God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
NVIDIA, der i aften aflægger regnskab som spås at »rykke hele markedet«
F&P der råber vagt i gevær over stadigt flere sygedagpengemodtagere
En opsigtsvækkende rapport, der peger på, at der kan undværes 27.000 offentlige akademikere i 2040 på grund af ai.
Konsulenthuset McKinsey, der skærer kraftigt ned på medarbejdere efter flere år i medvind.
Men vi begynder med Apple, der ruller en ny betalingsfunktion ud i Danmark.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Apple ruller Tap To Pay ud i Danmark
Apple har netop rullet en funktion ud i Danmark, der gør det væsentligt lettere for butikker og andre virksomheder at modtage betaling uden kortterminaler og gebyrer.
Det skriver Ekstra Bladet.
Funktionen hedder Tap to Pay og udrulles i Danmark og en række andre europæiske lande. Det betyder, at virksomheder kan tage imod betaling, så længe de bare har en iPhone ved hånden.
Forretninger eller privatpersoner kan tage imod betalinger fra et kontaktløst betalingskort som man kender det fra butikkernes kortautomater i dag – men blot ved at holde sin iPhone tæt butikkens eller den sælgendes iPhone.
Tjenesten er ifølge Ekstra Bladet en konkurrent til både dankortet og til betalingstjenesten MobilePay, som også bruges i mange mindre butikker og handler.
Ifølge Apple selv er al betalingsdata krypteret gennem samme teknologi, som mange danskere i forvejen bruger i Apple Pay.
Det skriver vi om
1. Opsigtsvækkende rapport: 27.000 offentlige akademikere kan undværes i 2040
Det har længe været et ønske fra skiftende regeringer at spare på den offentlige sektor, dog uden held – sektoren er kun vokset i udgifter. Men nu tyder det på, at kunstig intelligens har potentiale til at spare tusindvis af løntunge akademikere væk i fremtiden, viser en ny rapport. Læs historien her:
2. Nye tal viser: Turister fra lande, der er hårdest ramt af Trumps told, bliver væk fra USA
Nye rejsedata viser, hvordan canadiere, mexicanere, japanere og også tyskere holder sig væk fra USA, som risikerer et ordentligt milliardsmæk på bruttonationalproduktet, fordi turistpengene forsvinder. Samtidig forsøger rekordmange amerikanere at flytte væk fra USA. Læs historien her:
Det bør du også læse
Økonomiske vismænd savner argumenter bag milliardudgift: Rapport kritiserer politikernes aftale om statsstøttet havvind
Milliarder i statsstøtte til havvind er en dårlig idé. Det siger nu også Det Økonomiske Råd, der bakker op om den allerede massive kritik af en spritny politisk aftale. Læs historien her:
Det skriver andre medier om
1. I aften aflægger NVIDIA vigtigt regnskab, der forventes at »rykke hele markedet«
I aften, onsdag, aflægger mikrocipselskabet NVIDIA kvartalsregnskab. Ifølge investeringsstrateg i Saxo Bank, Oskar Barner Bernhardtsen vil det »rykke hele markedet«, skriver Euroinvestor forud for regnskabet. Virksomheden er en af de tungeste spillere i udviklingen af ai på grund af deres produktion af vigtige grafikprocessorer, men nye restriktioner fra Trump-administrationen har vanskeliggjort selskabets eksport til Kina, som er et af deres store markeder. Der er derfor mange ting for investorerne at holde øje med, når regnskabet falder.
2. Brancheorganisation råber vagt i gevær over rekordmange sygedagpengemodtagere
Antallet af danskere på sygedagpenge steg markant under covid-19-pandemien, men har ikke fundet tilbage til sit oprindelige leje efterfølgende. Det viser tal fra forsikrings- og pensionssektorens brancheorganisation F&P, der råber vagt i gevær, skriver Finans. Det er uklart, hvad den væsentlige stigning skyldes, men der peges blandt andet flere yngre personer, der mister erhvervsevnen og mistrivsel blandt børn og unge, der kan sætte sig som sygdom i forældrene.
3. McKinsey skærer kraftigt ned
Det globale og prestigefulde konsulentbureau McKinsey har skåret mere end 10 procent af sit personale de sidste 18 måneder. Det skriver Financial Times. Nedskæringerne er en kraftig nedjustering fra covid-19-pandemien, hvor stor efterspørgsel på konsulentydelser fik firmaet til at øge sin arbejdsstyrke med næsten to tredjedele.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: 1,8 procent
S&P 500: +2,1 procent
Nasdaq: +2,5 procent
Asien – indeks onsdag kl. 07:13:
Japan Nikkei: +0,19 procent
Hongkong Hang Seng: -0,44 procent
Kina CSI Shanghai: +0,8 procent
Tak, fordi du læste med, rigtigt god onsdag og god Kristi himmelfartsdag i morgen, torsdag!