Små og mellemstore virksomheder bruger i gennemsnit 7,4 timer om ugen på bureaukrati. Det svarer til 83.500 fuldtidsstillinger og en omkostning på 53 milliarder kroner om året.

Det viser en medlemsundersøgelse, som erhvervsorganisationen SMVdanmark har lavet baseret på svar fra 1166 virksomheder.

Ifølge undersøgelsen oplever lidt over halvdelen af de små og mellemstore virksomheder, at bureaukrati begrænser deres muligheder for vækst og udvikling.

- Bureaukratiet kommer helt bogstaveligt med en kæmpe regning, som landets små og mellemstore virksomheder betaler dag efter dag, uge efter uge. Byrderne suger tid, penge og virkelyst ud af virksomhederne, som kunne være brugt på kunder, medarbejdere, salg og udvikling.

- Det her er et nødråb fra SMV'erne: Vi har nået smertegrænsen nu og har virkelig brug for politisk handling for at komme problemet til livs, siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark, i en pressemeddelelse.

Reglerne rammer især de små virksomheder hårdt. Store virksomheder kan ansætte specialister til at håndtere kravene.

Hos de små og mellemstore virksomheder ender opgaverne tit hos ejeren eller andre centrale medarbejdere ved siden af den daglige drift.

- Reglerne er ofte de samme, uanset om man har 2 eller 200 ansatte. Men byrden er ikke den samme. Det er bredt anerkendt, at de store virksomheder med HR- og complianceafdelinger langt lettere kan fordele byrderne og ansætte ud fra dem.

- For de små virksomheder rammer bureaukratiet langt hårdere, fordi det tager tid direkte fra dem, der også skal drive forretningen, siger Jakob Brandt.

Det er særligt opgaver med skat og moms, som virksomhederne oplever mest tidskrævende. Her svarer 78 procent, at de oplever det som et tidskrævende bureaukratiområde.

/ritzau/