Business

Ejendomme kort

Fokus på tage

Dansk Standard opretter et nyt standardiseringsudvalg for hele tagområdet for at sætte mere fokus på taget, samle aktiviteterne og skabe mere samarbejde. Gennem nogen tid har Dansk Standard bemærket, at interessen for tage er steget. Der skrives mere om tage i dagspressen og fagbladene, en ny klassifikationsordning for materialer til undertage er på vej, etc. På den baggrund er det besluttet at oprette det nye udvalg, som bliver den danske tagbranches kontakt til CEN, organisationen for europæisk standardiseringsarbejde.

Digital byggestatus

Udviklingsinitiativet Det Digitale Byggeri er kommet godt i gang. Otte måneder efter startskuddet er målene identificerede og vejen til at nå dem grundigt belyst. Konsortierne, der skal udvikle rammerne for byggeriets digitale informationshåndtering, er alle på plads. De fleste har også allerede leveret de første resultater. Således ligger der allerede nu forslag til tre af de fire bygherrekrav, som fra 2006 skal få byggeriets parter til at håndtere og udveksle byggedata digitalt. Det er så op til byggesektorens virksomheder at ruste sig, så man er parat, når staten om blot et par år stiller krav om digitale udbud og afleveringer., 3D projektering og brug af projektweb.

Huse stiger fortsat

På trods af udsigten til stigende renter hersker der stadig optimisme blandt ejendomsmæglerne, som forventer fortsatte prisstigninger. Men det er især i hovedstadsområdet, at optimismen er stor, viser DEs seneste tendensundersøgelse for 3. kvartal i år. To ud af tre mæglere i hovedstaden forventer stigende huspriser, mens det i provinsen kun er en ud af tre. For ejerlejligheder er den geografiske forskel endnu mere markant, idet hele tre ud af fire mæglere i hovedstaden forventer prisstigninger, mens det i provinsen fortsat kun er en ud af tre.