Burgeren galt i halsen

Det vakte vrede, da Ronald McDonald's Børnefond droppede et planlagt patienthotel ved Skejby Sygehus. Men vreden bygger på misforståelser, mener drifts- og kommunikationsdirektør Kristian Scheef Madsen, McDonald's Danmark.

I er da nogle værre nogen, holder I ikke jeres løfter?

»Selvfølgelig holder vi vores løfter. Den forpligtelse vi føler for fonden og det arbejde, fonden gør, er 100 procent intakt.«

Den professor, som var formand for fonden, har trukket sig i protest, så et eller andet er der gået galt?

»Det vil være spekulation fra min side, hvad der er gået galt. Det er jo ikke os, der har bragt sagen op i medierne. Man skal skelne mellem fonden og virksomheden McDonald's, men det er helt klart fondens ambition at etablere sig med et børnehus ved Skejby Sygehus, forudsat man stadig er velkommen. Spørgsmålet er, hvornår det skal finde sted, og det er noget, som økonomien er med til at diktere.«

Er det ikke utrolig dårlig reklame, når man ikke kan bygge det børnehus, som man har lovet, og en professor går i vrede fra fonden?

»Vi synes heller ikke det her er nogen særlig god historie, og jeg er smadderked af, at den her negative omtale får lov at kaste skygger på en god ide. Men der er ikke afgivet et løfte, som så siden hen er blevet brudt. Der har ikke været sat en dato eller et årstal på, hvornår huset skulle stå færdig eller påbegyndes.«

I sponsorerer en fond med sundhedsmæssige opgaver. Samtidig sælger I usund mad og bidrager til den moderne folkesygdom fedme. Er det ikke dobbeltmoralsk?

»Det er jeg nødt til blankt at afvise. Det, vi serverer i vores restauranter, kan sagtens indgå i en helt almindelig kost. Det, der er væsentligt for os, er at give noget tilbage til det samfund, vi driver virksomhed i.«

Kunne I ikke give tilbage til samfundet ved at betale skat?

»Det gør vi jo også. Vores skat er gjort op som alle andre danske virksomheder. Når vi ikke betaler direkte skat, så er det, fordi vi har en stor investering, som vi må afskrive på. Men hvis ikke vi var her, ville statskassen mangle 300 mio. kr. Det er skat, som jeg betaler som person, det er den moms, vi betaler og de skatter og afgifter, der er på de råvarer, vi benytter os af.«