordrende år for branchen med en stor udvidelse af kapaciteten. Alt tegner imidlertid til, at 2020 bliver et godt år, hvis der ikke sker noget uforudset,« siger Ole Egholm.