Godmorgen og velkommen til torsdagens overflyvning af de vigtigste erhvervsnyheder.

Vi runder planer om et større klimavenligt fremstød fra danske pengetanke, men først til noget mere privatøkonomisk.

Værdi af gældstyngede andelsboliger steg fem gange

En ny regnemetode har med ét slag forgyldt gælds­pla­gede an­dels­bo­lig­for­e­ninger. Vær­di­en på lej­lig­he­derne sti­ger i et tilfælde mere end fem gan­ge ved at bruge en ny regnemetode.

Det skriver Børsen.

Det er foreninger med såkaldte renteswap, der kan forbedre deres økonomi markant ved hjælp af en ny regnskabsvejledning fra Erhvervsstyrelsen. Renteswap har bragt mange andelsforeninger i økonomisk uføre, fordi renteudviklingen gik i en uventet retning.

En renteswap er kort forklaret en aftale om at bytte renter med en bank, så andelsforeningens variable rente byttes med en fast – men lidt højere – rente. Når renterne efterfølgende falder uventet meget og længe, så bliver værdien af swapaftalen negativ.

Men ifølge Børsen kan den nye regnemetode redde flere andelshavere ud af en årelang gældsfælde, og på Vesterbro i København er en konkret andelsboligforening i gang med forarbejdet, der foreløbig har femdoblet værdien af dens andele.

»Det er langtfra sikkert, at det ender med guld og grønne skove. Men vi gør forsøget og håber på, at Nykredit også kan se meningen med det, så vi kan komme ud af vores renteswap med skindet på næsen,« siger Pau la Cour, der har en andelslejlighed i baghuset på Gasværksvej med en renteswap i andelsboligforeningen med en negativ værdi på 24,3 millioner kroner.

Pensionskæmper vil sætte turbo på grøn eksport

Danske pensionsselskaber vil bruge grønne investeringer for flere hundrede milliarder kroner til at sætte turbo på eksporten af danske klimaløsninger. Det skriver Finans.

Meldingen kommer fra brancheorganisationen Forsikring & Pension, umiddelbart inden statsminister Mette Frederiksen (S) deltager i et virtuelt klimatopmøde med den amerikanske præsident, Joe Biden, for bordenden.

Det sker fredag, og eksportmulighederne i USA har været en topprioritet for regeringen, siden Joe Biden overtog præsidentposten i USA i januar og varslede investeringer for 2.000 milliarder dollar til grøn omstilling.

»Pensionsselskaberne skal i de kommende år ud og foretage klimainvesteringer for flere hundrede milliarder kroner. Vi tror på, at det kan ske på en måde, hvor vi både kan skabe gode afkast og være med til at øge dansk eksport. Men det kræver en mere fokuseret og samlet indsats fra dansk side,« siger Kent Damsgaard, administrerende direktør i F&P.

Hos os selv på Berlingske kan vi rapportere, at:

Trods største krise i ti år skriger virksomhederne allerede på arbejdskraft

Med coronapandemi og nedlukninger har den danske økonomi gennemlevet et af de værste mareridt i mange år. Men trods det store dyk begynder virksomhederne allerede nu at skrige efter flere hænder.

Det store boom for den danske økonomi ved genåbningen kan derfor hurtigt blive hæmmet af mangel på kvalificeret arbejdskraft, lyder det fra flere sider. Specielt kan der komme til at mangle faglærte.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA), Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), Dansk Metal og cheføkonomen i Danske Bank er fuldt ud klar over situationen.

De mener alle, at selvom vi netop har haft et voldsomt dyk i den danske økonomi, vil genåbningen gøre, at virksomhederne får større udfordringer med at finde nok kvalificerede medarbejdere.

DA henviser til en netop offentliggjort rapport fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). Heri kan man se, at virksomhederne i marts havde haft 74.700 forgæves rekrutteringer i løbet af det seneste halve år. Det svarer til 20,6 procent.

Tre forhold, som investorerne skal holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet peger på tre forhold, som investorerne skal være opmærksomme på i dag:

  • De amerikanske aktier havde en generelt god dag. Det skyldes ikke kun, at de store indeks steg med op til en procent, men stigningen var bredere baseret og inddrog også de mindre selskaber, som ellers har været kurspresset de seneste måneder. Er kursopgangen igen ved at blive bredere baseret, og vil det smitte af globalt?

  • Hydract havde første dag som ny, mindre børsnoteret selskab. Aktien steg markant på førstedagen og sluttede næsten 200 procent højere end introduktionskursen. Udviklingen viser, at hvis selskaberne bliver prissat fornuftigt, giver det en god entré som børsnoteret selskab. Godt begyndt er halvt fuldendt, gælder også på aktiemarkederne.

  • Nordea annoncerede onsdag, at de sænker satsen for negative indlånsrenter for private, og at de samtidig indfører en rentemarginal for erhvervsvirksomhederne. De negative renter er kommet for at blive, og det er formentlig blot et spørgsmål om tid, før flere banker følger efter Nordea. Lavere grænser og lavere renter hjælper nettorenteindtægterne, men spørgsmålet er, hvordan kunderne vil reagere på det?

Det sker på markederne

Indeks og udvikling i procent

Aktier USA – lukkekurser onsdag

  • Dow Jones: +0,93 pct.

  • S&P 500: +0,93 pct.

  • Nasdaq: +1,19 pct.

Aktier Asien – torsdag kl. 06.20

  • Japan Nikkei: +2,03 pct.

  • Hongkong Hang Seng: +0,46 pct.

  • Kina CSI: -0,05 pct.