God morgen og velkommen til et overblik over nyhederne på erhvervsfronten tirsdag morgen.

Vi skal i dag omkring en central skikkelse i fagbevægelsen, som rækker hånden ud for at komme desperate arbejdsgivere i møde – hvis de altså er klar til også at komme ham i møde. Vi skal omkring det bugnende salg af elbiler, som risikerer at løbe fra antallet af ladestandere til at fylde strøm på dem. Og vi skal vende regeringen forslag til at hæve gevinsten på aktieindkomst, som specifikt forventes at ramme 80.000 personer.

God læselyst!

Fagbevægelsesboss åbner for mere udenlandsk arbejdskraft

En af fagbevægelses absolutte topfolk – formanden for Dansk Metal, Claus Jensen – åbner nu for at slække på modstanden mod, at virksomheder lettere skal kunne hente medarbejdere fra tredjelande. Det skriver Finans.

Der er dog ikke tale om en gavebod til de virksomheder og arbejdsgiverorganisationer, som gennem længere tid har advaret om akut mangel på arbejdskraft og råbt på politisk hjælp til netop at kunne hente medarbejdere fra lande uden for EU lettere end i dag. Nej, det er noget for noget.

»Jeg vil ikke afvise, at der kan være grund til at se på det, og derfor: Hvis virksomhederne lever op til deres forpligtelser og blandt andet tager tilstrækkeligt med lærlinge og har en seniorpolitik, kan samfundet til gengæld gå ind og hjælpe dem med at hente folk i tredjelande til nogle stillingskategorier, som vi kan blive enige om,« siger Claus Jensen til Finans.

Fagbossen understreger samtidig, at manglen på faglært arbejdskraft er reel, og at der ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd vil mangle næsten 100.000 faglærte i 2030.

80.000 danskere risikerer at blive ramt af hårdere aktiebeskatning

Som aktieinvestor bliver man i dag beskattet med 27 procent af de første 56.500 kroner i aktieindkomst og med 42 procent af gevinster, der ligger derudover. Men står det til regeringen, skal den øvre sats have et nøk opad over de kommende tre år til 45 procent.

Nu viser nye tal, som Børsen har fået fra Skattestyrelsen, at det i praksis vil ramme 80.000 danskere. Det er nemlig så mange, der i år skønnes at have en aktieindkomst, som overstiger grænsen på 56.500 kroner.

De 80.000 danskere, som forventes at have en høj nok gevinst på deres investeringer til at ramme ind i den høje sats for gevinster over 56.500 kroner, udgør otte procent af danskerne med aktieindkomst. Men de står for i alt 80 procent af provenuet af den nuværende aktieindkomstskat. De øvrige 967.000 danskere med aktieindkomst betaler udelukkende den lave sats.

Få dit business-overblik hver morgen

Tilmeld dig nyhedsbrevet »Business-overblik« og få de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland direkte i din indbakke.

Buldrende salg af elbiler kører fra antallet af steder til at lade dem op

Når danskerne skal have nyt firehjulet familiemedlem, er det i stigende grad den eldrevne slags, valget falder på. Elbiler udleder ingen CO2 under kørslen, og de lave afgifter har gjort dem attraktive for mange. Samtidig melder nye prisvenlige modeller deres ankomst.

Men skåret i glæden er skarpt og tydeligt. Det bugnende salg er nemlig ved at køre fra antallet af ladestandere og kan efterlade danskere med udsultede batterier i lange køer for at tanke strøm på tværs af landet. Sådan lyder advarslen her i Berlingske fra flere toneangivende aktører på markedet for elbiler.

Eksempelvis oplever man det tydeligt i Nic. Christiansen Gruppen – en bilgigant, der med importen af Hyundai, Honda, Land Rover og Jaguar omsætter for mere end syv milliarder kroner om året.

»Den grønne omstilling sker, og det er rigtig positivt for alle parter. Men at få bygget infrastrukturen op, sker ikke hurtigt nok. De to ting kører ikke i samme takt, hører vi fra vores kunder. Faren i dét er, at omstillingen simpelthen stopper, fordi folk ganske enkelt ikke kan få ladet deres biler,« siger administrerende direktør Niels Vrist Bertelsen.

Vi kan ikke vise dig dette indhold, som stammer fra en tredjepart, da du ikke har samtykket til alle relevante statistik- og/eller markedsføringscookies. Du kan ændre dit samtykke og dine cookieindstillinger her.

Alternativt kan du se indholdet på spotify

Tre ting, som investorerne skal holde øje med

Her er, hvad investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet blandt andet holder øje med tirsdag:

  • Olieprisen nærmer sig igen 80 dollar pr. tønde. Det er godt for olie- og tankskibsaktier, men knap så godt for forbrugerne. Vil stigende oliepriser gøre investorerne nervøse?

  • Novozymes afholder sin kapitalmarkedsdag. Novozymes har sendt sin »dagsorden« ud på forhånd. Investorerne vil næppe være glade for udsigterne til en fornuftig vækst, men med indtjeningsmarginer, som er under pres.

  • Investorerne straffede Demant for dets vækstambitioner. Især udsigten til at »Communications« først skal være profitabel i 2023 kræver tålmodige investorer. Har investorerne lagt skuffelsen bag sig?

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA, lukkekurser mandag:

Dow Jones: +0,21 procent
S&P 500: -0,28 procent
Nasdaq: -0,52 procent

Asien, tirsdag kl. 06.30:

Japan Nikkei: -0,38 procent
Hongkong Hang Seng: +1,46 procent
Kina CSI: +0,53 procent